På Region Hovedstadens børneafdelinger løber børnelægerne stærkt. Forældre med feberramte børn fylder mere og mere i venteværelserne og tager lægernes tiden væk fra de ”rigtigt” syge børn.
Det viser en rundringning til hovedstadens akutmodtagelser, som DR P4 København har lavet.
Mette Rasmussen er en af de forældre, der flere gange har siddet i venteværelset på en af børnemodtagelserne med et feberramt barn.
- Jeg kan godt finde på at ringe 1813, hvis jeg synes, at feberen er over 39. Og så tager vi ind på børnemodtagelsen og får at vide, at det er bare en virus, og det er selvfølgelig ikke særlig fedt, at det bare er en virus, fortæller hun til DR P4 København.
Mette Rasmussen er mor til Oskar på 14 måneder, og selvom beskeden fra børnelægerne ofte lyder, at det bare er en virus og, at de godt kan tage hjem igen, så mener Mette Rasmussen ikke, at forældre burde blive hjemme med deres børn.
- Det er to fagligheder, der møder hinanden. Det er den faglige profession i forhold til lægerne og deres holdninger og værdier, og så er det forældrene med hjerter til de her guldklumper. Det kan bare ikke måles og vejes, siger hun til DR P4 København.
Men overlægerne på hovedstadens børneafdelinger er langt fra enige med Mette Rasmussen.
- Der er et stigende antal børn, som kommer ind gennem døren til børnemodtagelsen, og det giver både mindre tid til hver patient og også urimelige ventetider, som er en belastning for alle parter, fortæller Marianne Sjølin, overlæge på børnemodtagelsen på Herlev Hospital til DR P4 Købehavn og fortsætter:
- Vores tid kunne være brugt bedre på nogle mere syge børn. Mange af dem har småsygdomme, som fint kunne være håndteret med kærlig pleje af forældrene derhjemme, fortæller hun til DR P4 København.
Årsagerne til det tunge pres fra de mindre syge børn er mange ifølge Marianne Sjølin.
- Jeg oplever dels en højere grad af bekymring hos forældrene, og så er der også noget bekvemmelighed. Ligesom at supermarkederne har åben til sent, så har forældrene et behov for, at de kan få tilset deres barn uden for normale åbningstider, siger hun til DR P4 København og fortsætter:
- Der er også et stort pres på de praktiserende læger, som har mange patienter og derfor ikke har plads til lige så mange akutte konsultationer, siger hun til DR P4 København.
Det er Akuttelefonen 1813, som står for at henvise de bekymrede forældre og deres børn til akutmodtagelserne, men her oplever de ikke nogen ændring, fortæller læge og sektionsleder Asmus Thun Bisgaard.
- Vi henviser ikke flere fra 1813. Det er jo en politisk beslutning, at alle børn skal ses af børnelæger, og der sender vi dem ind, som vi vurderer ikke kan vente til egen læge åbner, fortæller han til DR P4 København.
Akuttelefonen 1813 får årligt omkring 140.000 antal opkald omkring børn i alderen 0-3 år, hvoraf 40 procent af opkaldene visiteres til børneafdelingerne i Region Hovedstaden. Selvom de ikke mærker til flere henvendelser fra bekymrede forældre, peger læge og sektionsleder Asmus Thun Bisgaard alligevel på nogle mangler, som kunne afhjælpe det tunge pres på børnelægerne.
- Vi mangler et bedre filter, når man ringer ind og skal have en tid hos børnemodtagelserne, eller også skal børnemodtagelserne være bedre rustet til at tage imod de mindre syge børn, siger han til DR P4 København.
Hjemme hos Mette Rasmussen er hun ikke i tvivl om, at hun bliver ved med at ringe til Akuttelefonen 1813, hvis hendes barn har en varm pande og virker sløj.
- Min holdning er hellere end gang for meget end en gang for lidt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der var et eller andet, og vi så ikke var taget derind, fordi vi var bange for, hvad lægerne ville tænke om os, siger hun til DR P4 København.
Selvom der selvfølgelig skal være plads til mindre syge børn på akutmodtagelserne og Akuttelefonen 1813 ikke mærker noget til flere bekymrede forældre, mener Marianne Sjølin, overlæge på børnemodtagelsen på Herlev Hospital, alligevel, at der skal gøres noget ved det pres, som børnelægerne mærker. Hun er faktisk i gang med at udvikle et konkret projekt, som måske kan være en løsning på problemet.
- En rådgivnings-app, med små illustrative film og tekster om forskellige symptomer, som skal vise, hvordan man skal håndtere sygdom som forældre, og hvornår man skal søge læge, fortæller hun til DR P4 København.
Marianne Sjølin er allerede sammen med en række andre børnelæger og Lægehåndbogen, Patienthåndbogen og Akutberedskabet i Region Hovedstaden herunder Akuttelefonen 1813 ved at udvikle appen, som indtil videre har arbejdstitlen ”Børnelægens Børnetips”.
- Vi håber, når det er rigtige børnelæger, der fortæller, hvordan forældrene kan håndtere og observere deres barn, at vi på en eller anden måde kan uddanne dem til at være trygge i at passe deres barn selv, når de har lidt feber og opkastning, fortæller Marianne Sjølin til DR P4 København.
Planen er, at appen ”Børnelægens Børnetips” skal være klar omkring 2019 eller 2020.
RUNDRINGNING
DR P4 København ringede til børnemodtagelserne på Hvidovre, Herlev og Hillerød i Region Hovedstaden. Opkaldene er foretaget onsdag d. 29. august, 2018.