Tillidsekspert: Skarpe skud og blinde vinkler fra Ledelseskommissionen

Det er svært at være uenig i mange af Ledelseskommissionens anbefalinger, og mange af dem lyder da også som noget vi har hørt før. Ledelse gør en forskel. Ledere skal udvikle sig. Hvem kan sige nej til det? Derfor fremstår en del af de store overskrifter en smule fluffy og gammelkendte. Selvom der ikke er noget forkert i anbefalingerne er spørgsmålet hvor meget gennemslagskraft det har, når budskaberne er serveret, ikke én, men mange gange før? 

Når det så er sagt, er der faktisk også mere markante anbefalinger, når man dykker ned i materialet. Det anbefales at ledelsesspændet skal gøres mindre for at styrke den nære ledelsesrelation. Et andet forslag er, at politikerne skal blande sig uden om ansættelsen af leder under den øverste leder. Politikerne skal også holde igen med at gribe til regler som respons på enkeltsager, lyder det. Her synes jeg kommissionen går mere til biddet og inviterer til en debat med vigtig kant. 

Politisk ledelse på dagsordnen – men hvor blev borgerne af? 

Det er virkelig positivt at Ledelseskommissionen har udvidet deres syn på ledelse så det også involverer et blik på politikerne. Det bliver dog et blik på politikerne som mest handler om deres rolle i forhold til forvaltningen – og mest en tydeliggørelse af det klassisk skel imellem politik og administration. 

Jeg savner bud på hvordan politikernes ledelse i forhold til borgere og civilsamfund udvikler sig. For eksempel eksperimenteres der i mange kommuner med samskabelse af politik, hvor politikere inddrager borgere, brugere, erhvervsliv og mange andre aktører inden den politiske retning sættes. 

Der er mange steder også et øget fokus på at ryste støvet af de klassiske byrådsmøder hvor lange, tunge dagsordner suger kraften ud af det politiske engagement. I stedet forsøger man sig med at understøtte den politiske ledelse gennem alternative dialogbaserede mødeformer. Det manglende fokus på politikernes rolle som ledere af borgeren og civilsamfundets rolle er ærgerligt — ikke mindst fordi overskriften for Ledelseskommisionens rapport er ”Sæt borgeren først”. Borgeren er ikke kun bruger i det offentlige, men også en samfundsborger, som kan involveres mere eller mindre i at løse de problemer og finde de ressourcer, der er i lokalsamfundet. 

Samarbejdssystemet i fokus – men hvor blev medarbejderperspektivet af? 

Ledelseskommisionen skal også have ros for at se på samarbejdssystemet som en central aktør i forbindelse med ledelse. Forestillingen om den ene leder der skal redde verden er ved at være slidt, og der er i stedet brug for at tale om, hvordan forskellige aktører kan bidrage til ledelse. Her har Ledelseskommissionen set rigtigt i at få samarbejdssystemet mere på banen. 

Det er til gengæld ærgerligt at anbefalingerne primært handler om hvordan overenskomster og arbejdstidsregler kan forenkles. Jeg tror bestemt det kan være sundt med et serviceeftersyn af samarbejdssystemet og den styring, der knytter sig til den arena, men jeg savner et langt mere progressivt blik på hvad samarbejdssystemets aktive rolle ind i ledelse skal være. 

Her er der brug for mere konkrete bud på, hvordan både ledelse og parterne selv kan bidrage til at gøre samarbejdssystemet til en strategisk arena. Det kræver både at ledelsen er villige til invitere indenfor i ledelsesrummet, men også at tillids- og medrepræsentanter forstår at supplere forhandlerkasketten med en medlederkasket. En sådan udvikling vil også kunne være med til at skabe den tillid imellem parterne, som er helt nødvendig hvis de faglige organisationer skal være klar til at diskutere forenkling af aftaler. På den måde fremstår anbefalingerne her lige vel farvede af ledelsesperspektivet. Det kunne nuancere at få medarbejdernes blik mere på banen. 

Offentlige ledere skal fyres hurtigere – men husk de har forskellige retslige rammer

Ledelseskommissionen kommer også med en konkret anbefaling om at ledere og medarbejdere, der ikke kan præstere, skal afskediges. Det er en legitim og vigtig diskussion, hvordan man undgår berøringsangst over for ledere og medarbejdere, der ikke lykkes tilstrækkeligt med deres opgave. Og det er også rigtigt at fyringsprocesser i det offentlige kan tage længere tid end i det private. Det handler dog ikke kun om traditioner for hvor hurtigt man griber til handling, men også om forskelle i den lovgivning, lederne i de offentlige er underlagt. 

Når en offentligt ansat (også en leder) skal fyres, skal både arbejdsretlige og forvaltningsretlige regler overholdes. Det giver et såkaldt dobbelt retsgrundlag, der skal respekteres modsat i det private, hvor det kun er arbejdsretten, der gælder. Den forskel skal man huske på, inden offentlige organisationer fremstilles som berøringsangste i forhold til at afvikle inkompetente ledere. 

Derudover kunne man ønske sig lidt flere bud på hvordan man ikke blot sikrer hurtig afvikling af ledere, der ikke præsterer, men også hvordan nødvendige fyringer kan foregå så den leder, der skal videre, kommer afsted på en sober og respektfuld måde. 

Styring som centralt rammevilkår – men ridses der blot i overfladen? 

Det er anerkendendelsesværdigt at Ledelsekommissionen forholder sig til betydningen af det styringsmæssige råderum ift. ledelse. Siden nedsættelsen af kommissionen er der øjensynligt blevet lyttet til de mange røster, der peger på overdreven eller dysfunktionel styring som en helt afgørende barriere for at bedrive god ledelse. Selvom Ledelseskommissionen jo (naturligt nok) har sit hovedfokus på ledelse, savner jeg dog flere bud på, hvordan denne problemstilling løses.  

At foreslå at styringen skal skabe evidensbaserede data og fokusere på resultater frem for processer er kun at skrabe i overfladen af de mange dilemmaer, der er forbundet med at forenkle, afbureaukratisere og styre mere tillidsbaseret. De sidste fire årtier har skiftende regeringer haft ambition om at forenkle og skabe mere råderum — alligevel er det langt mellem snapsene hvad angår resultater. 

Der er blandt andet brug for en langt mere gennemgribende involvering af frontlinjemedarbejderne i den måde styringen designes og implementeres på, hvis denne gordiske knude skal løsnes. Som sagt kan man godt diskutere om det er Ledelseskommissionens opgave, men der er brug for at gå et spadestik dybere hvis styringsproblematikken for alvor skal løses.

Ledelseskommissionen har været dygtig til at gå i dialog, lytte og invitere til debat i deres arbejde med anbefalingerne og det synes jeg også skinner igennem i den endelige rapport. Når man har fulgt udmeldinger fra og debatter omkring Ledelseskommissionen er der på mange måder også sket en markant ændring i retorikken omkring de offentlige ledere. Selvom de private ledere indimellem stadig fremhæves som rollemodeller, som de offentlige leder bør søge inspiration hos, har der generelt set udviklet sig en mere respektfuld tone og forståelse for de komplekse krydspres og vanskelige betingelser, de offentlige leder skal navigere i. 

Der er, som allerede beskrevet, brug for flere perspektiver på især den politiske ledelse, samarbejdssystemets rolle i ledelse og ikke mindst bud på, hvordan styringsudfordringen løses. 

Og selvom en hel del af Ledelseskommissionens rapports overskrifter klinger lidt velkendte, er der også anbefalinger med kant, som kan bidrage til den nødvendige og vigtige debat om hvordan vi styrker den offentlige sektor.