Hvad end det gælder et stort projekt på arbejdet, en drøm om at skrive en bog, et ønske om at tabe sig 30 kilo eller noget helt fjerde, er der noget, vi er nødt til at forholde os til.
Selvfølgelig skal der både være tid og energi til at give sig i kast med, hvad end man sætter i søen, men mindst lige så vigtigt er det faktisk at have styr på det mentale.
For du kan sagtens have store ambitioner og drømme, men hvis dit hoved står af undervejs i processen, når du aldrig i mål.
Her får du fem tips til, hvordan du kan hjælpe din hjerne på vej, så den ikke bliver din hæmsko.
Hvordan spiser man en elefant?
En bid af gangen.
Det lyder måske åndssvagt, men hvis vi taler om for eksempel et stort vægttab eller en stor arbejdsopgave, kan det virke som en elefant, man skal overkomme.
Derfor er det vigtigt at gøre det klart for sig selv, at man ikke når i mål bare lige sådan, og at der også vil være perioder undervejs, hvor man måske ikke føler, man når nogen vegne.
Derfor kan det være en god idé at skrive følgende til sig selv på en seddel, som en huskeregel:
"Hvordan spiser vi en elefant? En bid af gangen."
For uanset, om du føler, du står stille, eller om du ikke kan overskue tidshorisonten, så gælder det om at huske, at hver lille bid gør en forskel i forhold til at nå i mål.
Udpeg hver enkelt bid
Okay, måske ikke hver enkelt bid, men i hvert fald de fleste af dem.
Med et stort projekt er der mange små ting, der skal gå op i en højere enhed, og du står måske alene med at få lavet en hulens masse ting for, at det store mål overhovedet er muligt.
Hvis du for eksempel vil tabe dig, så lad være med at fokusere på, at du stadig er X antal kilo fra drømmen. Lav små sedler med delmål som at tabe et kilo, at være aktiv mindst 60 minutter tre dage på en uge og alle mulige andre ting, der gør en forskel i forhold til at nå i mål.
Hvis det er et stort projekt på arbejdet, du skal i gang med, skal der sandsynligvis laves lister, oversigter, præsentationer til ledelsen og meget andet. Lav sedler med hver af disse "små" ting, så du kan fjerne dem, hver gang du har færdiggjort noget.
Det overhovedet at kunne krydse ting af som færdige gør en stor forskel i forhold til at holde motivationen ved lige.
Fejr hver eneste bid
Hvis mab arbejder i dage, uger, måske måneder for at nå i mål med et stort projekt, kan man nemt miste motivationen undervejs.
Derfor gælder det om at fejre de små sejre undervejs.
Måske vil du gerne tabe dig, og når du træder op på vægten har du pludselig tabt 500 gram. Det skal da fejres!
Eller du drømmer om at skrive en bog, og du har skrevet et kapitel eller to - det skal da også fejres!
Ved at fejre små bidder af det store projekt, øger du chancerne for at holde motivationen, også når det er svært.
Nyd hver eneste bid
Det lyder måske lidt besynderligt, men ikke desto mindre lærer vi mennesker hele tiden, og store projekter er ingen undtagelse.
Måske begår du en fejl og er nødt til at tage et skridt tilbage - men så er du blevet det klogere, at du i hvert fald ved, hvad du ikke skal gøre.
Måske skriver du på en bog og finder pludselig på en god formulering eller et plottwist - så har du lært noget i forhold til dine evner som forfatter.
Og hvis du er i gang med at tabe dig, skal du nyde hvert eneste lille sekund, du opdager, at et stykke tøj føles løsere, at det bliver lettere at komme afsted for at træne, eller at du lærer at lave en ny, lækker ret.
Livet er en lang læring, og vi er ikke gode nok til at sætte pris på, at vi bliver klogere som mennesker, for hver handling, vi udfører. Men hvis vi begynder at blive bevidste om, at vi udvikler os hele tiden, går det det meget nemmere at nyde processen med at arbejde frem mod det store, overordnede mål i det projekt, du er i gang med.