Udfordringspanelerne består af 13 medlemmer fra den offentlige og private sektor, som i løbet af det seneste års tid har udfordret regeringen, innovationsministeren og ikke mindst hinanden på, hvordan vi kan få en sammenhængende offentlig sektor. Medlemmerne er nu klar til at præsentere deres afsluttende anbefalinger til, hvordan der skabes en mere sammenhængende offentlig sektor med bedre resultater og mere kvalitet for den enkelte borger.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Anbefalingerne udgør fællesmængden af udfordringspanelernes samlede arbejde, hvorfor ikke alle medlemmer kan tages til indtægt for det specifikke indhold i hver enkelt anbefaling.
Udfordringen – manglende sammenhæng
Det er udfordringspanelernes opfattelse, at den offentlige sektor generelt er velfungerende med mange dygtige og engagerede medarbejdere, der hver dag yder en stor indsats, men også at den offentlige sektor har et stort udviklingspotentiale i forhold til at levere ydelser til borgere og virksomheder. I både den private og offentlige sektor sker en markant udvikling fx i forhold til, hvordan nye teknologier bliver anvendt til at tilbyde nye og hurtigere services. Det er vigtigt, at den offentlige sektor fortsætter denne udvikling og samarbejder med den private sektor om fx udviklingen og brugen af nye teknologier.
Samtidig er det udfordringspanelernes opfattelse, at den offentlige sektor ikke er tilstrækkelig sammenhængende og derfor ikke er god nok til at levere ydelser, når de skal leveres af flere offentlige aktører. Hovedårsagen hertil er, at den offentlige sektor – selvom den ofte bliver omtalt som én samlet størrelse – i virkeligheden er opdelt i mange selvstændige enheder, der er finansielt, juridisk og ledelsesmæssigt adskilt. Det gælder især, hvis en borger har brug for ydelser fra både stat, regioner og kommuner, men selv inden for hver sektor er der mange forvaltninger og institutioner.
De mange enheder sikrer hensynet til nærdemokratiet, og at opgaverne løses tæt på borgerne. Men ingen af enhederne har det overordnede ansvar for borgernes samlede livssituation og mødet med den offentlige sektor. Hvis en borger har komplekse behov, der kræver involvering fra fx både jobcenter, socialforvaltning og sygehus, så ender det ofte i usammenhængende forløb, hvor indsatsen ikke tilrettelægges ud fra den enkelte borgers behov. Dette rammer især de svageste borgere i samfundet, der har størst behov for hjælp og støtte til at navigere i de mange ukoordinerede og ofte komplekse tilbud fra det offentlige.
Organiseringen medfører også uhensigtsmæssigheder på en lang række andre områder, fx lange sagsbehandlingstider, flere handleplaner for den enkelte borger, usammenhængende selvbetjeningsløsninger på tværs af den offentlige sektor og manglende gennemsigtighed for borgere, politikere og offentlige institutioner om, hvilke resultater den enkelte institution skaber for borgere. Udfordringspanelerne mener, at denne usammenhængende indsats over for borgerne er en stor udfordring i den offentlige sektor, da det udgør en stor barriere i forhold til at sætte borgeren i centrum for opgaveløsningen. Og det er især denne udfordring, som udfordringspanelernes anbefalinger på forskellig vis adresserer.
Udfordringspanelerne som borgernes talerør
Det har været gennemgående for udfordringspanelernes arbejde, at de har stillet sig på borgernes side og været talerør for, at den offentlige sektor for alvor skal lykkes med at sætte borgeren i centrum. Trods mange tidligere forsøg, er det panelernes opfattelse, at det endnu ikke er lykkedes tilfredsstillende, og at den offentlige sektor i for høj grad er indrettet på systemets præmisser i stedet for borgernes. Det er vigtigt for udfordringspanelerne, at Sammenhængsreformen både har fokus på svage grupper af borgere, der har brug for en specialiseret og særlig indsats, men samtidig også indeholder initiativer, der kommer den brede befolkning til gavn.
Udfordringspanelerne mener, at der er behov for nye værktøjer, ledelsesformer, styringsmodeller og større eksekveringskraft, hvis det for alvor skal lykkes at sætte borgeren i centrum. På tværs af panelernes anbefalinger er det et gennemgående forslag, at borgere i højere grad bliver involveret i udviklingen af den offentlige service, og at borgere bliver aktiveret til at skabe et pres nedefra for forandring af den offentlige sektor, fx gennem aftaler og partnerskaber med brugerorganisationer, men også ved at styrke transparens og valgfrihed. Desuden opfordrer udfordringspanelerne regeringen til at indgå alliancer med medarbejdere og fagbevægelse, der tilsvarende bør medvirke til at skabe et pres for udviklingen af den offentlige sektor. Medarbejdere kan bidrage med indsigter i forhold til at styrke sammenhængen i den offentlige sektor. Tilsvarende kan både medarbejder- og brugerorganisationer bidrage til at udvikle effektmål for resultater for borgerne, der skal være centrale i styringen af velfærdsinstitutionerne.
Hvis vi skal overkomme udfordringerne, som en usammenhængende offentlige sektor medfører, så er vi nødt til at tage en række – nye såvel som velkendte – redskaber i brug. Det er alt fra nye former for organisering, styring med fokus på resultater, lettere og hurtigere sagsbehandling til anvendelse af nye teknologier. På nogle områder vil det også indebære, at der vedtages ny lovgivning, der sætter en klar retning for udviklingen af den offentlige sektor og nedbryder barriererne mellem de forskellige sektorer i den offentlige sektor. Men lovgivning og andre redskaber kan ikke gøre det alene. Det handler i høj grad også om faglighed og kompetencer hos den enkelte medarbejder og leder. Sidst, men ikke mindst, er det også et spørgsmål om kultur og vilje, særligt blandt de lokale ledelser, hvis udfordringerne skal løses til gavn for borgerne.
