Lad dem være som de er: Lokalpolitikere er de sidste sande amatører

Politik handler om at gøre det godt for vælgerne, for borgerne såvel som for almenvældet. Politik vedrører fremtiden. Men med det ophører enhver form for klarhed og enighed også. For politikeren lever per definition på en bund af tvivl og usikkerhed, nemlig om hvad fremtiden faktisk vil bringe; den politiske virkelighed er et spil om magten, hvilket ikke altid giver et forudsigeligt facit; og relationerne til borgerne og til forvaltningen synes ikke altid at være præget af overensstemmelse.

En naturlig reaktion mod denne usikkerhed, uforudsigelighed og uoverensstemmelse er at tilrettelægge det politiske arbejde med nogle rammer eller anbefalinger, der kan give politikeren nogle gode vilkår at arbejde på og måske tillige (gen)skabe tilliden til politikeren i befolkningen. Den Lokalpolitiske Tænketank efterlyser et kodeks med anbefalinger for godt politisk lederskab.1 Men er det nu det rigtige for politikerne?

  Rammer for politisk lederskab Anbefalingerne bør ifølge fortalerne pege på, hvad der kan styrke rammerne for politik og det politiske samarbejde. Anbefalingerne bør endvidere give retning på adfærden i det politiske arbejde, altså på hvordan politikerne oplever hinanden og opfører sig over for hinanden – med fokus på tillid, respekt, åbenhed og samarbejde. Sådanne anbefalinger flugter på mange måder med tillidsreformens syv principper for samarbejde, som regeringen, kommunerne, regionerne og arbejdsmarkedets parter aftalte i juni 2013 – nemlig en offentlig opgavevaretagelse og kultur med fokus på tillid, samarbejde, resultater, effektivitet, nytænkning, kvalitet og faglighed.   Dette lyder jo ganske tilforladeligt. Men er det nu også tilstrækkeligt at blive enige om, at det er den gode opførsel, man gerne vil have, hvis man skal lade lederskabet tone frem i kommunalbestyrelserne?    Det begyndte med kodeks for god offentlig topledelse Et spørgsmål, der også kunne stilles til det kodeks, som har inspireret til anbefalingerne, nemlig Kodeks for god offentlig topledelse, der så dagens lys herhjemme for ti år siden.2 På tværs af de offentlige institutioner i stat, amter og kommuner havde en række administrative topledere sat sig sammen for at udarbejde nogle fælles retningslinjer for offentlig ledelse, og med deres ni anbefalinger kredsede de om ledelsesrollen og -opgaverne i organisationen, herunder ikke mindst i forholdet mellem administration og politik. 

Topledelserne har i de ti år, der er gået, nok mest gjort en dyd ud af nødvendigheden og gennem arbejdet med anbefalingerne skærpet bevidstheden om nogle af forholdene og dilemmaerne i deres virke.

Om topledelserne reelt har omsat anbefalingerne til nye handlemønstre, er en anden sag. Tilsvarende fungerer udarbejdelsen af et samarbejdskodeks for politikerne måske sine steder også mest som en anledning til at vende praksis og efterfølgende som redskab til at understrege deres ansvar og åbenhed som beslutningstagere.    Myter i anbefalinger til det gode politiske lederskab Hvis de forskellige kodekser for politisk samarbejde og ledelse ikke alle steder har løst alle problemer, så skal årsagen ikke kun findes i manglende incitamenter til at tage dem op. Årsagen skal også findes i selve karakteren af anbefalingerne og i de forhold, som de ikke berører. Disse begrænsninger er lettest at få øje på, hvis der stilles skarpt på nogle af de antagelser, som kodeks synes at bygge på, men som også kan ses som myter. I hvert fald fem sådanne myter kan identificeres i de kodeks, vi allerede finder i kommunerne – i Morsø, Rebild, Silkeborg, Ikast-Brande, Skanderborg, Nordfyn, Ringsted, Roskilde, Faxe, Gribskov, Fredensborg og Aarhus kommuner.   Myte 1. Hvis bare kommunalpolitikerne opstiller klare visioner, så skal administrationen nok omsætte dem til virkelighed.  Vigtigheden af at have en politisk vision fremgår tydeligt af de forskellige kodeks. Men man hænger fast i den opfattelse, at implementeringen alene er administrationens ansvar – at politiske beslutninger i udvalget eller byrådssalen foregår først, og så kommer implementeringen efterfølgende med begrænset mulighed for yderligere læring og korrektioner. Dette kan virke som en lidt gammeldags tænkemåde, for både visioner, strategier og planer kan netop ofte have svært ved at overleve kontakten med virkeligheden. 

Der findes eksempler på, at man i kommunerne kæmper med at få de forskellige strategier ført ud i livet, og ikke mindst at man kan blive klogere undervejs og opdager nye og bedre løsninger. Derfor bør anbefalingerne til politikerne også berøre politikernes virke hele vejen igennem den kommunalpolitiske proces. Det er ikke tilstrækkeligt at have fokus på formuleringen af politiske visioner og mål – politikerne skal også følge med i eksekveringen af strategien. Det betyder ikke, at politikere skal være administratorer, men at de løbende skal følge bedre op på implementeringen.

Myte 2: Hvis bare roller, relationer og adfærd er afklaret, så er alt godt. Anbefalingerne sætter ord på såvel den politiske ledelses roller, relationer og ansvar som på aktørerne i det politiske og på samarbejdsformen generelt. Men problemet synes at være, at anbefalingerne i kodeks netop er for generelle og uforpligtende. De kan derfor risikere at ende i reolen som en velmenende tjekliste på det politiske liv.  Anbefalingerne tager ikke for alvor fat i de faktiske forhold i det politiske – i det politiske spil, taktikken, magtkampene, dannelsen af alliancer, de ufine handler og rævekager, der indgås politikerne og partierne imellem. Kodeks underspiller i realiteten den politiske virkelighed og den legitime kampplads, som en kommunalbestyrelse jo også er og skal være.    Myte 3: Politiske normer er gældende for alle politikere.  Anbefalingerne behandler værdier, som om de gælder på samme måde for alle politikere. Det hedder ”vi” eller ”byrådet”, når samarbejdet beskrives med ord som tillid, respekt og anerkendelse. Anbefalingerne trækker derfor ikke i nogen retning, skønt de fleste vil være enige i, at holdninger er normative og derfor har vidt forskellige afsæt hos politikerne. Der skal ikke her advokeres for en bestemt ideologi, men for at politikernes bevidsthed om de forskellige perspektiver på politik og politisk handling fremmes – også i kodeks.    Myte 4: Samarbejde med administrationen er lig med interessefælleskab.  Såvel kommunalpolitikerne som forvaltningen har en interesse i et stærkt og udbytterigt samarbejde. Og der er utvivlsomt behov for et både tillidsfuldt og respektfuld samarbejde mellem de to parter. Ingen af de to nyder derfor godt af, at forvaltningen skal hænges ud, hvis politikerne træffer dårlige beslutninger. Dette skal imidlertid ikke forhindre, at man i anbefalingerne forholder sig til selve magtfordelingen mellem politikerne og forvaltningen. Den administrative topledelse er dygtig og har en interesse i, at forvaltningen arbejder professionelt – og at den lægger sig op ad det politiske arbejde. Men den har samtidig en interesse i, at de politiske processer og beslutninger er i overensstemmelse med en administrativ proces- og beslutningslogik. Dette forhold (og den mulige interesseforskel) bør politikerne være sig bevidst.    Myte 5: Dialog med borgerne er godt – meget dialog med borgerne er meget godt.  Både i forbindelse med det politiske samarbejde og den politiske ledelse af kommunen er der i dag stort behov for og fokus på, at borgerne inddrages i det politiske arbejde. Meget borgerdialog kan imidlertid betyde meget dialog med de samme borgere. Eller det kan betyde fortsat dialog, længe efter en beslutning er truffet og sat i værk. Eller dialog med borgerne på et tidspunkt i processen, hvor politikerne i virkeligheden har brug for tid til at forhandle med hinanden. Politikeren synes i dag at være spændt ud mellem både vælgere, borgere, brugere og almenvældet, som selvsagt stiller vidt forskellige krav til dialog og involvering og i sidste ende til karakteren af de politiske beslutninger. Men politik kan ikke reduceres til erfaringsudvekslinger mellem politikere og borgere.    Mesterlære i godt politisk lederskab Kodeks for politisk ledelse eller samarbejde kan være en både fornuftig og opbyggelig måde at arbejde med politikerroller og samarbejdsrelationer på. Men værdien begrænses til tider af anbefalingernes meget generelle og lidet fokuserede formuleringer. En anbefaling fra samarbejdskodeks for politikere i Aarhus Kommune som ”Vi inddrager medarbejdere og borgere og lægger vægt på klarhed og åbenhed” virker næsten selvindlysende og ganske svært omsættelig til egentlig adfærdsændring. Til gengæld kan en anbefaling, også fra Aarhus Kommune, som ”Vi har mulighed for at trække ’politikerkortet’ og ikke forpligte os på en bestemt løsning på forhånd” måske i højere grad udfordre den gængse (konsensusprægede) kultur og aktivt anvendes af den politiker, som eksempelvis synes, at flertallet på forhånd har klappet en løsning af med hinanden.     Samtidig med efterlysningen af et kodeks for god politisk ledelse advokerer Den Lokalpolitiske Tænketank for mere uddannelse til kommunalpolitikerne. Men vel at mærke ikke med kommunaldirektører bag katederet, som det er tilfældet på Kattegat-kurserne, der løber af stablen i forlængelse af kommunalvalget hvert fjerde år.  I bogen De sidste sande amatører,3 som beskæftiger sig med god politisk opførsel, forsvarer vi politikeren som amatør og slår et slag for faktisk slet ikke at uddanne vores politikere. For lad nu være med at sætte for faste rammer for det politiske arbejde.    Hold fast i den klassiske mesterlære med sidemandsoplæring udi beslutningens kunst, det taktiske spil osv. Politik lever af spændstighed, som de modstridende hensyn, den politiske dømmekraft og samspillet med forvaltningen og borgerne må fremprovokere. En spændstighed, der hverken kan eller skal eliminere usikkerheden om fremtiden, uforudsigeligheden i det politiske magtspil, eller uoverensstemmelserne mellem politikerne og forvaltningen. Og det må kodeks heller ikke gøre.   Bogen De sidste sande amatører. Kommunalpolitikere og deres rolle i det lokale demokrati udkom den 18. september 2015 på Gyldendal Business.