Helsingørs borgmester Benedikte Kiær, der i øjeblikket er på barsel, er frisk på at melde Helsingør Kommune med til et forsøg om frikommuner, skriver Helsingør Dagblad.
Alt tyder derfor på, at Helsingør Kommunes navn vil være med på listen af ansøgere, når social- og indenrigsminister Karen Ellemann fra Venstre til maj skal finde den lille gruppe danske kommuner, der i de kommende år kan få mulighed for at lægge det eksisterende regelsæt og snærende, bureaukratiske bånd ned i skrivebordsskuffen og i stedet løse alle mulige opgaver på måder, som kommunerne selv finder på og finder mest velegnede til formålet.
Der er for øjeblikket et bredt politisk flertal i Helsingør Byråd, der vil anbefale, at Helsingør går med i et frikommune-forsøg. Og så kommer det an på, om Karen Ellemann mener, at Helsingør bør være med, for der kommer sandsynligvis flere ansøgere, end ministeren har tænkt sig at vælge ud, skriver Helsingør Dagblad.
Karen Ellemann vil gennemføre det såkaldte frikommune-forsøg for at få gode idéer til, hvordan alle landets kommuner kan gøre tingene anderledes, bedre og måske billigere. Som frikommune vil eksempelvis Helsingør i tre-fire år kunne vælge nye problem-løsninger, som i dag ikke kan lade sig gøre på grund af diverse regler eller krav om specifikke arbejdsmetoder.
Læs også: Indenrigsministeren klar til at forny frikommuneforsøg
Frikommuner kan få lov til at blive fritaget fra forskellige regler, der ifølge kommunerne er bureaukratiske, forældede eller ikke giver bedre service til borgerne. Det kan Helsingør bruge, mener en politiker på barselsorlov.
- Frikommune-forsøget kan være en legeplads for kommunerne, også Helsingør. Her kan man pege på de foranstaltninger og så videre, der gør, at vi i kommunerne ikke kan hjælpe borgerne ordentligt eller på den bedste måde. Vi har i dag et offentligt system, som bliver fyldt med regler og rettigheder, mens kommunernes udfordringer bliver større og større. Der er noget, der ikke rimer.
Derfor kunne det være enormt spændende at blive frikommune, siger konservative Benedikte Kiær, Helsingørs borgmester og for tiden på barselsorlov.
Social- og indenrigsminister Ellemann lover, at staten vil hjælpe de udvalgte kommuner med at få plads, viden og eventuel vejledning til at gennemføre de forskellige eksperimenter. De frikommuner, som bliver valgt ud, skal naturligvis respektere borgernes grundlæggende krav samt den overordnede lovgivning, menneskerettighederne og så videre, men frikommuner kan eksperimentere med nye tiltag og behøver - med statslig godkendelse - ikke at overholde alle eksisterende regler.
Fem til syv kommuner regner Karen Ellemann med at skulle udvælge til maj. Benedikte Kiær håber på, at Helsingør ryger med i den gruppe.
- Vi skal helt klart hoppe på som frikommune. Nu skal vi i Helsingør i gang med det store projekt om en helhedsorienteret indsats, og lur mig, om vi ikke på en lang række områder løber panden mod en mur i den forbindelse, fordi der er forskellige hindringer i reglerne. Så det passer som fod i hose med det at være frikommune, forklarer Helsingørs konservative borgmester.
Den omtalte helhedsindsats, som Helsingør Kommune vil gennemføre i de kommende år, går ud på, at man i de forskellige forvaltningscentre skal arbejde mere på tværs. Borgere, ikke mindst udsatte borgere, skal i højere grad være tilknyttet en eller i hvert fald ganske få kommunale sagsbehandlere, hvilket vil gøre det nemmere og billigere for kommunen at give de berørte borgere den rigtige hjælp.
- Det er et kæmpestort projekt for os. I dag har vi mange borgere, som har mange sagsbehandlere omkring sig og forskellige kontakter til det offentlige, når det gælder socialhjælp, beskæftigelse, sundhed og så videre. Det betyder, at det enkelte menneske nemmere kan blive tabt på gulvet, og at det er sværere at give den rigtige hjælp. Det er dårligere for den enkelte borger og dyrere for det offentlige… Vi vil skabe synergier på tværs af de forvaltningsindsatser, der er. Og som frikommune vil vi få det maksimale ud af den indsats, siger Benedikte Kiær.
Helsingør-borgmesteren peger på, at Helsingør vil ramme ind i forskellige typer lovgivninger ved den helhedsorienterede indsats. Og Kiær er altså helt sikker på, at mange af disse lovgivninger rummer bøvlede regler og barrierer for indsatsen, som hun siger.