Aabenraas borgmester, Venstremanden Thomas Andresen, har tidligere kritiseret sin egen regering for at indføre grænsekontrol.
Grænsekontrollen vender tilbage i Europa
Den frie bevægelighed er under pres. Vi har oprettet en temaside, hvor du kan finde alle væsentlige historier om den tilbagevendende grænsekontrol i Europa. Læs mere her.
På et debatmøde i Flensborg i aftes gik han et skridt videre og kritiserede også den måde, Danmark optræder på i forhold til flygtninge.
Det skriver DR Syd.
- Jeg er simpelthen bange for, at vi til sidst ikke kan genkende os selv. Danmark har altid været meget åbent over for udlande, men vi er for øjeblikket ved at sætte nogle skodder op, så vi ikke mere har det åbne syn ud mod verden, siger Thomas Andresen til DR Syd.
Mødet i Flensborg var det første i en række af møder om kulturminister Bertel Haarders (V) Danmarkskanon. Første møde havde temaet ’hvad er danskhed?’.
Det fik blandt andre Thomas Andresen til at kritisere den danske grænsekontrol, som ifølge borgmesteren strider mod de danske værdier.
- Grænsekontrollen er det helt konkrete tiltag. Men det handler også om de signaler, vi sender til udlandet omkring vores menneskesyn. Altså om vi tager imod mennesker i nød, siger Aabenraa-borgmesteren.
Den danske regering indførte midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse den 4. januar i år. Det skete på samme tid, som svenskerne indførte kontrol mellem Danmark og Sverige.