Hvis innovationspartnerskaber er svaret, hvad er så spørgsmålet?

”Endelig er der nogen, der taler med os! Endelig lytter I til, hvad vi kan, så I kan skrive udbud, der gi’r os mulighed for, at vi leverer løsninger, der skaber mest værdi!” udtaler en privat leverandør, der deltog i et dialogmøde med 40 andre private aktører omkring et nyt innovationspartnerskab faciliteret af Rikke Bastholm fra INNOBA. Og citatet er sigende for, hvad jeg som OPS-konsulent hører mange private beklage:  

• Offentlige efterspørgere ved for lidt om, hvilke behov en ny løsning skal dække. 
• Offentlige efterspørgere har ikke sat sig ind i, hvilke teknologiske muligheder der allerede findes på markedet
• Offentlige efterspørgere kan ikke forestille sig, hvilke teknologiske løsninger der kan imødekomme problemstillingen, og de går ikke i tilstrækkelig dialog med private, der kan bidrage med denne viden

  I det hele taget oplever de private parter, at de offentlige er for dårligt klædt på til at udbyde indkøb der ligger ud over sortimentet af standardvarer. Og netop her, er de innovative partnerskaber en oplagt metode.

Manglende viden fører til indkøb af gårsdagens løsninger

Når udbud skrives uden tilstrækkelig viden om området, kan det betyde, at det offentlige efterspørger det produkt de købte sidst eller et standardiseret produkt, som ikke længere lever op til behovet. Det er frustrerende særligt for de private parter der er nødsaget til at sælge et dårligere eller forældet produkt, end de ville have gjort, hvis de havde haft mulighed for at påvirke udbuddet.    Ingen quick fix til samfundets komplekse problemstillinger   Der bliver fra det offentliges side i stigende grad efterspurgt løsninger, der ikke tidligere er indkøbt. I disse tilfælde er det både umuligt at efterspørge forældede produkter eller trykke på den uhensigtsmæssige ”genkøb”-knap. Det drejer sig bl.a. når der skal indkøbes løsninger til problematikker der er så komplekse, at der hverken findes kun én rigtig løsning eller ét ”quick fix”.    Til denne type problemstillinger kræves der en ny tilgang. F.eks. at der igangsættes den mere ressourcekrævende og åbne innovationsproces, som den dialogbaserede innovative udbudsform er, i håb om at finde gangbare løsninger. 

Første gang denne udbudsform blev anvendt var til problemstillingen med dehydrering i den ældre målgruppe, der hvert år koster samfundet mange penge alene i indlæggelser. Baggrunden for at den innovative udbudsform passede godt til denne problemstilling var:

• man vidste at der findes flere løsninger til problemstillingen
• man kan igangsætte flere innovationspartnerskaber samtidig der kan udvikle på løsninger
• man deler risici og omkostninger med de private aktører der indgår i partnerskaberne
• at demensudfordringen opleves over hele verden, hvorfor der for de private innovatører der er med til at finde de gode løsninger potentielt er et stort eksportpotentiale 

  Rammer, motivation og samarbejde skal hjælpe innovationen på vej   Selvom innovative partnerskaber lyder til at være svaret på, hvordan vi får mere innovation ind i den offentlige opgaveløsning, er der til dato kun erfaring med en håndfuld projekter.

Det er et bekymrende tal, der stadig fylder i mit hoved efter Folkemødedebatten med titlen: ”Er innovationspartnerskaber det nye sort?”. Ligesom det var bekymrende at flere af årsagerne hertil er de klassiske ”modstand mod forandringer”-argumenter: ”Vi mangler erfaring med at drive ressourcetunge projekter”. ”Vi tør ikke iværksætte projekter, som vi ikke kan forudse resultatet af”. ”Vi oplever ikke, at der er opbakning til denne type projekter”.

Jeg er dog tilbøjelig til at mene, at disse argumenter skal imødekommes som når man arbejder med forandringsledelse. Først og fremmest at skabe forståelse for, hvor vigtige de ønskede forandringer er, og sikre at de fornødne rammer er til stede, bl.a. i form af ressourcer og retten til at fejle. Herefter at arbejde med projektet som det ligeværdige samarbejdsprojekt det er, gennem at udnytte at alle parter har ”hånden på kogepladen” og derfor er motiverede til at finde værdifulde og rentable løsninger. Og sidst at parterne har forskellige kompetencer, hvilket gør det muligt at sammensætte udviklingspartnerskaber, der er i stand til at udvikle og drive innovationsprojektet til nye højder.   Opråb: Stop med at købe fremtidens produkter med fortidens udbudsformer   Set fra min stol - som kan stå på begge sider af bordet i et offentligt-privat samarbejdsprojekt - er det på tide, at både offentlige og private parter erkender og agerer på, at vores samfundsproblemer kun bliver mere komplekse og ikke kan løses med standardprodukter. 

Derfor nødvendigt, at begge parter presser på for, at vi udnytter de muligheder der er - også indenfor rammerne af lovgivningen - for at skabe en udviklingsorienteret offentlig sektor.

Derfor må spørgsmålet blive: Hvornår stopper vi med at købe fremtidens løsninger ind med gårsdagens viden? Til svaret: Når vi starter med at gøre brug af mulighederne for at samarbejde på tværs bl.a. gennem etablering af innovationspartnerskaber. Til glæde for borgerne der får bedre løsninger, det offentlige der kan løse opgaverne bedre og billigere. Og virksomhederne der kan tjene penge på løsningerne – i særdeleshed gennem at udnytte eksportpotentialet.