Selvom man er færdigvaccineret mod COVID-19, er man ikke fritaget fra at bære mundbind eller visir på offentlige steder, hvor der er krav om det. En del af landets apoteker oplever alligevel borgere, der kommer ind på apoteket uden mundbind eller visir og siger, at det behøver de ikke, da de er færdigvaccinerede.
Men det er en misforståelse, påpeger sundhedsfaglig chefkonsulent Helle Jacobsgaard fra Danmarks Apotekerforening:
”Ifølge Sundhedsstyrelsen kan man være sammen med andre færdigvaccinerede uden at holde afstand og bruge mundbind, når man er færdigvaccineret. Man kan også være sammen med familie og nære venner uden mundbind og afstand, selv om de ikke er vaccinerede. Men der er fortsat krav om, at man bruger mundbind eller visir på offentlige steder – herunder når man skal på apoteket.”
Hun forklarer, at man stadig risikerer at blive smittet med corona, selv om man er vaccineret:
”Der er en risiko for smitte, og derfor skal man opføre sig helt på samme måde i det offentlige rum, som før man blev vaccineret. Det vil sige, at man skal holde afstand, bruge mundbind eller visir, sørge for hyppig håndvask og afspritning, hoste i ærmet og tage alle de andre forholdsregler, vi har vænnet os til at tage.”
Myndighederne har meddelt, at kravet om mundbind vil blive udfaset, når alle over 16 år er blevet tilbudt vaccination.