Om vrede hos social modstand: Derfor mister borgere besindelsen

Velkommen i velfærdsillusionen. Nu har et flertal i folketinget vedtaget at hæve straffen for hærværk og chikane mod offentligt ansatte. Det burde være indlysende, at ingen skal gå på arbejde, for at modtage trusler. Men problemet forsvinder ikke, med mindre vi begynder at søge svar på dette spørgsmål: Hvorfor reagerer en stigende gruppe borgere med vrede og frustration?    Tillad mig derfor at starte med at stille spørgsmålet og med den følgende fortælling vise, hvilken virkelighed tusinder af borgere i hele landet skal forholde sig til.    Livskrisen vender op og ned på vores liv   Det begyndte med en blodprop i hjernen. Så endnu en og en mere.    Min mand lå lammet i en hospitalsseng og kunne ikke tale. Så tikkede en besked ind på hans e-boks. Min mand skulle til ”jobsamtale” i jobcenteret og mødte han ikke op, ville hans arbejdsgiver miste retten til sygedagpengerefusion.   

Vi forsøgte at komme på en såkaldt stand by-ordning, hvor jobcenteret freder en kritisk syg borger for en tid. Anmodningen om stand by blev afslået. Vi fik hjælp – blandt andet af en advokat - til at finde de rigtige paragraffer, og fik stand–by ordning. 

Men denne fredning betyder ikke, at man bliver fri for en lind strøm af kommunikation fra myndighederne. Det er væltet ind med skrivelser fra jobcenteret, og der bliver sendt til både advokat, vores hjemaddresse og til e-boksen. (I skrivende stund fylder min mands sag med systemet omkring 300 sider.)    Jeg ringede til jobcenteret, for at fortælle, at min mand havde vanskeligt ved at besvare alle deres breve. Men her mente de, at når nu min mand var blevet lam, havde svært ved at tale og havde nedsat syn, så kunne jeg som hans kone, jo bare udfylde ”min plan” på min mands vegne. Jeg skulle altså agere som en slags værge og umyndiggøre min mand så jobcenteret kunne få svar og redegørelser jævnligt.    Det hjalp ikke at fortælle, at sygdommen var så alvorlig, at jeg nu også selv kæmpede for at holde sammen på hverdagen og mig selv.    På det genoptræningscenter, hvor min mand var indlagt, blev personalet involveret. Egentlig var de ansat til at hjælpe med personlig pleje, medicindosering og træning, men nu brugte de også arbejdstiden på jobcenterets krav. Min mand tastede bogstaveligt talt i blinde og havde ingen anelse om hvad han godkendte. Det havde personalet heller ikke. Ingen kunne rigtig gennemskue, hvad det var jobcenteret ville.   Så blev jeg syg. Belastningen havde været for stor og jeg fik diagnosen belastningssyndrom med moderat depression. Det gjorde ikke tingene nemmere. Tværtimod.    Der kom løbende skrivelser fra jobcenteret. De blev sendt til advokaten, landede i min e-boks, i hans e-boks og i postkassen. Papirerne hobede sig op.   Men de ringede også jævnligt. I deres egen arbejdstid, vel at mærke. Det handlede om indkaldelser til møder. Min mand måtte eksempelvis aflyse den træning en anden instans i kommunen betalte 5000 kr. i døgnet for, fordi jobcenteret ville tale med ham.   I dag får man sygedagpenge i 22 uger hvorefter kommunen har magt til at vurdere, om man er rask nok til at vende tilbage til jobbet. Mange syge bliver fyret lige omkring de 22 uger, fordi refusionen til arbejdsgiver så ophører. Det skaber en stille angst oven i sygdommen, og samtidig begynder systemet med sine "trusler" om at ophæve sygedagpengene flere uger før de 22 uger. Risikoen forude hedder altså kontanthjælp og ressourceforløb selvom man kan have en fremragende arbejdsgiver stående i venteposition. (Disclaimer: Min mands har heldigvis stadig et job at vende tilbage til, mens jeg skriver dette.)   Dagen kom, hvor min mands sygedagpenge stod til udløb og kommunen skulle vurdere en forlængelse.   I sundhedsforvaltningen havde de sagt, at det blev ikke noget problem. Blodpropper i hjernen er jo anført på den liste over forhold, der kan begrunde forlængelse af sygedagpengene.   LÆS FLERE ARTIKLER OM OG MED NÆSTEHJÆLPERNE   Jeg begyndte på nedsat tid på arbejdet. Det blev hurtigt sat op til fuld tid. Jeg var glad for at være tilbage efter tre måneders sygdom.   Jobcenteret lagde op til et afslag på sygedagpenge. Jeg skrev en partshøring.   Det endelige afslag kom samtidig med, at min mand skulle udskrives. Jeg hentede hjælp fra personer, der kunne skrive en klage til ankestyrelsen på min mands vegne mens vi forsøgte at finde ud af hverdagen. Samtidig forberedte jeg vores hjem, så min mand kunne komme hjem. Jeg gjorde hjemmet ”hjerneskadeklar” og gik på arbejde.    Det var der, lige der, hvor jeg var på arbejde igen, at det skete. At vreden kom op i mig. Vrede afledt af afmagt og frustrationer.    Pas på tonen, Linda   ”Hvad bilder du dig egentlig ind, at ringe mens jeg underviser min 6. Klasse og true med, at hvis jeg ikke kan tale med dig midt i undervisningen, så er du nødt til ”at indkalde til et møde”. Jeg har set, at du har sendt besked på e- boks om at du ville ringe i dag. Jeg står midt på lærerværelset med mine kolleger. Hvad blev der af, at spørge folk, hvornår det passer ind i deres arbejdstider, at ringe," sagde og spurgte jeg pænt ophidset.   

Hun talte med pæne ord, og undlod heller ikke at gøre opmærksom på det. Det var ikke var hende jeg skulle være vred på. Det var jo ikke hende, der havde lavet loven.  

Jeg kvitterede med et ”nej, men det er det ondelynende dig, der FORVALTER den”.   Hun sagde, at nu skulle vi jo lige passe på tonen og jeg kvitterede endnu engang med, at hendes forsøg på at lege tonepoliti kunne hun stikke op det sted, der er højest, når man plukker jordbær. I forhold til mig, kunne hun godt glemme alt om tonen.    LÆS OGSÅ DEBATTEN MELLEM SOCIAL MODSTAND OG SOCIALCHEFER   Det var den berømte dråbe. Måneders kamp for at klare hverdagen sammen. Måneders forsøg på at leve op til myndighedernes krav og personalets sagsbehandling af samme. Måneders enormt pres forløste sig lige der. Fanget på min arbejdsplads, hvor jeg kunne få lidt normalitet ind i hverdagen og finde glæde ved at være. Her afbrød hun mig med sine behov og krav. Insisterende. Venligt og samtidig truede hun reelt med at fjerne min mands eksistensgrundlag. Igen.   Mine kolleger vendte sig rundt. På min arbejdsplads er vi relativt civiliserede. Vi taler ordenligt til hinanden og vi forsøger sammen at finde løsninger, der giver mening for både børn, forældre og os selv. Mine kolleger er ikke vant til at se mig vred. Det er ikke noget vi dyrker på min arbejdsplads. Enkelte kom hen til mig og sagde:    ”Godt, der endelig er nogen der siger fra. Det var også på tide.”    Vrede kommer af omstændigheder   De færreste gør sig tilsyneladende den overvejelse, at spørge hvorfor borgere som jeg og mange andre bliver vrede. Vreden bliver fordømt. De ansatte, der står i den anden ende af vreden, modtager forståelse og omsorg, men ingen stiller det indlysende spørgsmål: ”Hvorfor bliver borgere vrede?”    Kender man svaret på det spørgsmål, vil man også finde frem til, at vreden kan man hverken sanktionere eller straffe sig ud af.    Da jobcenterdamen begyndte at ringe i arbejdstiden med samme vedholdenhed, som en nyansat telefonsælger, var det øjeblik hvor jeg fik nok og skældte ud.    Var det rimeligt? Sikkert ikke. Var det forståeligt? Ja, det vil jeg mene, at det var.   Kan vi gøre noget ved det? Ja, hvis personalet i jobcentrene begynder at tage deres egen rolle og indflydelse mere alvorligt end kurser i konflikthåndtering.    Fire sekunder eller 20 år   Jeg mener selv, at min reaktion var relativt mild. På trods af, at systemet presser og er både økonomisk og menneskeligt meningsløst, formåede jeg at lade det blive ved et "hvad fanden tror du, at du bilder dig ind?”     Hvordan kan vi vise mennesker, der ikke møder samme pres og meningsløshed som tusinder udsatte borgere, hvordan det er, og hvad der sker?   Her er et forslag: Næste gang du holder for rødt, så vent 2-4 sekunder, før du flytter din fod fra bremsen over på speederen, når lyset skifter fra rødt til grønt. Bare få sekunder - og du vil opleve dytteaktivister gå i massepsykotisk selvsving. Vi taler få sekunder, som er grænsen for tålmodigheden hos mennesker i bevægelse. Til sammenligning har reformramte ofte ventet 5, 10 eller 20 år.    Det system vi har skabt er meningsløst og det opleves som farligt, af de mennesker, der som min mand eller jeg kommer i kontakt med det. Systemet opleves som en trussel i forhold til at opnå målet: at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det opleves som en trussel mod helbredet på den man elsker, på vores børn og på muligheden for at opretholde et liv med mad, tøj og tag over hovedet.  

Systemet er ikke empatisk og det lytter ikke. De der sidder som fortalere og frontarbejdere er sagsbehandlerne. De er i bedste fald tavse. I værste fald hånende eller dømmende. 

Politikerne fortsætter. De lytter ikke, men tror, at de kan løse vredens problem med sanktioner og straffe. Endnu ved de ikke, at de dermed bærer brænde til en vredes- og mulig voldsspiral.   Det er på tide at lytte og det er på tide, at opbygge et system, der giver mening fremfor et system der fremstår meningsløst.    Øgede straffe vil i bedste fald være nyttesløse og i værste fald føre til en øget voldsspiral, hvor borgere, der er klemt i systemet vil få forstærket oplevelsen af, at være i kamp med og mod et sygt system.   Fortsætter vi ad den vej, vi er på vej ned af nu, er det ikke blot farligt for de sagsbehandlere og borgere, der har kontakt med systemet, men også for vores demokrati og for os alle der er borgere. Stop op, lyt og handl i forhold til det du hører.