Hvert år rejser tusindvis af danskerne på vinterferie. For cirka halvdelen af dem, der ferierer i udlandet, er kursen sat mod kridhvid sne, skiløjper – og knæskader.
For selvom en ny opgørelse fra GF Forsikring viser et fald i antallet af anmeldte skisportsskader på næsten 23 procent fra 2023 til 2024, er de hyppigste skisportsskader stadig svære at komme til livs - og det til trods for, at de nemt kan forebygges, forklarer direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring, Martin Rundager.
"Nogle skisportsulykker kan man umuligt forberede sig på, men mange andre er det faktisk muligt at forebygge. Det er nemlig oftest de danske knæ, underben og skuldre, der står for skud på løjperne, og det kan have noget at gøre med, at vi koldstarter skiferien og glemmer opvarmningen," siger han.
Tallene fra GF Forsikring dækker over de skader, der er anmeldt under den udvidede skirejsedækning.
Opvarmning forebygger skader
Martin Rundager peger på, at simple opvarmningsøvelser kan gøre en stor forskel.
"De fleste af os er ikke vant til at motionere så meget dagligt, som vi gør, når vi er på skiferie. Vi kan let bruge hele dagen på løjperne, og det sætter pres på muskulaturen. Derfor kan det være en idé at gå i gang med lette øvelser, hvor man langsomt øger belastningen, i ugerne op til at skiferien går i gang," siger han.
Tjek forsikringerne hjemmefra
Er uheldet alligevel ude, er det ifølge Martin Rundager vigtigt, at man har taget stilling til sine forsikringer hjemmefra. Ski og sport-tilvalg kan for eksempel få dig sikkert hjem med ambulancefly og sikre kompensation for tabte rejsedøgn.
Imens kan indboforsikringen hjælpe, hvis dine ski bliver stjålet eller beskadiget. Ansvarsforsikringen skal i brug, hvis du forårsager skade på andre, og ulykkesforsikringen kan sikre værdifuld genoptræning i tilfælde af slemme skader.
Tal fra SOS International, som GF Forsikring samarbejder med, viser, at cirka 1.200 danskere kom til skade i perioden 1. november 2023 – 31. marts 2024. Alene i vinterferieugerne 6-9 i 2024 hjalp SOS International mere end 500 danskere med skiskader.