Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Influenzasmitten falder - "kurven er knækket", mener SSI

Sundhed

20/03/2025 06:14

J. Bøgen

Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at influenzasæsonen går mod sin afslutning, men advarer mod at slippe forsigtigheden for tidligt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Influenzasmitten i Danmark har været på et ”højt” og ”meget højt” niveau siden årsskiftet, men nu viser nye overvågningsstal fra SSI, at smitten falder for anden uge i træk. 

Både antallet af laboratoriebekræftede tilfælde og influenzarelaterede indlæggelser er på retur.

"Der er stadig en del influenza i omløb, så sygdommen har ikke sluppet grebet helt endnu. Men vi ser en tydelig nedgang i smitten, og vi tolker de nye tal som et tegn på, at vi nu kan være på vej ud af influenzasæsonen," siger Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder ved SSI.

SSI peger samtidig på, at flere faktorer kan bidrage til et fortsat fald i smitten. Herunder de lunere temperaturer og mere udendørs aktivitet i takt med forårets komme, som kan være med til at begrænse spredningen af ​​luftvejsinfektioner.

"Jo mere vi opholder os udenfor, desto mindre er risikoen for smitte," forklarer Bolette Søborg. 

Ikke slut endnu – følg de gode råd

Selvom denne vinters influenzasæson ikke direkte betegnes som ekstraordinær, har det været en af ​​de hårdere sæsoner med meget smitte. Nu går det den rigtige vej, men det er ikke slut endnu, understreger SSI.

Smitten er stadig på et højt niveau, og befolkningen opfordres derfor til at følge de gode råd til forebyggelse af sygdom i de kommende uger.

”Den bedste måde at undgå smitte er at holde sig hjemme, hvis man har symptomer, samt huske at lufte ud og vaske hænder,” siger Bolette Søborg.    

Ligesom for influenza er smittet for andre luftvejssygdomme som Mycoplasma og RS-virus ligeledes faldende, og covid-19-smitten er fortsat på et lavt niveau. 

SSI følger udviklingen for luftvejsinfektioner og andre sygdomme fra uge til uge og giver opdateringer på  SSI.dk  hver onsdag. 

Mest Læste

Annonce