Af Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd
Tak for stafetten fra Susanne Olsen, som havde et tankevækkende indlæg om behovet for at se realiteterne og udfordringerne i øjnene og forholde os til, at en stor del af befolkningen lever med et handicap.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er meget, der kan gøres bedre. Der er viden, vi mangler at udvikle, sprede og anvende. Der er utvivlsomt også midler, der kunne bruges bedre. Vi mangler viden om, hvad der virker og dokumentation for effekten af de midler, vi bruger.
Vi mangler også stadig en samlet plan for, hvordan vi udvikler samfundet i den retning, vi har forpligtet os til, ved at tiltræde FN’s handicapkonvention . Når den kommer til næste år, bliver det forhåbentlig startskuddet til, at man for alvor tager fat om de udfordringer, der er for mennesker med handicap.
Se væk fra handicappet
Jeg er fuldstændig enig med Susanne Olsen i, at området mangler opmærksomhed. Men det handler ikke bare om opmærksomhed, det handler også om perspektiv. For når en så stor gruppe mennesker i den grad kan være ude af øje og sind, så er det også fordi, de alt for ofte betragtes med udgangspunkt i handicappet. Kort sagt er perspektivet på mennesker med handicap for meget handicap og for lidt menneske.
Billedet bliver den passive modtager af hjælp frem for det initiativrige menneske, der lige som andre mennesker ønsker at deltage, bidrage og ikke mindst klare sig selv så langt, som det er muligt.
For den enkelte er det ubehageligt at blive vurderet med udgangspunkt i handicappet frem for alle de andre ting, man også indeholder – interesser, holdninger, jobkompetencer osv. For samfundet kan det betyde et ensidigt fokus på at kompensere for handicappet frem for også at bringe ressourcerne i spil – at lade initiativet udfoldes. Det er hverken økonomisk eller menneskeligt fornuftigt.
Det inkluderende samfund
Vi kan ikke undvære at fokusere på handicappet i nogle situationer. Selvfølgelig skal vi generere viden og tilrettelægge tilbud, der er målrettet specifikke handicaps, og som mindsker de ulemper, som handicappet påfører den, der har det. Men så længe vi ikke helt kan eliminere de ulemper – og det kan vi i langt de fleste tilfælde ikke – så har vi brug for det andet perspektiv. Det perspektiv, hvor handicappet træder i baggrunden.
At dyrke det perspektiv handler i bund og grund om at indføre det inkluderende samfund i tanke og handling – som afløser for det parallelsamfund, som mange mennesker med handicap i dag reelt er forvist til.
Det inkluderende samfund er et samfund, der vedkender sig sin mangfoldighed. Et samfund, der naturligt indrettes efter, at deltagerne er forskellige og har forskellige forudsætninger for deres deltagelse. Hvor for eksempel indretningen af en ny bygning ikke tilpasses til kørestolsbrugere i sidste øjeblik, fordi man når til den side i reglementet, men helt fra starten, fordi både dem, der bruger barnevogne, kørestole og rollatorer, dem, der ikke kan se, dem, der har en hjerneskade, og alle mulige andre er tænkt ind fra starten som en del af den mangfoldighed af mennesker, der skal kunne bruge bygningen.
Det inkluderende samfund er ikke kun et rart samfund at være en del af. Det er også et samfund, der skaber bæredygtige løsninger – frem for igen og igen at generere behov for særlige tilbud til forskellige grupper.
Mere service, mindre bureaukrati
At man i denne tid er ved at (gen)skabe den inkluderende folkeskole, er en god begyndelse, men også kun det. Vejen er lang, men her er nogle steder at starte:
1. Udvid inklusion i folkeskolen til også at være et holdningsprojekt. Det handler ikke kun om at indrette skolen til at kunne bruges af børn med forskellige handicaps. Reel inklusion handler om at udviske grænserne mellem de tidligere ekskluderede og de øvrige – så man skaber ét mangfoldigt læringsrum. Det handler om måden, man ser på hinanden, og her er skolen ikke et isoleret eksperimentarium. For eksempel er man dybt afhængig af, at forældrene spiller med. Visionen om mangfoldighed og rummelighed skal kommunikeres bredt.
2. Det offentlige må gå forrest med både regler, initiativer og tilbud, der passer til et mangfoldigt samfund. Halvdelen af de offentlige hjemmesider dumper for eksempel på det offentliges egne standarder for webtilgængelighed (www.itst.dk/it-arkitektur-og-standarder/tilgengelighed/tilgengelighedsan....) Det er ikke godt nok.
3. Gør det nemmere for private at styrke mangfoldigheden. De ofte udmærkede ordninger og tilbud, der understøtter ansættelse af mennesker med handicap er ofte en jungle for både virksomheder og jobsøgere. Her er brug for mere service og mindre bureaukrati. Det var et af budskaberne fra Det Centrale Handicapråds camp om handicap og beskæftigelse .
Stafetten går til Institut for Menneskerettigheder
Med tiltrædelsen af FN’s handicapkonvention har Danmark fået et glimrende sæt pejlemærker for at udvikle det inkluderende samfund. Det er Institut for Menneskerettigheder, der først og fremmest har til opgave at overvåge, hvor godt vi følger konventionen i Danmark. Som noget af det første har instituttet problematiseret, at man mister sin stemmeret, hvis man kommer under økonomisk værgemål.
Samtidig har instituttet oprettet en hjemmeside om konventionen, som jeg varmt kan anbefale, og udpeget 10 udfordringer for Danmark i forhold til konventionen.
Det arbejde fortjener en nærmere præsentation, og derfor vil jeg gerne give stafetten videre til Jonas Christoffersen, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder.
