Socialdemokraternes formand og tidligere justitsminister Mette Frederiksen blev tilbage i 2014 advaret om, at den var gal med Rigspolitiets brug af konsulenter. Hun tog på daværende tidspunkt en række initiativer for at sikre, at Rigspolitiet ville overholde reglerne - hvilket dog ikke skete. Det skriver BT.
Sagen startede i juni sidste år, da BT afdækkede Rigspolitiets tvivlsomme millionkontrakter med to konsulenter, og for en måned siden måtte Rigspolitichef Jens Højbjerg beklage, at Rigspolitiet i 2015 og af 2016 indgik aftaler med eksterne konsulenter for 273 millioner kroner, hvoraf mindst 41 procent af opgaverne ikke kom i de lovpligtige udbud.
Mette Frederiksens kendskab til sagen afsløres af et dokument, som blev sendt til Statsrevisorerne og Rigsrevisionen i november 2014 underskrevet af Mette Frederiksen selv.
Anledningen var en stikprøvekontrol fra Rigsrevisionen, der tidligere på året konstaterede, at Rigspolitiets havde rod i dets brug af konsulenter, og at der i flere tilfælde blev set stort på de lovpligtige annonceringer og udbud. Det fik Mette Frederiksen til at iværksætte en række initiativer, og i skrivelsen roser hun Rigspolitiet for at have taget affære:
- Jeg konstaterer med tilfredshed, at Rigspolitiet i foråret (maj 2014, red.) har udarbejdet fælles retningslinjer for indkøb af konsulentydelser, skriver Mette Frederiksen, ligesom hun konstaterer, at nye retningslinjer i Rigspolitiet sikrer, ‘at indkøb skal ske efter reglerne i EU’s udbudsdirektiver’ samt ‘med respekt for annonceringsreglerne i tilbudsloven.’
- Det her slår fast, at Rigspolitiet har været klar over den ulovlige praksis ligesom det viser, at man på allerhøjeste politiske niveau blev orienteret om, at der var problemer, siger Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Han mener, at såvel Mette Frederiksen som Rigspolitiet har et problem.
- Formelt set har Justitsministeren ansvaret for, at det, der foregår i ministeriet er i overensstemmelse med reglerne. Derfor burde hun og hendes efterfølgere på posten have fulgt op på, om der blev rettet ind. Og med den viden, vi har nu, så er det øjensynligt ikke blevet gjort før nu, siger han.
- Når det så er sagt, så kan en minister ikke kigge alle embedsmænd over skulderen. Derfor er der også sket et svigt på et eller andet niveau i Rigspolitiet, hvor man har sagt ét, men gjort noget andet eller ikke har fulgt op efterfølgende, siger Roger Buch.
Forsikringerne om, at der nu var styr på det, fik Mette Frederiksen fra den absolutte top i Rigspolitiet.
- Det er ikke noget, jeg personligt har været inde over, men det har den daværende økonomidirektør Nikolaj Veje. Det var hans område. Men samtidig er det mit overordnede ansvar, når der sendes et brev fra os til Justitsministeren, siger rigspolitichef Jens Højbjerg til BT.
Mette Frederiksen har ikke ønsket at blive interviewet i sagen, men henviser i stedet til retsordfører Trine Bramsen.
- Som minister er man jo nødt til at kunne stole på sine øverste embedsfolk. Man kan ikke som minister gå og tjekke hver eneste konsulentaftale. Man bliver nødt til at antage, at ens højtstående embedsfolk har styr på det, når de lader ministeren forstå, at der er det. Det er Rigspolitiets ansvar, at det også er sådan i praksis, siger Trine Bramsen.