Styrelsen for Patientsikkerhed politianmelder hjerneskadet psykiater for dødsfald

Ledelse

11/02/2016 13:40

Nick Allentoft

Psykiater, der muligvis har medansvar for op mod 65 patienters død, bliver nu politianmeldt. Ifølge DR vil Styrelsen for Patientsikkerhed (tidl. Sundhedsstyrelsen) have undersøgt psykiateren og har derfor anmeldt sagen til politiet.

Har en hjerneskadet psykiater fra Vestjylland spillet en rolle i dødsfald blandt sine patienter?

Det vil Styrelsen for Patientsikkerhed (tidl. Sundhedsstyrelsen) have undersøgt og har derfor anmeldt psykiateren til politiet i forbindelse med dødsfaldene.

Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder over for DR Nyheder i dag.

Ifølge en opgørelse fra Region Midtjylland har 65 patienter mistet livet.

To eksperter i sundhedsjura har set på sagen for DR Nyheder.

- Det er en sag, der har været undersøgt af Sundhedsstyrelsen i ganske mange år. Derfor kan man undre sig over, at anmeldelsen først kommer på nuværende tidspunkt. Men bedre sent end aldrig, siger Mette Hartlev, professor i sundhedsret ved Københavns Universitet.

Lektor i sundhedsjura, Kent Kristensen, vurderer, at Sundhedsstyrelsen har svigtet ved først at anmelde psykiateren for sin rolle i patienters dødsfald nu.

- Sundhedsstyrelsen har pligt til, når de er bekendt med, at der foreligger strafbare forhold, at anmelde det til politiet, siger han.

Næste skridt i sagen bliver ifølge Mette Hartlev, at politiet skal vurdere, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse en sigtelse. Eller om sagen først skal undersøges yderligere.

- I så fald skal politiet først foretage en egentlig efterforskning og indhente de oplysninger, man mangler for at kunne vurdere, om der er grundlag for at rejse en straffesag, siger hun.

Mette Hartlev vurderer, at det er god grund til at få undersøgt dødsfaldene.

- Det er der både en samfundsmæssig interesse i. Og så er der selvfølgelig de pårørende, som kan have en interesse i at få en større klarhed over, hvad der egentlig var begrundelsen for, at deres søn eller ægtefælle eller familiemedlem afgiv ved døden, siger hun.

Hverken Styrelsen for Patientsikkerhed eller politiet vil i dag udtale sig i sagen.

DR Nyheder har også været i kontakt med den tidligere psykiater, der ingen kommentarer har til politianmeldelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Psykiateren har været involveret i dødsfald og alvorlige fejlbehandlinger, før han blev stoppet i 2013.

Blandt andet har han givet alt for store doser medicin til flere af sine patienter, viser DR Nyheders afdækning af sagen.

Psykiateren er sigtet i en sag, hvor han risikerer op til otte års fængsel for at have efterladt patienten Jan Eggertsen i en hjælpeløs tilstand i en campingvogn på psykiaterens ejendom i maj 2012. Senere blev patienten fundet død i campingvognen.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.