Et splittet samfund kan samles gennem social innovation

En af de ting vi fandt i det europæiske forskningsprojekt LIPSE (www.lipse.org) omhandlende social innovation, hvor de fire storbykommuner København, Rotterdam, Barcelona og Edinburgh blev undersøgt, var en slående lighed i de samfundsmæssige udfordringer såsom ungdomsarbejdsløshed, en stigning i demografien, ønsket om økonomisk vækst, og en voksende ulighed i sundhed og uddannelse. 

Men løsninger til at skabe balance mellem samfundsudfordringerne var forskellig fra by til by. Vi kunne konstatere at de grundlæggende problemer er meget ens, mens løsningerne er afhængige af kommunens innovationsmiljø, som inkluderer:

• de menneskelige ressourcer;
• graden af social tillid i samfundet;
• styringsform;
• den lokale samfundsøkonomiske situation;
• de formelle og uformelle organisationsstrukturer, dvs. hvordan er samspilsmulighederne internt i kommunen og med omverden?

Brug for bureaukratiet

Dilemmaet ved innovation i den offentlige sektor er, at offentlige organisationer har brug for bureaukratiet for at sikre legaliteten gennem regler og procedurer både for at afspejle et demokratisk valg af ledere, sikre borgernes rettigheder og for at kunne placere et politisk ansvar.

Det er dog samtidig også denne bureaukratiske styreform, som gør dem tunge, rigide og langsomme i omstillingsprocesser – og det gør ikke umiddelbart samarbejdet nemt. Til gengæld kan samarbejdet med de offentlige myndigheder og intuitioner være super effektivt på implementeringen og udbredelsen af de gode initiativer. Den bureaukratiske forvaltningsmodel kan sammenlignes lidt med en supertanker; tung og langsom at dreje, men effektiv når den er kommet op i omdrejninger. 

For at kunne øge de strategiske samspil er det derfor vigtig at kende samspillet mellem de forskellige typer af innovation. Her vil jeg, som tabel 1, viser, skelne mellem tre forskellige typer af innovation, som er relevant i den offentlige forvaltning; social innovation, offentlig innovation og samspillet mellem de to, som vi kender fra det nyere begreb kaldet samarbejdsdrevet innovation.   Tabel 1. Innovationstyper i offentlig forvaltning

Fælles for dem alle er at de bygger på von Hippels ide fra 1980’erne om bruger-drevet innovation dvs. at social innovation og samarbejdsdrevet innovation inddrager borgere i udforskningen af mulige løsninger på problemerne. Derved sker der et skift fra ikke længere kun at se borgerne som klienter, men nu også som brugere og dermed medproducenter med en viden, som er vigtig for succes. Mens jeg vil argumentere, at offentlig innovation ikke nødvendigvis inddrager borgerne, her er brugerne eksempelvis frontlinjemedarbejdere (socialrådgivere, socialpædagoger, skolelærer, hjemmehjælpere).

Eksempler på offentlig innovation kan sagtens være nye politikker, interne strukturer og procedurer, ændringer i politiske processer, reformer, det kan være indførelsen af tillidsbaseret ledelse eller afbureaukratisering, som det kan være inddragelse af nye hjælpemidler eller serviceydelser. Kendetegnet for offentlig innovation, er, at de meget ofte er politikerdrevet eller kræver en høj grad af politisk opbakning for at kunne implementeres. Det ses dog særligt i Danmark, at offentlig innovation kan være leder-drevet – og jeg er klar over, at der er initiativer såsom idébanker, som er med til at sikre, at innovationer er mere medarbejder-drevet, og det vil jeg betegne som samarbejdsdrevet innovation. 

Den sociale entreprenør skal stimulere den offentlige innovation Den sociale innovation kommer langt oftere udefra i form af de sociale entreprenører, der ikke er en del af bureaukratiet og realiseres i samarbejde med frivillige og/eller fx myndigheder fra en socialforvaltning. Her er de sociale behov en essentiel faktor, for at udforske social innovation.   Det betyder, at de sociale behov i modsætning til sociale problemer, kan belyse de sociale skader, hvis ikke de sociale behov imødekommes. Derudover er de sociale behov et værktøj til ikke, at stigmatisere de medmenneskelige behov – og herved adskiller de sig fra fx sociale rettigheder, ved at de er personlige og imødekommes oftere af familiemedlemmer og bekendte, end de imødekommes af myndighederne.   Det, der er kernen i imødekommelsen af de sociale behov, er, at omdanne personernes ressourcer til positive udfald. Endvidere kan et fokus på de sociale behov som ikke imødekommes, betyde, at man kan identificere nogle strategier, der kan være med til at finde nye og bedre veje til opfyldelse af behovene. Social innovation indeholder således en kompetencestrategi, som ser på, hvad der er af ressourcer hos det enkelte menneske, gruppe, i netværket og/eller i lokalsamfundet, som kan være strategi for at afsøge samarbejdsmuligheder.   Samspil mellem de tre former for innovation trækker på forskellige ressourcer, som giver adgang til forskellige former for ekspertviden, og det er sammenspillet mellem disse former, der skal sætte gang i tandhjulene (figur 1).   Figur 1. Samspil mellem innovationstyper

Samspillet er ikke bare noget, de forskellige aktører bliver klogere af, det er med til at stimulere forskelligheden i kreativiteten, idet de nye sociale relationer tilfører impulser og viden udefra og adgang til et nyt netværk, som kan give adgang til helt nye måder at gøre tingene. Hvorfor skal vi gøre tingene anderledes? Jo, det skal vi, når indsatserne ikke længere virker efter hensigten: får vi flere i arbejde på denne måde? Får vi flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse på denne måde? Får vi mindre kriminalitet? Har vi glade medarbejdere? Har vi færre ensomme borger?

Derfor skal de bedste løsninger på fremtidens samfundsudfordringer netop ske i samspillet mellem de tre former for innovation i den offentlige forvaltning.  Og der bliver rigeligt at tage fat på i Danmark.   Alene i Københavns kommune forventes en stigning i befolkningen på 100.000 indbyggere frem mod 2025 - og dertil kommer en væsentlig ændring i befolkningssammensætningen. Der vil i fremtidens København være flere ældre, flere børn og flere borgere med behov for pleje, skole og grønne muligheder i byen. Mangel på boliger, som er til at betale, og diversiteten i byen er en udfordring med høje boligpriser på den ene side og socialt udsatte boligområder på den anden side. Disse udfordringer skal løses ved bedre samspil, hvis den voksende sociale ulighed skal bekæmpes.   Lokale ildsjæle, sociale behov og innovation I et demokratisk samfund er det vigtigt, at alle har lige rettigheder til at uddanne sig. I Danmark oplever vi i øjeblikket en stigende social skævhed i uddannelse og sundhed. I København er uligheden koncentreret på få geografiske områder, specielt de socialt udsatte boligområder.   Sociale boligområder: I Danmark har vi en liste med 33 socialt udsatte boligområder. Listens kriterier indeholder oplysninger om hvor andelen af borgerne i alderen 18- 64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 procent i området, og hvor andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (eller ingen), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe. Det er ingen hemmelighed, at det lave uddannelsesniveau og overførselsindkomster hænger sammen, og for at der kan ske løft i miljøet, skal der tilføres nye kræfter og ny viden, så udviklingen ikke går i stå.

Kort sagt kunne ordsproget lyde, at når Mjølnerparkens borgere ikke vil komme til Louisiana, så må kunst og kulturlivet komme til Mjølnerparken, fordi det er i samfundets interesse, at miljøer ikke lukker sig om sig selv. For når individer eller grupper bliver selvtilstrækkelige, så er udviklingen i fare.

Et eksempel på innovation i samspil er Socialforvaltning i Københavns kommune, som stiller med tilbud om motion og frivillige, der rækker hånden ud til de unge, som er kommet ud på et sidespor. Der hvor bandekriminaliteten lokker med fællesskab, er udfordring at stille med et alternativt fællesskab.   Sundhedsprofiler og ældre: Et andet eksempel på et voksende problem er, at flere ældre oplever ensomhed. Det er et samfundsproblem blandt etniske danskere såvel som hos de ældre indvandrere. Problemet knytter sig ikke blot til ensomhed, men også til en større generationskløft mellem de ældre og de unge.   Motion og bevægelse er den bedste vej til sundhed, forebyggelse af slidgigt og eksempler herpå er ’cykler uden alder’, hvor unge cykler med ældre på rickshaws, og offentlige legepladser for ældre med lyd, som opfordrer til leg mellem børnebørn og ældre.  Men selvom det grundlæggende problem er det samme, så er ressourcerne anderledes i subkulturer.   Indvandrerkvinderne En af mine studerende lavede sidste år interview i social udsatte boligområder på kurdisk og tyrkisk med ældre indvandrere som kom til Danmark fra et liv på landet i Tyrkiet i 70’erne. De var ufaglærte og havde kun erfaring med landbrug. De fik arbejde på fabrikkerne og er i dag gået på efterløn eller pension. De personer, som min studerende interviewede havde ingen opsparing (overskuddet blev i sin tid sendt hjem til Tyrkiet, hvor resten af familien var fattige) og efter tilknytningen til arbejdspladsen er ophørt, er kontakten til de danske kollegaer smuldret.

Det danske sprog bliver en voksende barriere- og langsomt bliver kulturen også stereotypiseret, såsom at danskerne kun hygger sig med alkohol. Langsomt lukker netværket sig om det fællesskab, som kun findes i familien og i den relativt afgrænsede omgangskreds.

Denne gruppe er også peget på i andre forskningssammenhænge, som værende en kommende stor udgift for sundhedssystemet, fordi denne gruppes sundhedsprofil er præget af dårlig livsstil (mange cigaretter, ingen motion og slid fra monotont arbejde og ofte endda sukkersyge, kolesterol og forhøjet blodtryk). De nye initiativer som sundhedscafeer i lokalområder og åbne biblioteker er et godt initiativ til at øge tilbuddet om fællesskaber.

En anden ide kunne være at løfte disse mennesker ud fra de kompetencer, som de har. Selv udtalte Ali i et interview, (ældre fra Brønshøj)   ”Vi har ikke uddannelse. Vi er uvidende. Vi kan ikke diskutere eller producere noget”.   Men i interviewet kom det frem, at han havde haft en kolonihave engang – og al den erfaring fra at arbejde i landbrug og dyrkning af egne grønsager kunne kombineres med en hobby. Min studerende Günay interviewede også Fatima, som er gift, pensionist og bor hos den ældste søn i familien og spurgte, om hun også mente, at de ældre følte sig ensomme.   "Ja, hvis det er kvinder kan de strikke strømper osv. mændene kan på den anden side bruge tid på deres have, men hvis ikke de kan få en, vil de bare gå rundt om sig selv og til sidst gå i depression. Fordi tiden ikke går, mister de besindelsen,” svarede hun.   Det handler om samspillet Her er et eksempel på uopfyldte behov, hvor en løsning sammen med frivillige iværksættere og facilitatorer fx fra kommunen kan være at etablere urtehaver og grøntsagsbede, som ældre og unge kan dyrke i fælleskab– det ville få Ali op af sofaen, væk fra tv’et. Det skaber liv, tryghed og måske endda nye samtaleemner samt netværk på tværs i disse boligområder. Hvis grøntsagerne oven i købet kan indgå i maden, så er de gode vitaminer sikret – og mad har altid kunnet samle folk.   Det handler således ikke blot om mere innovation, men om samspillet mellem innovationstyper dvs. om at skabe flere muligheder – og ikke mindst at de lokale eller sociale entreprenører ikke brænder ud. Det som er på spil er sammenhængskraften i samfundet, f.eks. balancen mellem plads i byen, økonomi og samtidig retten til at byens skolebørn også har grønne områder. Men det handler også om, at socialt udsatte boligområde ikke lukker sig om sig selv – om samarbejde mellem borgere, kommuner, frivillige og erhverv til at se mulighederne, hvor de sociale entreprenører kan stimulere den offentlige innovation.