Lægeflugt fra psykiatrihospital: Lønstigninger skal holde på resten

Ledelse

11/09/2018 08:10

Nick Allentoft

På to år er halvdelen af overlægerne forsvundet fra den største afdeling på psykiatrisk hospital i Risskov.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

2.000 kroner ekstra om måneden skal holde på overlægerne på de psykiatriske afdelinger i Risskov, fortæller DR Østjylland.

Hospitalet har været hårdt ramt af lægeflugt, og alene på den største afdeling, Afdeling Q, er næsten halvdelen af overlægerne forsvundet til andre jobs eller gået på pension de sidste to år.

Det får nu ledelsen til at hoste op med en lønforhøjelse til de resterende i håb om at få dem til at blive, fortæller direktøren for psykiatri- og socialforvaltningen Gert Pilgaard Christensen.

- Det er første brik i forhold til at arbejde på at finde en løsning på at kunne fastholde og også gerne tiltrække læger til Risskov, siger han til DR Østjylland.

I alt 139 læger har fået et tillæg på mellem 800 og 2.000 kroner om måneden - mindst til de unge reservelæger, og mest til de erfarne overlæger.

De ansatte på Psykiatrisk Hospital i Risskov har i årevis forsøgt at råbe politikerne op, fordi de oplevede for stort et patientpres på afdelingen, et dårligt arbejdsmiljø og for få hænder til at klare opgaverne.

Allerede tilbage i december 2016 skrev tillidsrepræsentanterne for både læger, sygeplejersker, psykologer og sosu-medarbejdere på Psykiatrisk Hospital i Risskov et nødråb i et brev til den daværende regionsrådsformand Bent Hansen (S), om at det stod skidt til med bemandingen.

Gert Pilgaard Christensen ved godt, at der skal mere til for at løse problemerne end en lønforhøjelse.

- Hvordan vi arbejder med arbejdsvilkårene, er vi i gang med at se på, siger han.

Han anerkender, at der fortsat vil være mangel på læger de kommende år.

- Men vi er nødt til hele tiden at arbejde med det for bare at forbedre det en lille bitte smule, siger han.

Med den nye lønstigning får en overlæge på de psykiatriske afdelinger i Risskov i gennemsnit 70.000 kroner om måneden.

Mere hos DR

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.