Ledelseskommissionen
Se hele vores tema om Ledelseskommissionen her
Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?
For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt.
Når det alligevel kan ende med en ambitiøs og nytænkende reform, så skyldes det først og fremmest, at vi har en forholdsvis svag regering, der er tvunget til at søge bred politisk opbakning til reformen både blandt de andre partier, regioner og kommuner og de offentlige medarbejderorganisationer.
Regeringen har lovet en bred og inddragende proces frem mod det endelige reformprogram i 2018. Ministeren vil bl.a. rundt og besøge alle landets regioner og kommuner og det vil helt sikkert skabe en masse værdifuld læring og input.
Nytænkningen i den offentlige sektor sker i allerhøjeste grad ude i kommunerne, hvor man i flere år har haft kniven for struben i forhold til at levere mere for mindre. Mens Slotsholmen stædigt har holdt fast i New Public Management, er kommunerne for længst begyndt at satse på innovation, tillidsbaseret styring og ledelse, borgerinvolverende samskabelse, offentlig-private samarbejde og helhedsorienteret velfærdsservice. Det bobler frem med nye ideer og initiativer i kommunerne, og udfordringen er først og fremmest at få de nye initiativer evalueret og derefter få spredt de bedste nye ideer til andre kommuner.
Traditionelle knapper
Det nuværende reformudspil bærer præg af at være blevet til inde på borgen i ministerielle kontorer langt fra virkeligheden ude i frontlinjen. Selvom man har lyttet til folkekravet om mindre regelstyring, mere sammenhæng og større fleksibilitet i de offentlige løsninger, så er er det stadig de traditionelle knapper, der trykkes på: mindre regelstyring fra oven, mere tværgående koordination og samarbejde, mere ny teknologi og bedre ledelse.
Jeg savner et opgør med det ensidige fokus på effektiv ressourceudnyttelse, der har præget de sidste årtiers styringstænkning. Jeg savner også en ny fortælling om nødvendigheden af i højere grad at mobilisere medarbejdernes, borgernes, de frivilliges, foreningernes og virksomhedernes ressourcer, viden og ideer i bestræbelsen på at konsolidere og forny velfærdssamfundet.
30 år med grønthøsterbesparelser slider på den offentlige sektor, medarbejderne og borgernes tilfredshed, og det er på høje tid, at den offentlige sektor begynder at se sig om efter ressourcer, der kan geare den offentlige indsats.
Mobilisering gennem innovation og samskabelse
Den offentlige sektor kan mobilisere ressourcer ved at skabe offentlig innovation, vise tillid til sine medarbejdere, samarbejde med foreninger, organisationer og private virksomheder, og samskabe løsninger med borgerne. Selvom der er spredte tilløb i de retninger, så er reformudspillet på disse punkter i bedste fald halvhjertet. Så kan man jo se sprækkerne, som kommunaldirektør Eik Møller gør, men ord er nådige.
Der tales indledningsvis om, at den offentlige sektor skal skabe mere og bedre velfærd gennem fornyelse og innovation, men der er ikke nogen som helst konkrete anvisninger på, hvordan innovationskapaciteten i den offentlige sektor forøges.
Den offentlige sektor er præget af lovregler og fravær af økonomiske belønninger, og der skal derfor findes nogle andre måder at stimulere nytænkning og innovation i den offentlige sektors kerneydelser. Det handler eksempelvis om at fokusere på konkrete problemer og udfordringer og spørge åbent, hvem der kan hjælpe med at finde en løsning.
Kort sagt: lad problemet definere holdet og vær klar til at udvikle og teste prototyper direkte i driften. Tør regeringen og centraladministrationen - herunder Finansministeriet - gå den vej?
Ingen tale om tillid
På trods af de offentlige medarbejderes ønske om en mere tillidsbaseret styring og ledelse, så bruges ordet tillid ikke en eneste gang i den forbindelse.
Reformudspillet vil gerne fjerne unødige regler. Men hvem vil ikke gerne det?
Mobiliseringen af medarbejdernes erfaring, kompetencer og energi kræver imidlertid mere end fjernelse af bureaukratisk bøvl. Medarbejderne skal vises mere tillid, og det kræver, at der skæres ned på den store og voksende mængde af resultat- og dokumentationskrav. Derfor skurer det, når reformudspillet vil fjerne unødige regler, men til gengæld have ”mere fokus på resultater” og ”benchmarking af kommuner og regioner”, hvilket uvægerligt vil føre til mere måling og flere dokumentationskrav, som både vil virke demotiverende og føre til uhensigtsmæssige målforskydninger.
Kundementaliteten er ansvarsfrigørende
Det er glædeligt at se, at reformudspillet vil give lade private fonde og pensionskasser lov til at investere i forebyggende løsninger på det sociale område efter ’no cure, no pay’ princippet, og desuden styrke rammerne for samskabelse gennem inddragelse af brugere, pårørende og frivillige som en del af en samlet civilsamfundsstrategi.
Her er der et stort uudnyttet potentiale. Men det er forstemmende, at regeringen samtidig vil udbrede det frie servicevalg til nye områder. Når borgerne gøres til kunder, opdrages de til at bare kræve ind ved kasse 1 uden at se sig selv som en del af løsninger, og kundementaliteten undergraver forsøget på at kultivere et aktivt medborgerskab, hvor borgerne både har ret og pligt til at bidrage til fællesskabet og skubbe bag på den velfærd som de selv og andre modtager.
Der står ikke meget om ressourcemobilisering i regeringsudspillet, men til gengæld en masse om digitalisering og ledelse. Begge dele er vigtige emner. Men i forhold til teknologidelen savner jeg overvejelser om, hvordan de nye teknologier tilpasses brugerne (medarbejdere så vel som borgerne).
Desuden er nye teknologiers rolle i forhold til samskabelse af smarte klimavenlige byer er slet ikke nævnt. Udfordringen i forhold til indførelse af ny teknologi i den offentlige sektor er at bruge den til andet og mere end administrativ rationalisering.
Ledelse uden styring findes ikke
Offentlig ledelse er vigtig både i forhold til medarbejdernes trivsel og en effektiv tilvejebringelse af velfærds til borgerne. På trods af, at reformudspillet understreger, at man ikke kan se på ledelse uden også at se på styring, har vi fået en Ledelseskommission, der kun skal fokusere på ledelse og tilsyneladende slet ikke forholde sig til styring, med mindre man laver en meget udvidet fortolkning af ’rammebetingelser. Det hænger ikke sammen.
Konsekvensen er overhængende fare for at Ledelseskommissionen konkluderer, at god ledelse er godt, hvilket næppe er nyt. Den kommer nok også med gode råd til, hvordan man praktiserer god ledelse, men hvorfor skal den ikke beskæftige sig med, hvad det er for en ledelse, der er brug for, og hvordan den skal understøttes af nye styringsformer?
Der er ellers brug for fornyelse i ledelsestænkningen. Fremtidens offentlige ledere skal være gode til innovationsledelse, borgernær ledelse, ledelse af frivillige og ledelse af samskabelse.
I 30 år har vi lært offentlige ledere, at fokusere på ressourceforbruget og organisationens præstationer i forhold til en række på forhånd givne målsætninger.
I fremtiden skal de lede tværgående samarbejde, der skaber nye og uopdagede løsninger. Det kræver udvikling af helt nye ledelsesgreb. Det er ikke længere nok med den gamle kombination af pisk, gulerod og prædikener.
Lad os tage regeringen på den gode vilje
Når jeg på trods af det lidt traditionelle fokus og den manglende nytænkning alligevel er positiv over for regeringens udspil, er det dels fordi, at der på række punkter lægges afstand til den forkætrede New Public Management, og fordi der sættes en dagsorden med til strækkelig mange nye ideer til, at den efterfølgende debat og læringsproces kan skabe et godt resultat.
Man kunne sagtens have frygtet en ny lovprisning af udlicitering, resultatmåling, præstationsledelse og incitamentsstyring, men det har vi heldigvis ikke fået.
Der varsles et opgør med overstyring og organisatorisk fragmentering, som New Public Management har været med til at skabe, og der er nye ideer om sociale investeringer, samskabelse og innovation, som kan vokse sig større i mødet med den kommunale virkelighed.
Så alt i alt er det et forsigtigt afsæt med potentiale. Der er plads til forbedring, men regeringen inviterer selv til at fylde ud, og det er præcis, hvad kommuner, medarbejdere og forskere kan.
