Det er det højeste smittetal, som er registreret de seneste fire måneder. Det seneste døgn fik 185.566 danskere taget en PCR-test. Det giver en positivprocent på 0,65 procent, og det er det højeste tal siden den 26. januar.
Kan ikke sammenlignes én til én
TV 2 skriver at der er sket en stor stigning i antallet af gennemførte tests den seneste måned, og derfor kan tallet ikke sammenlignes én til én. “Vi ser en stigende smittespredning i samfundet, der overvejende er drevet af de unge. Men det afspejler sig ikke i antallet af indlagte, som holder sig på et stabilt niveau. Det gør, at der ikke er nogen stor alarmklokke, der ringer” siger professor og overlæge Henrik Nielsen, infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital til TV 2.
150-160 indlagte
Antallet af indlagte coronapatienter har de seneste uger været stabilt på omkring 150-160. “De aldersgrupper, der hidtil har været de hårdest ramte, ser vi nu ikke længere, fordi de er blevet vaccineret” siger Henrik Nielsen.
30 procent er vaccineret
I dag torsdag har antallet af vaccinationer nået en milepæl, nemlig at 30 procent af befolkningen er færdige med at blive vaccineret eller er i gang med det. I Danmark har 630.628 har fået første stik med en vaccine, mens 1,12 millioner har fået to stik og dermed er færdigvaccinerede.
Forventer stigning af antal smittede
Til TV 2 fortæller Henrik Nielsen “Jeg forventer, at vi vil se en yderligere stigning i smittetallene som følge af den genåbning, vi har sat i gang. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi over de næste uger ser et par tusinde daglige smittetilfælde og måske en positivprocent på én. Det er udtryk for en smittebølge. Men den er ikke så bekymrende som den første og anden bølge, fordi den mere beskedne tredje bølge rammer dele af befolkningen, der kun i sjælden grad bliver syge og får behov for indlæggelse”.