Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Kvinder lider i stilhed med underlivsproblemer: Simone måtte råbe højt

Sundhed

15/12/2024 17:21

J. Bøgen

Gener relateret til bækken og underliv er en udbredt udfordring blandt danske kvinder. Mange lider dog i stilhed, da deres symptomer ofte bliver tabuiseret og undervurderet af samfundet, påpeger eksperter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kvinder i forskellige livsfaser oplever underlivsproblemer relateret til blandt andet menstruation, graviditet og overgangsalder.

Omkring 300.000 kvinder søger hvert år lægehjælp på grund af underlivssmerter ifølge Sundhed.dk.

På trods af de udbredte problemer føler mange kvinder sig isolerede med deres smerter, påpeger Mette Broen og Tanja Frøjk, UroGynObs fysioterapeuter med speciale i bækken- og underlivsproblemer hos ProTreatment.

"Mange kvinder føler sig alene med deres underlivsgener, da de ofte er tabuiserede og undervurderede i samfundet. Smerter ved menstruation, samleje eller efter fødsel negligeres ofte som værende normale. Det skaber skam og forhindrer kvinder i at søge hjælp," siger Tanja Frøjk.

Studier viser, at flere kvindesygdomme opdages sent eller forbliver udiagnosticerede. For eksempel viser forskning fra Aarhus Universitet, at ti procent af kvinder i den fødedygtige alder har den smertefulde vævssygdom endometriose, men under to procent diagnosticeres.

Odense Universitetshospital oplyser, at hver tiende kvinde har hormonforstyrrelsen PCOS, og at den er udiagnosticeret hos de fleste. Sundhedsstyrelsen har rapporteret, at kvinder med urininkontinens venter i gennemsnit syv år, før de søger hjælp.

Simone følte sig fanget i sin krop

31-årige Simone Villumsen fra Viborg havde i månedsvis intense smerter efter fødslen af hendes søn, da den 2. gradsbristning, hun pådrog sig, blev syet forkert. Lægerne afviste hendes klager som normale efterfødselsreaktioner, og først efter at hun insisterede på sin smerte, blev hun taget alvorligt.

"Jeg levede i et smertehelvede og var tæt på depression, og alligevel var det en lang kamp at blive hørt. Da jeg endelig blev hørt og fik tilbudt en operation for at udbedre fødselsskaden, valgte jeg på eget initiativ at opsøge en specialiseret fysioterapeut," fortæller hun og tilføjer:

"Jeg ønskede ikke at stå alene, for det havde jeg gjort så længe i det her forløb. Gennem behandling af arvæv og afspænding af min overspændte bækkenbund genvandt jeg kontrollen med min krop. Det havde ikke kunnet lade sig gøre på egen hånd."

Til dagligt arbejder Simone Villumsen som selvstændig sexolog og parterapeut. Hendes professionelle erfaring har givet hende modet til at kæmpe for sin ret til at blive taget alvorligt.

"Jeg møder mange kvinder, som døjer med gener i underlivet, såsom smerter før, under eller efter samleje, men som sjældent har opsøgt hjælp for det. Underlivsproblemer er et stort tabu og et undervurderet samfundsproblem, der påvirker mange kvinders seksuelle liv og selvbillede," siger Simone Villumsen.

Betydning for livskvalitet og selvopfattelse

Gener relaterede til bækken og underliv kan påvirke kvinders livskvalitet og selvopfattelse.

"Gener i underlivet har ofte en stor indflydelse på livskvaliteten, fordi det indvirker på kvinders fysiske formåen, bevægelighed, sociale overskud og selvtillid. En åben dialog om kvinders underlivsproblemer og en accept af dem som reelle udfordringer kan hjælpe flere med at få den behandling og vejledning, de har brug for," udtaler Mette Broen.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.