Kommunaldirektør Rasmus Bjerregaard fyrer to ledere efter kæmpe budgetskred.

Holbæk rydder ud på ledelsesgangen efter kritik

Ledelse

06/12/2017 11:26

Nick Allentoft

Budgetskred på tocifrede millionbeløb og gentagen kritik fra minister får nu Holbæk til at fyre to ledere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Direktionen i Holbæk Kommune har besluttet at indgå fratrædelsesaftaler med to kommunale chefer for områderne »Alle kan bidrage« og »Læring og trivsel«.

Det oplyser Rasmus Bjerregaard, som er administrerende direktør i Holbæk Kommune til dagbladet Nordvestnyt.

De to chefer er blevet fritstillet fra 1. december i år til 31. december næste år, hvilket svarer til grundvilkårene på lønaftalen for kommunale chefer. Det betyder som udgangspunkt, at de får et års løn, hvilket ligger i størrelsesordenen en million kroner inklusive pension per mand. Derudover får de også noget bistand til uddannelse. Godtgørelsen kan dog blive mindre, da de to chefer vil blive modregnet i deres godtgørelse, hvis de finder et job uden for Holbæk Kommune i de sidste tre måneder af aftalens periode. Om dette element i aftalen siger Rasmus Bjerregaard:

- Vi er selvfølgelig gået efter de bedst mulige vilkår for kommunen og kommunens økonomi i de her situationer, hvor vi skal lave fratrædelsesordninger, fortæller Rasmus Bjerregaard til Nordvestnyt.

Områderne »Alle kan bidrage«, som blandt andet dækker over beskæftigelsesområdet, og »Læring og trivsel«, som er børneområdet, har gennem længere tid været kommunens problembørn.

Alene på området »Alle kan bidrage« forventes der i år en budgetoverskridelse på cirka 50 millioner kroner. Samtidig er der udsigt til en overskridelse af budgettet i 2018 på 20 millioner kroner.

Beskæftigelsesområdet har også været i fokus hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), da flere borgere i Holbæk Kommune havde modtaget kontanthjælp eller uddannelseshjælp det seneste år uden, at kommunen leverede den aktivering, loven kræver.

Ifølge Rasmus Bjerregaard begrundes fratrædelserne med, at der skal andre ledelsesprofiler til for bedre at lykkes med opgaverne.

Indtil der er fundet to nye chefer, vil det være koncerndirektør Ulrich Schmidt-Hansen, som varetager »Læring og trivsel«, mens koncerndirektør Erik Kjærgaard Andersen skal tage sig af »Alle kan bidrage«.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.