Sådan kan man sammenfatte Ove K. Pedersens (OKP) begrundelse for at give os endnu en bog fra hans side. Det er kamptid igen, og det som er på spil, er den særlige form for kontinuerlige forbedring eller reformisme, som har dannet det det danske velfærdssamfund og gjort Danmark til en særlig plet i verden.
Samfundets forskellige ledere har udviklet en mangeårig tradition for at søge kompromiser mellem principielt forskellige ideologier om samfundet, om demokrati, om markedet og om mennesket. Den tilgang har reddet landet igennem utallige kriser og sikret udvikling af et enestående samfund med stor lighed, stor frihed og et stærkt fællesskab.
Bøger - bogsektion
I samarbejde med Bogmarkedet.dk og flere forlag tilbyder DenOffentlige en selvstændig bogsektion. Her kan du læse om nye bøger, finde inspiration fra forskellige udgivelser og læse anmeldelser.
Find vores bogsektion her.
I Reaktionens tid - mellem reformer og reaktioner forsøger OKP at svare på, hvorfor den danske velfærdssamfund på den ene side er et forbillede i verden og på den anden side er så kritiseret og han starter med at se på kritikken af konkurrencestaten og slutter med at pege på områder, hvor der er behov for fornyelse og legitimering af selvsamme konkurrencesstat.
Bogen består af 16 selvstændige kapitler - essays – fordelt på fire dele: Historien, Arnesteder, Ståsteder og afsluttende kapitler om hvilken vej samfundet bevæger sig – Kan det holde?
I første del udfoldes det historiske grundlag for de mange velfærdskompromiser. OKPs analyse trækker linjerne tilbage til enevælden og laver nedslag, der hvor de afgørende kompromisser og reformer er blevet lavet. Det starter ved septemberforliget i 1899, fortsætter over Kanslergadeforliget og tager for alvor form med udviklingen af velfærdssamfundet efter 2. verdenskrig.
Velfærdssamfundet udviler sig til en velfærdsstat fra 70’erne og til en konkurrencestat fra 90’erne – eller rettere sagt, iflg. OKP, fra Fælleserklæringen i 1985. Fælleserklæringen er det seneste store kompromis, hvor arbejdsmarkedets parter, de politiske partier og den siddende regering lagde grunden for det, OKP kalder en slags ny velfærdsliberalisme, dvs. en samtænkning af et universelt velfærdssamfund, hvor markedstænkningen og neoliberalisme spiller en stor rolle. Det er grundlaget for konkurrencestaten, hvor staten sikre optimale vilkår for den private sektor i en global konkurrence, og samtidig bevare og udvikler en stor velfærdsstat med universelle ydelser til borgerne.
Konkurrencestaten indebar også indførelse af incitamentsstyring, siloopbygning af samfundets institutioner, konkurrence på fx infrastruktur og frit valg. Den indebar også den aktive arbejdsmarkedspolitik og en samfundsmæssig sammenknytning af retten til velfærd med den enkelte borgeres funktion som arbejdskraft – eller som kritikken af Konkurrencestaten har lydt: Fodsoldater i Corydons konkurrencestatshær.
Se side med andre indlæg fra Knud Aarup
De brudte illusioner
I Del 2 beskriver OKP, hvordan troen på velfærdssamfundet de sidste 30 år er blevet afløst af en række brudte illusioner. For eksempel er illusionen om de dydige borgere, som er blev afløst af det opportunistiske menneske.
OKP eger yderligere på illusionerne om det faglige selvstyre, det politiske selvstyre og til sidst på illusionen om det institutionelle demokrati Jeg vil især fremhæve illusionen om det suveræne Danmark. Danmarks selvstændighed har været sårbar mange gange i historien fx i 1864, men OKP fokuserer særligt på situationen efter 2. verdenskrig. Han udtrykker det således:
”Velfærdsdrømmen forudsatte tre ting: 1) Geopolitisk stabilitet (i form af USA's militærbeskyttelse); 2) Geoøkonomisk stabilitet (multilaterale handelsaftaler og senere EF og EU); 3) politisk stabilitet (centralstatens autoritet og genindsættelse af Rigsdagen, politi, forsvar og domstole). (…) Uden disse betingelser havde Danmark aldring fået en velfærdsstat…”
Forudsætningen for, at man i Danmark har kunnet udleve drømmen om et velfærdssamfund, er for OKP snævert forbundet med muligheden for at kunne opretholde en national suverænitet, og her stiller opbruddet i verdensordenen Danmark overfor nye udfordringer og bidrager dermed til krisen for reformismen.
Kritikken af konkurrencestaten
I del 3 ser OKP på, hvordan reformismen har skabt konkurrencestaten og dermed et i internationalt sammenhæng enestående dansk samfund. Det er her vi finder OKPs anprisning af Finansministeriet (og Bjarne Corydon), af DJØF’erne og Slotsholmens og universiteternes fagøkonomer. Men det er også her, OKP kommer kritikken af Konkurrencestaten i møde.
Konkurrencestaten har været båret af det, OKP kalder en ”økonomisme”, og den har sammen med DJØF-teknokratiet reddet det danske velfærdssamfund. Den udvikling har imidlertid ifgl OKP de seneste 10 år ført til en dyb legitimitetskrise og til et stadigt stigende pres på systemet. For OKP hænger det samme med konkurrencestatens manglen værdimæssige forankring. Man har ikke fundet en ny balance mellem hensynet til det opportunistiske menneskes kortsigtede forfølgelse af egen interesse og hensynet til velfærdssamfundets basis i fællesskabet. Man har heller ikke fundet balancen mellem nødvendigheden af alles bidrag i form af pligten til arbejde og styringen (eller over-stryringen) af dette.Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Derfor trues det danske reformistiske velfærdskompromis af en populistisk udvikling, og det er emnet for del 4. Overskriften siger en del: ”Kan det holde?”. Der er ingen tvivl om, at OKP håber, det holder. Det har han i øvrigt også sagt i en række interviews. Og han vil gerne være optimist. Men det er vanskeligt at se vejen frem i de tre sidste kapitler. OKP taler om nødvendigheden af en ny måde at tale om og udvikle politik. Han tale op imod det stadig tiltagende spin og op imod den omsiggribende opportunisme. Danskerne skal i stedet indse nødvendigheden af besindelse for, som han udtrykker det:
”Besindelse er en individuel fordring, men tillige en social relation. Og uden jeg har det for øje, mindskes muligheden for et selvstændigt individuelt liv i fællesskab”.
Her nærmer OKP sig formuleringen af det værdigrundlag, som konkurrencestaten i den danske udgave savner – balancen mellem individet, som frit og selvstændigt og individet, som del af et samfundsmæssigt fællesskab, der også omfatter ansvaret for næsten eller dem udenfor. Det er den ”moralske fordring på den enkelte” som er blevet tyndslidt og som skal styrkes og bevares, hvis Danmark fortsat skal forblive et særligt konkurrencesamfund.
En særlig pointe, som jeg selv vil tage med videre, drejer sig om OKPs beskrivelse af forholdet mellem det frivillige civilsamfund og staten. Her påpeger han gentagne gange nødvendigheden af en ny balance mellem sektorerne, hvor civilsamfundet ikke er underlagt eller overtaget af staten.
Det er en spændende og udfordrende bog, som OKP har skrevet. Den holder ligesom det danske samfund ud i strakt arm og ser de lange linjer. Derfor bliver selv hans illusionsløse gennemgang af de mange illusioner, vi lider under i dag, forfriskende og pirrende. Essayformen er befriende, og den gør bogen let læselig, selv om omkostningen er, at mange argumenter og historier gentages i hvert essay. Jeg synes ikke det gør noget, og bogen er helt sikkert en mere tilgængelig bog end både Konkurrencestaten (2011) og Markedsstaten (2014).
Kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for daglig brød, men kamp for frihed i liv og tro, thi evig stilstand er død! Sådan skriver H.V.Kaalund i sangen Jeg elsker den brogede verden, og det er præcist det, som OKP udtrykker i Reaktionens tid. Han elsker det særlige danske samfund for dets evne til at finde nye måder at bevare et særligt velfærdsprojekt trods store udfordringer. Det er værd at kæmpe for, og nu er det tid at kæmpe igen, mener Ove Kaj Pedersen, og tak for det. En fremragende, oplysende og udfordrende bog.Se side med alle artikler om Ove Kaj Pedersen eller side med artikler om konkurrencestaten
