Danmark har ønsket at bidrage til at styrke FN’s arbejde med skadede veteraner. Det gælder særligt PTSD-ramte soldater udsendt i FN’s fredsoperationer. Derfor sender vi en erfaren medarbejder til FN for målrettet at arbejde med veteranpolitik.
”FN har ikke en stærk veteranpolitik. Alt for mange veteraner venter på, at deres sager om erstatning bliver færdigbehandlet. Det er ikke en rimelig behandling af de tidligere udsendte, der har sat deres liv på spil for fred og sikkerhed. Derfor er det godt, at vi fra dansk side nu kan bidrage til at løfte FN’s veteranindsats” siger forsvarsminister Trine Bramsen.
Den styrkede veteranindsats i FN støttes af Danmark bl.a. gennem udsending af en erfaren medarbejder. Forsvarsministeriet har således udlånt tidligere stabsdirektør Pernille Reuter Eriksen til FN’s Hovedkvarter i New York. Her skal hun dels bistå gennemførelsen af et dansk finansieret PTSD-studie, som FN p.t. er ved at gennemføre, og på sigt rådgive FN i, hvordan en tidssvarende veteranpolitik vil kunne opbygges.
”Jeg har været med til at udvikle veteranområdet, siden Danmark fik sin første veteranpolitik for ca. 10 år siden, så der er tale om et absolut drømmejob for mig. FN har nogle udfordringer for sine veteraner, jeg skal være med til at løse. Det vil ikke blot komme Danmarks FN-veteraner til gode, men FN-veteraner fra hele verden,” siger Pernille Reuter Eriksen.
Erstatninger til FN-veteraner trækker ud
Forsvarsminister Trine Bramsen har ad flere omgange påpeget problemet om erstatninger over for FN’s generalsekretær. Danmark har som ét af få lande rejst en række sager om krav på erstatning for PTSD pådraget i forbindelse med udsendelse til en FN-operation.
Forsvarsministeriet har løbende rejst disse sager på vegne af næsten 400 danske veteraner, som bl.a. på Balkan og i Irak fik pådraget sig psykiske og fysiske skader i FN’s tjeneste.
”Jeg har stor respekt for FN, der hviler på vigtige værdier. De værdier skal også vise sig i FN’s virke. Der må veteraners sager ikke ligge og samle støv i FN-systemet. Det er mangel på respekt over de soldater, der har været udsendt for FN. Det fortjener at få en afklaring.”