Af Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund
Overskriften et mundheld, som er knyttet til tre abefigurer af asiatisk oprindelse. Den ene holder sig for øjnene, den anden for ørerne og den tredje for munden. Da jeg fik overleveret Handicap-stafetten, slog det mig, at de tre aber egentlig er et godt billede på den vilkårlighed, som handicapområdet er underlagt netop nu.
Man vil ikke se, høre og tale om realiteterne – at handicapområdet er en blivende og fælles udfordring, som vi ikke kan gemme væk – uanset hvor store kriser vi bliver ramt af.
Fra flamme til rasende bål
Da 700 mennesker i sommeren 2011 samledes på Nyborg Strand under mottoet ’Stop hetzen mod mennesker med handicap og socialt udsatte’, var det en reaktion på flere års debat, hvor mennesker med handicap er blevet udråbt til fordyrende og forkælede borgere, som kun er en udgift og en klods om benet på samfundet. Debatten begyndte for alvor, da fremtrædende personer – eksempelvis borgmestre og socialchefer – pustede til ilden. En flamme var tændt. En flamme kan som bekendt hurtigt udvikle sig til et rasende bål – også hos den brede del af befolkningen.
Spiller handikappede ud mod hinanden
Jeg og mine kolleger i andre organisationer så, og ser med bekymring på, hvordan mennesker i en udsat livssituation bliver spillet ud imod hinanden. Hvem har det sværest? Hvem er dyrest? Og er deres behov i virkeligheden så stort, som de påstår? Enkeltsagerne har præget debatten. På uværdig og forenklet vis skal befolkningen underholdes med, hvad en borger med et indgribende handicap koster om året, og den ikke særlig repræsentative eller velvalgte historie om ’arbejdsløse Carina’, bliver et symbol på, at der ikke er fattige i Danmark.
Med andre ord – når man argumenterer for, at nogen har det svært, at nogen har et behov for kompensation og støtte fra velfærdsstaten, så udråbes det meget hurtigt, om ikke som et fupnummer, så i hvert fald et urimeligt krav fra klientgjorte mennesker, som bare vil have i pose og i sæk.
Lad os løse udfordringen
Kære medborgere, fagpersoner, politikere og mediefolk. Det nytter ikke noget, at vi ikke vil se, høre og tale om samfundets svære udfordringer! Ja, handicapområdet er en stor udfordring. Og det er en udfordring, som koster penge. Men hvis vi baserer vores debatter og politiske beslutninger på løsrevne fremstillinger og mediernes forenklede fremstillinger af virkeligheden, så løser vi ikke udfordringen.
Hver 10. har en funktionsnedsættelse
Er det et problem? Ja, det er i den grad et problem – ikke kun for mennesker med handicap, men for hele samfundet. En undersøgelse fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) anslår, at 680.000 mennesker i Danmark har en funktionsnedsættelse. Det er 1/10 af befolkningen – dig, mig, et familiemedlem, din arbejdskollega og din nabo. Så stor en del af befolkningen udgør en betragtelig del af samfundsøkonomien. Derfor er det meget bekymrende, hvis man gennemfører besparelsesprogrammer på et uoplyst grundlag.
Handler om samfundets overlevelse
Vi ved, at kompensation til mennesker med handicap er helt afgørende, hvis de skal kunne leve et liv med så lidt hjælp som muligt.
Vi ved, hvor vigtigt det er, at man får korrekt tilpassede hjælpemidler af høj kvalitet, hvis man skal undgå at få ødelagt kroppen endnu mere, end den er i forvejen. Og vi ved, at et menneske, som har mulighed for at komme uden for sit eget hjem og bidrage aktivt til samfundet, er et menneske, som har høj livskvalitet, og som ikke i samme grad rammes af psykiske problemer.
Endelig ved vi, at samfundet får svært ved at fungere, hvis man lidt efter lidt fjerner livsfundamentet for 1/10 af befolkningen.
Lad os lave en national handlingsplan
Vi har altså en fælles udfordring, som handler om, at vi sammen må forholde os til, hvordan vi bedst muligt får sikret, at mennesker med handicap kan opnå et liv med lige muligheder, så vi kan være et aktiv for samfundet. Og jeg vil gerne være den første til at række hånden frem og sige, at vi skal bruge pengene fornuftigt og der, hvor der virkelig er brug for dem.
Jeg står ikke i spidsen for en gruppe krævende og forkælede mennesker, men derimod for en stærkt presset gruppe, som også ønsker, at de fælles skattekroner skal bruges bedst muligt.
Men beslutninger skal tages på et oplyst grundlag. Der har i Danmark stort set ikke været forsket i dette område, ligesom man ikke har været interesseret i at udarbejdet en national handlingsplan, som peger frem i tiden.
Vi bør undersøge spørgsmål som fx: Hvilken økonomisk gevinst er der ved at sikre en borger de rette hjælpemidler, som måske er dyrere fra starten, men som set over en årrække sparer samfundet for mange penge, fordi man undgår unødig nedslidning? Og er der situationer, hvor velfærdsteknologien kan indtage en større plads, uden at det krænker borgernes grænser? Vi har brug for disse intelligente analyser, fremskrivninger og fælles national ansvarlighed i stedet for at aflevere udfordringen til nogle kommuner, som har meget svært ved at løse den alene både økonomisk og vidensmæssigt.
Kære medborgere, fagpersoner, politikere og mediefolk. Som billedet med de tre aber antyder, kan vi ikke undlade at se, høre og tale om realiteterne. Udfordringerne er der stadigvæk. Tiden er kommet til at give hinanden håndslag på, at vi vil bruge vores fælles skattekroner langt mere effektivt, end vi gør i dag.
Stafetten går til Tue Byskov Bøtkjær
I handicaporganisationerne er vi klar til at medvirke til at løse denne fælles udfordring på et oplyst grundlag og med en samlet national indsats.Indsatsen for en nytænkning af handicapområdet, mener jeg, skal ske med inddragelse af aktører fra alle sektorer – derfor sender jeg Handicap-stafetten videre til Tue Byskov Bøtkjær, HR direktør hos Foss og formand for Det Centrale Handicapråd.
