Følg Kirkens Korshær på DenOffentlige
Kirkens Korshær deler viden, nyheder og erfaringer på DenOffentlige. Læs mere om organisationen og se alle artikler her.
Der vil også komme fattige mennesker fra Rumænien, Bulgarien og Polen til Danmark næste år. Og hvis vi ikke sammen finder konstruktive løsninger, så får vi samme problem næste år med mennesker, der sover, skider og tisser på de københavnske gader.
Så længe, der er lande i EU, hvor fattigdommen og håbløsheden er stor, vil desperate mennesker søge væk derfra. Det handler ikke om, at de vil til Danmark, eller at der i Danmark er godt at være. Det handler om, at der ikke er nogen fremtid for dem i deres hjemland. I 10 år har Kirkens Korshær arbejdet med de udenlandske hjemløse i København. Vi har ikke oplevet, at der er kommet flere af dem, men der er heller ikke kommet færre, selvom forholdene her er blevet gjort værre. - Det handler ikke om, hvor skidt deres situation er lige nu, for de håber, at i morgen bliver bedre end i dag. Det er derfor, de rejser ud, siger leder af Kirkens Korshærs sted for hjemløse migranter, Kompasset, Susannah Sønderlund. Vi ønsker konstruktive løsninger, ikke forslag om straf. Det er nemlig dét, der kan skabe tryghed – for danske borgere såvel som for de udenlandske hjemløse.Kirkens Korshær holdt den 9. juni et dialogmøde på Kompasset. Der mødte bl.a. NGO’erne, Københavns Kommune, Rådet for Socialt Udsatte og repræsentanter for Dansk Folkeparti, De Konservative og Enhedslisten hinanden til en snak om, hvad problemet egentlig bunder i – og hvad man sammen kan gøre for at løse det.
Der blev bl.a. foreslået følgende løsninger:- Samarbejde på tværs af NGO’er og med kommunale tilbud, så problemerne ikke bare skubbes videre
- Styrke samarbejdet med kommunale instanser og de udenlandske hjemløse selv om oprydning
- Bedre adgang til offentlige toiletter
- Udpege steder i byen, hvor de udenlandske gerne må overnatte
- Samarbejde mellem NGO’er i hjemlandene og danske NGO’er og Københavns Kommune
- Se på den enkelte udenlandske hjemløses problemer, da de ligesom de danske hjemløses problemer varierer meget og kræver forskellige løsninger.