Kvælstofsagen: Embedsmænd lagde pres på miljøforskere

Ledelse

04/03/2016 11:00

Nick Allentoft

Regeringens landbrugspakke blev til under langt mere usædvanlige forhold end hidtil beskrevet, afslører Berlingske.

Sagen om den politiske pakke kostede tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet og sendte i den forgangne uge regeringen ud i en regulær krise, efter at et flertal i Folketinget vurderede, at regeringen havde givet ikke-retvisende oplysninger til Folketinget om aftalen.

Nu viser det sig også, at de uvildige forskere, der skulle levere de bagvedliggende beregninger og analyser til pakken, i efteråret og vinteren blev udsat for et massivt pres fra embedsmænd for at levere beregninger, der kunne legitimere regeringens politik om mere gødning i naturen.

Det viser en gennemgang af stribevis af interne mails, som blev udvekslet mellem forskere og embedsmænd, som i sidste uge blev fremlagt for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Berlingske har læst mailkorrespondancerne, hvor forskere igen og igen afviser at foretage bestemte beregninger, da de ikke har tilstrækkeligt fagligt grundlag, eller fordi embedsmændenes regnemetoder er tvivlsomme. Som en forsker til sidst svarer en embedsmand i en mail:

»Der er altså grænser for, hvor useriøse spørgsmål, jeg vil svare på.«

Læs også: Den offentlige sektor er mere styring end ledelse

Samtidig fortæller de to forskere fra Aarhus Universitet, som på vegne af forskerne stod for den primære korrespondance med embedsmændene, at trykket var højst usædvanligt.
Til Berlingske siger Karen Timmermann, seniorforsker ved Aarhus Universitet, der især har regnet på, hvor meget mere kvælstof havmiljøet kan tåle: "Jeg har aldrig før oplevet at blive udsat for sådan et pres fra embedsværket i forbindelse med udførelsen af en opgave for en offentlig myndighed."

Hun fortæller, at hun i flere tilfælde ikke kunne stå fagligt inde for embedsfolkenes ønsker.

»Gentagne gange bad embedsfolk os om at lave nye beregninger og analyser, hvor præmisserne var skruet sammen på en måde, så resultatet var givet på forhånd: Det ville på den ene eller anden måde resultere i lempeligere krav til udledningen af kvælstof fra Danmark,« fortæller hun.

Også Poul Nordemann Jensen, chefkonsulent ved Aarhus Universitet og en af hovedforfatterne bag flere af de centrale videnskabelige rapporter om landbrugspakken, mærkede en uhørt interesse fra embedsværket:

»Jeg kan ikke umiddelbart mindes tidligere at have oplevet embedsfolk så vedholdende give udtryk for ønsker til vores arbejde,« siger Poul Nordemann Jensen.

Sagen begyndte at rulle for snart tre uger siden, da Berlingske afdækkede, hvordan flere forskere kritiserede dele af regeringens regnestykke bag landbrugspakken for ikke at være retvisende. 
Senere fortalte anonyme embedsmænd i Berlingske, at det fra begyndelsen var en bunden opgave at skrue pakken sammen, selv om man godt vidste, at den kunne komme i konflikt med EU-reglerne. 

De nye oplysninger kaster opsigtsvækkende lys over, hvor stort et pres der var på arbejdet med at få pakken til at fremstå grøn og i overenstemmelse med EU’s regler, mener eksperter:

»Det viser, hvor langt man er gået. Der er lagt pres på de uafhængige forskere for, at de skulle levere oplysninger, der kunne passe til de politiske præmisser. Det er stærkt kritisabelt, at styrelser på den måde lægger pres på og forsøger at få oplysninger fra forskere, som kan legitimere politiske beslutninger,« siger Oluf Jørgensen, offentlighedsekspert og forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han har læst udvalgte dele af mailkorrespondancen.

»Den administrative og politiske beslutningsproces har i den her sag overordnet været meget dårlig og præget af en sammenvævning af politiske og faglige hensyn,« konstaterer Oluf Jørgensen.
Ifølge Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er embedsmændenes ageren på kant med reglerne.

»Det ser ud, som om forskerne er blevet presset ud over det, som er lovligt i forhold til reglerne for embedsmænds pligter til at levere fagligt forsvarlige svar til en minister. Embedsmænd må godt lade sig styre politisk, men ikke så meget, at det går ud over de faglige standarder,« siger han.

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.