Torfing anmelder: Et lille syv-tal til regeringens nye pejlemærker for den offentlige sektor

Hvis regeringens nye udspil "Fem pejlemærker for den offentlige sektor" var en projektopgave, der havde til hensigt at vise, hvordan den offentlige moderniseringspolitik kan justeres med udgangspunkt i kritikken af New Public Management og den styringsmæssige ny-orientering i kommunerne kan man godt forsvare at give et lille 7-tal. Retningen er god og fornuftig, men der er stadig et stykke til målet.    Valgoplæg og vigtig læring Indledningen med de klare velfærdsmålsætninger, opremsningen af regeringens meritter, samt løftet om at der er råd til mere velfærd i årene fremover, hvis vi trimmer og reber sejlene ligner mest af alt et valgoplæg. Men det gør vel alt fra regeringens hånd i disse tider.

Det interessante skal imidlertid findes et helt andet sted, nemlig i de fem pejlemærker regeringen opstiller for den offentlige sektor. Her kan der nemlig spores en klar bevægelse i forhold til de tidligere moderniseringsredegørelser fra Finansministeriet, som vidner om, at man bestemt ikke er døv og blind overfor den udvikling, som længe har været i gang i kommunerne og nogen grad også i regionerne og enkelte offentlige styrelser.

  Læs mere fra Jacob Torfing på hans temaside   Forsigtigt opgør med NPM   Der er således tale om et forsigtigt opgør med den renlivede NPM tankegang, som dog aldrig har været helt så udtalt i Danmark som i visse angelsaksiske lande. Den retoriske forstærkning af tillidsdagsordenen, den langt mere nuancerede opfattelse af konkurrenceudsætttelse og ønsket om at kultivere et aktivt medborgerskab bryder med NPMs ensidige vægt på kontrollerende resultatmåling, privatisering og udlicitering af offentlig serviceproduktion, samt kundeliggørelsen af borgerne på nye velfærdsmarkeder.  

Elementer af ’old school’ NPM

Ønsket op at færre og klarere mål og stærkere resultatopfølgning skal bane vej for en reduktion af antallet af regler og proceskrav er imidlertid mest af alt et forsøg på at bringe NPM tilbage på det oprindelige spor med ’central styring, decentral ledelse’.

Desuden er målsætningen om enkel, hurtig og fleksibel service til erhvervslivet udtryk for en rendyrket serviceleverandørtænkning, som falder helt i tråd med NPM, men som det er svært at være uenig i. 

Hvor er innovationen, OPP og OPI?  Uklarheden i det nye udspil handler især om, hvordan den nye betoning af tillidsbaseret ledelse hænger sammen med udøvelsen af præstationsledelse, hvor medarbejderne gives individuelle karakter for deres præstationer.   En anden uklarhed drejer sig om den sparsomme italesættelse af OPP og OPI, som alternativer til udlicitering. I andre sammenhænge tales både OPP og OPI op, men tilsyneladende ikke her.   Endelig virker det besynderligt, at der ikke er en klarere markering af den offentlige innovationsdagsorden, når der nu gentagne gange henvises til ønsket om fornyelse, nytænkning og smartere måder at gøre tingene på.   Nuancer på konkurrenceudsættelse  Regeringsudspillet korrigerer i udgangspunktet for den pervertering af NPM, som er et resultat af, at målstyring og resultatmåling er implementeret i en bureaukratisk kontekst, hvor det eneste svar på dårlige præstation er flere regler og flere målinger af reglernes overholdelse. Det er en kærkommen justering, hvis vi i fremtiden lykkes med at afbureaukratisere noget af den stramme regelstyring og nøjes med nogle få klare resultatmål, som er relevante, påvirkelige og understøttende for den fagprofessionelle indsats. Det er dog næppe noget brud med NPM, men snarere end tilbagevenden til den oprindelige vision i NPM.

Opfattelsen af konkurrenceudsættelse som den eneste vej til effektivitet er i regeringsudspillet meget mere nuanceret, end vi har set tidligere. Det understreges, at udlicitering ikke altid giver de gevinster, som skulle i fælge teorien, og det betones af privat opgaveløsning ikke er et mål i sig selv. Samtidig fremhæves gevinsterne ved samarbejde og servicefællesskaber mellem stat, regioner og kommuner. Med god vilje kan den pragmatiske opfattelse af, at beslutninger om udlicitering beror på en konkret vurdering af opgaven og de lokale betingelser, ses som et brud med den unuancerede lovprisning af udlicitering, der har præget NPM.

  Tillidsreformen Fornyelsen er særlig tydelig i erkendelsen af ledelse, der tager udgangspunkt i en vidtstrakt tillid til medarbejdernes kunnen og villen bidrager til at mobilisere de fagprofessionelles engagement og faglighed til gavn for både effektiviteten og kvaliteten i den offentlige serviceproduktion. Tillidsdagsorden fylder mere end tidligere, og præstationsledelsen er gemt mere af vejen, og det kan læses som et brud med den afgrundsdybe mistillid til medarbejderne, som NPM bygger på.   Det mest markante brud handler om det nye syn på borgeren, som italesættes som en aktiv medborger, der både kan mere selv, når den rette hjælp gives, og som skubber på egen velfærdsleverance. De aktive medborgere kan også skabe velfærd til andre som frivillige og i det hele taget bidrage mere aktivt til den offentlige opgaveløsning. I kommunerne kaldes det samskabelse, og regeringen er tæt på at gøre samskabelse af offentlig velfærdsservice med aktive borgere, som er et kernepunkt i New Public Governance, til et centralt omdrejningspunkt for fornyelsen af den offentlige sektor   Samlet set Der er alt i alt mange gode nye takter i regeringens pejlemærker, om end uklarhederne skæmmer, og der også er klare elementer af ’old school’ NPM, som dog langt er at foretrække frem for det nuværende måle-, dokumentations- og regeltyranni.