EU-formand: Kontrol af grænser skal vare kort tid

Politik

07/01/2016 08:29

Nick Allentoft

Et nyt fælles europæisk grænsekorps og en permanent omfordeling af flygtninge er blevet hastesag.
Hvis ikke EU-landene deles om flygtningene og indfører et fælles grænsekorps, risikerer national grænsekontrol i Danmark, Sverige og andre lande at ødelægge Schengen. Den advarsel lyder fra unionens nye hollandske formandskab over for Politiken torsdag, netop som Hollands regering torsdag mødes med EU-kommissionen for blandt andet at diskutere flygtningekrisens trussel mod samarbejdet om åbne grænser internt i Europa.

»Det er helt tydeligt, at den frie bevægelighed inden for Schengen-området er under meget stort pres. Det, at nogle lande tager denne type skridt, viser endnu en gang behovet for et permanent system for omfordeling af flygtninge. Det viser også, at de ydre grænser skal bevogtes bedre«, siger Hollands migrationsminister, Klaas Dijkhoff, til Politiken som reaktion på de danske og svenske beslutninger om midlertidig grænsekontrol.

I alt seks lande i Schengen har i øjeblikket genindført grænsekontrol midlertidigt. Både kommissionen og det hollandske EU-formandskab er stærkt bekymrede over den situation og over udviklingen i Norden. Men EU hverken kan eller vil i realiteten tvinge Danmark eller andre medlemslande til at fjerne kontrollen igen.   I stedet begynder kommissærerne og det hollandske EU-formandskab i dag et kapløb med tiden for at få vedtaget både et fælles europæisk grænsekorps og en permanent omfordeling af flygtninge.   Det politiske klima lover bare ikke særlig ikke godt for de store ambitioner. Styrkelsen af EU’s ydre grænser, specielt mellem Grækenland og Tyrkiet, skrider kun langsomt frem. Og til dato er der kun blevet omfordelt 272 af de i alt 160.000 flygtninge, som EU sidste år besluttede at flytte fra Grækenland og Italien til andre medlemslande. Det svarer til 0,17 procent af bare den midlertidige omfordeling, der blev vedtaget allerede sidste år, skriver Politiken.  

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.