Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Forhandlingerne er i gang: Ny aftale om voksentandplejen skal gøre op med uligheden i tandsundhed

Sundhed

19/12/2024 07:17

J. Bøgen

Alt for mange danskere får ikke den tandbehandling, de har brug for, fordi de ikke har råd. Det er afgørende for danskernes sundhed, at vi får en ny aftale om voksentandplejen, som gør op med uligheden i sundhed, mener Tandlægeforeningen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I går indledte regeringen forhandlingerne om en ny aftale for voksentandplejen. En aftale som tandlæger og patienter er blevet lovet siden 2018, hvor overenskomsten mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner blev opsagt.

Og voksentandplejen har i den grad brug for en opgradering, mener Tandlægeforeningen. 

”Vi har brug for en aftale, der giver voksentandplejen et markant løft. Vi ved, at der er en tæt sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen, og at en sund mund er afgørende for vores livskvalitet,” understreger Tandlægeforeningens formand Torben Schønwaldt.

Et årligt tandtjek til alle voksne

Omkring 40 procent af den voksne befolkning går ikke regelmæssigt til tandlæge, og 69 procent af tandlægerne oplever ugentligt eller oftere, at patienter siger nej tak til den fagligt optimale behandling på grund af økonomi. Det viser tal fra Danmarks Statistik og en undersøgelse blandt landets klinikejere. Det er bekymrende tal, mener Torben Schønwaldt. 

”Alt for mange danskere har ikke en fast tandlæge, og det har desværre store konsekvenser - ikke bare for tandsundheden, men for folkesundheden. Vi er nødt til at styrke forebyggelsen,” pointerer Torben Schønwaldt.

Tandlægeforeningen nedsatte sidste år Tandtænketanken sammen Danske Patienter, Ældre Sagen og en række andre aktører på sundhedsområdet for at komme med forslag til en bedre voksentandpleje. Et af tænketankens forslag er et gratis årligt tandtjek til alle voksne eller alternativt en tandkonto efter svensk model, hvor alle over 21 år får et offentligt tilskud på 400 kroner, så det ikke er den høje egenbetaling, der afholder folk fra at gå til tandlægen.

Kronikere, ældre og kontanthjælpsmodtagere skal hjælpes

Men ifølge Torben Schønwaldt er det ikke tilstrækkeligt med et årligt tandtjek til alle voksne. De grupper der har færrest midler og har størst behov for tandpleje, skal have mere i tilskud.

”Det er ikke forkert at tale om et A- og B-hold. Vi har en stor gruppe af især ældre og personer, der kæmper med kroniske sygdomme, som ikke har råd til behandling. Det kan vi gøre bedre i et rigt samfund som vores,” siger tandlægeformanden. 

Tandtænketanken foreslår blandt andet en pulje til patienter med kroniske sygdomme eller lidelser, der påvirker tandsundheden, og at man sløjfer egenbetalingen for kontanthjælpsmodtagere. Og så skal ældre, der får omfattende hjemmehjælp og bor på plejehjem eller i plejebolig, automatisk visiteres til den såkaldte omsorgstandpleje i kommunen.

”Vi kan desværre se, at mange tusinde ældre ikke får det tilbud om omsorgstandpleje, som kommunerne er forpligtet til at give dem,” påpeger Torben Schønwaldt. 

Han mener heller ikke, at politikerne kommer uden om at kigge på den samlede økonomiske ramme for tandsundheden. Mens rammen for hospitaler og det specialiserede sundhedsvæsen er vokset støt, er tilskudsrammen til danskernes tandsundhed skrumpet. 

”Vi bliver nødt til at tage højde for, at der bliver flere og flere ældre og flere med kroniske sygdomme, også når det gælder tandplejen. Og det afspejler den nuværende ramme ikke,” siger Torben Schønwaldt.   

Her er Tandtænketankens 35 anbefalinger til fremtidens voksentandpleje

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.