Kampen for fritiden: Huller og torne i hegnet efter folkeskolereformen

Anmeldelse af: Jesper Larsen (red.): Er du på tværs – om at lede og krydse grænser i nye pædagogiske landskaber, Ungdomsringen. 

Med Folkeskolereformen fra 2014 vågnede den fritids- og ungdomspædagogiske verden op til en ny virkelighed: Det blev cementeret at folkeskolen skulle levere læring, ikke undervisning. Denne læring var ikke begrænset til skolens tid og rum, den blev til noget der var til stede 24/7 i børns og unges liv. 

Læringen var ikke bare til stede i og uden for skolens rum, den skulle også være det styrende orienteringspunkt i hele barnet eller den unges liv. Hermed blev fritids- og ungdomsklubberne nu mere set som forlængelse og forstærkning af skolens læringsrum, snarere end som et alternativ til og et afbræk fra dette. Denne nye virkelighed skal håndteres pædagogisk og ledelsesmæssigt - samtidig med at mange klubber og andre fritidstilbud har mindre tid og rum sammen med børn og unge på grund af den længere skoledag. Mange steder blev reformen af skolen anledning til at klubberne blev kraftigt beskåret, radikalt omorganiseret eller helt lagt ind under skolen. 

Fritidspædagogik i en ny virkelighed

Med ”Fritid - den nye elev i klassen” fra 2015 gav Jesper Larsen en beskrivelse af klubberne og fritidspædagogikkens historie, potentialer og tegnede et rids af det dagsaktuelle mulighedsrum – givetvis for at synliggøre og holde fast i dette som et vigtigt grundlag i svære og urolige tider. I den nye antologi ”Er du på tværs – om at lede og krydse grænser i nye pædagogiske landskaber”, med Jesper Larsen som redaktør, giver en række kompetente folk deres bud på hvordan fritidspædagogisk ledelse må forstås og gribes an i denne nye virkelighed. 

Hovedparten af forfatterne er forskere og/eller konsulenter med felt i pædagogik og ledelse. En spændende undtagelse er bidraget fra Jes Jørgensen, Ungechef i Ærø Kommune, der ifølge min vurdering leverer nogle af bogens mest markante og tankevækkende iagttagelser når han f.eks. skriver at ”lærerene tabte kampen om arbejdstiden, men vandt kampen om lærerværelset” – forstået som at reformens intention om at få pædagogerne og deres faglighed integreret dybere i skolen overvejende er mislykkedes; det er til at overse hvor mange pædagoger, der er kommet ind i skolen. Generelt er de underlagt lærernes faglighed og kan kun i begrænset omfang sætte en pædagogisk dagsorden og et pædagogfagligt aftryk på skolen og børnenes skoledag. Skal dette ske, konkluderer Jes Jørgensen, må lærerne give køb på deres faglige monopol i skolens rum.

Justine Pors og Cecilie Møller Hansen beskriver hvordan fritidspædagogikken, og dermed dem der leder denne, står over for et mulighedsrum: De er, i kraft af skolereformen, budt ind til at bidrage ”som sig selv, men i en radikalt ny udgave”, i en ny virkelighed, hvor der er et meget totalitært fokus på læring. Der kræves struktur, evidens, mere for mindre og et nyt sprog for fritid og det klubberne kan, gør og vil. Fritidspædagogikken skal således repositionere, genopfinde og sælge sig selv i en ny politisk virkelighed uden at miste sig selv. Forfatterne har blik for denne nærmest paradoksale fordring, men synes at sige, at det er nødvendigt at forstå hvad der er i spil og kaste sig ind i denne kamp, uanset hvor umulig den kan forekomme. 

Kan lykkes ved at mislykkes

Jesper Larsen fortæller om en række projekter kaldt ”Next Practice” der har sat klub- og skoleledere sammen i konkrete læringsforløb med afsæt i Deweys pragmatiske læringsteori. Det er inspirerende læsning. Man kan indvende at tilgangen bliver lovlig strukturalistisk og rationalistisk i forhold til sit eget afsæt, men på den anden side får vi et godt bud på hvad der skal til: Et fælles læringsrum for skole- og klubledere, hvor de øver sig i at håndtere den nye virkelighed, og - måske mere vigtigt - dermed sammen kan forandre og opstille alternativer til den nuværende situation og politiske virkelighed.

Et langt mindre rationalistisk perspektiv, som tænder en følelse af realistisk håb hos undertegnede, findes i Rasmus Bergmann og Mie Plotnikofs artikel ”Kald det kærlighed – når den grænseløse skole lykkes ved at mislykkes”. Inspireret af filosoffen Slavoj Žižek udpeger de ”tre fantasier” fra folkeskolereformen. Altså intentioner og fortællinger, der ikke rigtig vil lykkes i virkeligheden - og netop derfor (måske) alligevel ender med at lykkes. En af dem er ”fantasien om fritidspædagogikken” - intentionerne om at få den fritidspædagogiske faglighed og praksis ind at virke i skolen, hvilket bare ikke synes at lykkes i praksis. Dette kan, ifølge Bergmann og Plotnikof, vise sig at få det resultat, at de relevante aktører efterhånden tvinges til at genoverveje og handle på denne problematik - og måske på denne måde ender med at lykkes ved at mislykkes.

Jeg vil også kort nævne Klaus Majgaard og Claus Holms artikler, der giver masser af stof til eftertanke på den gode måde, men ikke kan bruges som ledelsesmæssigt oplagsværk med en fin plan i otte punkter. Her er Morten Fogsgaards artikel til gengæld leveringsdygtig i masser af aktuelle ledelses-buzzwords og en plan der kan følges punkt for punkt. Alle artiklerne, også dem der ikke er nævnt, er velskrevne og relevante alt efter læserens præferencer og behov. Der er noget for enhver smag og enhver tilgang til denne vigtige opgave.

At lede på tværs - gennem huller i hegnet

I min opsummering optegner bogen et mulighedsrum, peger lidt forsigtigt på nogle væsentlige udfordringer og stiller implicit et par vigtige spørgsmål. Det nye læringsbegreb og den ny virkelighed i skole og fritid åbner en række muligheder for samarbejder på tværs og er dermed en invitation til at bringe ”den særlige pædagogiske tankegang, viden og ressourcer” der kendetegner klubberne ind i skolen og sætte denne i spil på nye måder. Udfordringen består i, at der de fleste steder organisatorisk, pædagogisk og ledelsesmæssigt ikke reelt set er ret god basis for at gøre netop dette. Og at klubberne samtidig er blevet trængt på tid, rum, ressourcer og interesse for deres faglighed - og dermed må kæmpe for at fastholde, gentænke, reformulere og synliggøre deres ”særlige pædagogiske tankegang” og praksis. 

En væsentlig samarbejdspartner, lærerene, er tilsvarende trængt ved at de skal undervise flere og mere med mindre tid til forberedelse og samarbejde. Og fanget midt i al dette står børnene og de unge, der skal lære 24/7 og mødes af fortravlede voksne, der skal levere mere for mindre og /eller mangler et ordentligt rum til at udfolde deres faglighed og nærvær. 

Måske skal og må vi tage kampen op og, efter bedste evne, lede på tværs gennem huller i hegnet – mens vi venter på at den reformerede skole og klubbernes nye virkelighed kommer til at lykkes – om ikke andet, så ved at mislykkes tilstrækkeligt mange gange.