Foto: Pexels fra Pixabay
Foto: Pexels fra Pixabay

Bestemt medicin i voldsom stigning - og særligt en gruppe sprænger i øjnene

Sundhed

16/05/2023 08:19

J. Bøgen

Antallet af danskere på medicinen er næsten fordoblet på bare 10 år.

Billedet af den typiske bruger af ADHD-medicin er ved at ændre sig. I mange år har der været en klar overvægt af drenge og mænd. Men i dag udgør piger og kvinder en stadig større andel af de personer, der får ADHD-medicin end for ti år siden.

Andelen af alle piger og kvinder i befolkningen under 30 år, der havde et forbrug af ADHD-medicin, udgjorde 1,7 procent i 2021 – mod 0,73 procent i 2011.

Det skriver netmediet 180grader.dk på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

”Ser vi på antallet, er der tale om mere end en fordobling på ti år: I 2021 fik ca. 17.000 piger og kvinder under 30 år ADHD-medicin – i 2011 var antallet ca. 7.200,” siger Fenja Søndergaard Møller, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

1,2 procent af befolkningen får det

Den samlede andel af brugere af ADHD-medicin (alle aldre, begge køn) udgjorde i 2021 1,2 procent af hele befolkningen, svarende til ca. 70.600 personer i 2021. Det er en synligt større andel end for ti år siden, hvor andelen lå på 0,64 procent af befolkningen.

Ud af den samlede andel af ADHD-medicin brugere under 30 år, som mindst én gang årligt har indløst en recept på ADHD-medicin, har fordelingen blandt kønnene ændret sig: Fra 2011 til 2021 er der sket en stigning i pigernes og kvindernes andel fra knap 30 procent til knap 40 procent

Andel af personer (0-29 år), der mindst én gang årligt har indløst recept på ADHD-medicin, 2011-2021

Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik

Note: ADHD-medicin er betegnelsen for lægemidler defineret ud fra ATC-koderne fra Sundhedsstyrelsen: 'C02AC02', 'N06BA02', 'N06BA04', 'N06BA09', 'N06BA12'. Der tages ikke højde for forskelle på hvor mange eller få recepter, den enkelte har indløst – eller for forskelle i mængden af medicin på recepterne. Kun personhenførbare recepter indgår.

Stigningen blandt kvinderne har været særlig stor i aldersgruppen mellem 20 og 29 år. Her er andelen steget fra 0,8 pct. til 2,2 pct. fra 2011 til 2021 – og fra ca. 2.600 personer i 2011 til 8.500 i 2021.

Flere voksne på ADHD-medicin

Den største stigning for befolkningen samlet er – ligesom for kvinderne - sket i aldersgruppen 20-29 årige. Den næststørste stigning er sket for aldersgruppen 30-39 år. For børn under 10 år har andelen derimod ligget nogenlunde stabilt de seneste 10 år.

Den aldersgruppe, hvor den største andel får ADHD-medicin, er de 10-19-årige.

Andel af personer, der mindst én gang årligt har indløst recept på ADHD-medicin, fordelt efter aldersgrupper

Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik

”En del af stigningen blandt voksne skyldes, at børnene fortsætter med at tage medicinen op i voksenårene,” siger Fenja Søndergaard Møller.

Hvis man udelukkende ser på nye brugere af ADHD-medicin, udgør de 10-19-årige den største andel. Denne aldersgruppe udgjorde 31 pct. ud af alle nye brugere i 2021 - mod 28 pct. i 2011. De 20-29-årige udgjorde 26 pct. af de nye brugere i 2021 - mod 22 pct. i 2011.

Forældres uddannelse

Ser man på forældres uddannelsesbaggrund for 0-17-årige, der får ADHD-medicin, er den største stigning sket for unge, der har forældre med en gymnasial eller erhvervsfaglig eksamen som højeste uddannelse. Dernæst mellemlange videregående uddannelser, hvor andelen er steget fra 1,0 procent til 1,7 procent.

Unge med forældre med grundskole som højeste uddannelse udgør ganske vist den største andel, men andelen har til gengæld de seneste 10 år ligget stabilt på omkring 2,3 procent.

Uddannelsesniveauet er opgjort ud fra den forælder, der har den højeste fuldførte uddannelse.

Andel af personer, der mindst én gang årligt har indløst recept på ADHD-medicin, fordelt efter forældrenes uddannelse

Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.