For knap to uger siden besluttede politikerne i Norddjurs Kommune at placere et fremtidigt skoletilbud syd for Grenaa på Toubroskolen. Det var afslutningen på en kamp, der har stået på i flere måneder mellem to lokalsamfund, der hver især gerne ville bevare deres skole.
Først pegede politikerne på Mølleskolen. Noget, der kastede massive protester af sig. Så ændrede politikerne holdning og kiggede i stedet mod Toubroskolen. Det gav mindst lige så meget ballade og utilfredshed. Derfor opgav politikerne også den idé. Løsningen blev i stedet at invitere de to skoler til møde på rådhuset i håbet om, de kunne tale sig frem til en løsning med politikerne.
”På en måde spiller de os ud mod hinanden”, siger skolebestyrelsesformand på Mølleskolen, Christian Breinholt til TV2 ØSTJYLLAND.
TV2 ØSTJYLLAND har fulgt både forældre og politikere i mere end tre uger – I en dokumentar kommer det frem, hvor frustrerede begge lejre er;
Mediefællesskabet DenOffentlige
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
”Jeg synes ikke, det er i orden, at de (politikerne red.) først peger på en skole, og så peger de på en anden. De får skabt en kløft imellem to lokalsamfund, som vi godt kunne have været foruden”, siger formand for Toubro Børneby, Jette Jensen, mens skolebestyrelsesformand på Mølleskolen, Christian Breinholt siger;
”Tiden læger jo alle sår. Det har været nogle voldsomme kampe de to skoler imellem. Men vi er generelt enige i begge lejre om, at det er Norddjurs Kommune, der voldsomt har fejlet i hele processen omkring skolelukning”, siger han.
Politikerne i kommunen siger, der hverken er vindere eller tabere. Borgmester Jan Petersen anerkender, at det har skabt store frustrationer fra borgerne.
”Vi har gjort et hæderligt forsøg, men det har været uskønt i forhold til at få de to skoler til at tale sammen. Det lykkedes ikke. Om det havde haft en bedre chance, hvis vi havde gjort noget andet, det ved jeg ikke. Det kan jeg desværre ikke gøre om.”, siger borgmester Jan Petersen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
”Jeg kan jo godt læse, hvad folk skriver til mig. Og jeg kan mærke, der er noget tillidsbrist”, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han håber, at forældrene nu vil være med til at begrave stridsøkserne, når det nye skoletilbud åbner i skoleåret 2019/2020.
Efter at tabe den nedslidende kamp om at beholde den skole, deres børn gik på, arbejder en forældregruppe nu på at åbne en friskole i stedet. De har allerede fået tilladelsen til at etablere skolen, skriver TV2 Østjylland.