Ved at slå op på hjemmesiden kunne jeg konstatere, at min læge havde lukket sin klinik og overdraget patienterne til en anden læge. Hun var den tredje læge i mit 44-årige liv.
Mine læger har alle været kompetente og vigtigt for mig: De har fulgt mig og min familie gennem længere tid. Men nu er min læge altså rejst – uden varsel og nogen har valgt en anden læge for mig.
Jeg er irriteret men alligevel ved jeg, at jeg er heldig. For jeg bor i et område, hvor der stadig er læger med åben for tilgang. Rundt omkring i landet findes der mange steder, hvor lægerne ikke tager imod nye patienter. Ifølge Praktiserende Lægers Organisation har 67 procent af landets praktiserende læger lukket for tilgang af nye patienter. I Københavns Kommune er det 98 procent.
Det betyder, at det for rigtig mange patienter ikke er muligt selv at vælge læge og er man utilfreds med sin læge, kan man ikke skifte, for der er ingen at skifte til.
Ideen om det frie lægevalg er dermed en illusion. Og det betyder faktisk også, at patienterne ikke kan ”stemme med fødderne” og selv læger, der ikke lever op til faglige og/eller service standarder først bliver frataget autorisation, når det er så grelt, at sundhedsstyrelsen skrider ind.
Læger i praksis er udbrændt
Vi har derfor intet ud af, at der er for få praktiserende læger. Min læge er en af de 239 praktiserende læger, som alene i første halvdel af 2018 har valgt at lukke klinikken.
En af grundene til at der bliver færre, er at arbejdspresset er højt, ansvaret stort og besværet er steget. I det her samfund, hvor der er så meget fart på, hvor kravene stiger og ”effektivitet” er på alles læber, ja så lider arbejdsmiljøet. Det gør det også for de, som skal tage vare på os, lægerne.
I efteråret sidste år skabte en landsdækkende undersøgelse af arbejdstilfredsheden og det psykiske miljø blandt praktiserende læger debat. Undersøgelsen var foretaget af Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus og viste, at 38 pct. af praksislægerne var udbrændte. Heraf havde 13 pct. overvejet selvmord. Til sammenligning viser de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen, at ni pct. af den voksne danske befolkning er stressede i hverdagen.
Udbuds- og regionsklinikker er nødløsninger på lægemanglen og de er bedre end ingenting. Men den model, hvor lægen er en fagperson, der kender din baggrund, din historie og dit forløb finder man ikke andre steder end hos den privatpraktiserende læge. Vi, der er optaget af at gøre noget ved uligheden i sundhed, burde knus-elske denne model, hvor lægen kender sine patienter. Vi ved, at socio-økonomiske forhold har stor betydning for oplevelsen af sygdom og helbred og møder man en ny læge hver gang, er der store dele af patient-historien, der går tabt. Den praktiserende læge har kort sagt en enorm social betydning.
Læger vælger klinikkerne fra
Jeg vil vove et øje og påstå, at grunden til at sympatien med lægernes ringe arbejdsvilkår ikke er så stor, er fordi de er højtlønnede. Hvis jeg har ret, er det kedeligt, for vi har næppe noget ud af ikke at have praktiserende læger. Og ja, de oppebærer en høj løn, svarende til en overlæge på et hospital. Det er heller ikke store lønforhøjelser vi skal kæmpe for men vilkår for arbejdet.
I Sverige har de kæmpe problemer med at skaffe skolelærere, især til de små byer. Her drøftes det på højtryk, hvordan man forbedrer vilkårene og gøre det mere attraktivt at være skolelærer i de små byer. Det er åbenbart ukontroversielt, når det drejer sig om skolelærere. I Sverige har de også i mange år tiltrukket læger fra Danmark med højere løn.
Vi har nok almen medicinere, som specialet hedder. De arbejder bare på hospitalerne og i udlandet og vælger altså klinikkerne fra. Politisk taler vi om, at meget mere skal foregå tæt på borgerne og vi vil gerne have flyttet flere opgaver ud af hospitalerne. Men antallet af praktiserende læger er dalet og opgaverne til dem er steget. I 2017 var der 3653 og allerede i år er tallet over 200 færre, nemlig 3402. Derudover er den samlede økonomi vi bruger på almen praksis ikke steget nævneværdigt til sammenligning med hospitalernes.
Derfor er det nødvendigt at uddanne flere læger, så de kan ha´ færre patienter pr læge. Indtil da, skal vi gøre det muligt – med tilførsel af økonomiske ressourcer – at ansætte mere hjælpepersonale i klinikkerne, så lægerne kan blive aflastet. Kommuner og regioner skal op i et andet gear og hjælpe med at finde egnede lokaler og starte klinikkerne op. De akutteams, som kommunerne lige nu opretter, skal lægerne kunne bruge mere formelt, fx ved at bede dem tilse borgere, de er i tvivl om har brug for lægehjælp. Og så skal vi kigge på det bureaukrati vi har skabt for lægerne. Kan nogle attester fx klares et andet sted?
Lægernes dårlige arbejdsmiljø rammer os alle. Vil vi genoprette det frie lægevalg, skal vi derfor starte med at forbedre forholdene, så vi får de bedste læger, der har tilstrækkelig tid til os, patienterne.
