Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Livsvigtig medicin bliver kaldt tilbage - du skal måske kontakte din læge

Sundhed

12/05/2023 13:50

J. Bøgen

Læger og apoteker er informeret om, at præparatet skal skiftes ud.

Patienter, der har en Emerade adrenalinpen, skal hurtigst muligt kontakte en læge for at få en ny recept på en adrenalinpen fra et andet firma. Dernæst skal pennen ombyttes på apoteket til den nye adrenalinpen.

Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en meddelelse og tilføjer, at læger og apoteker bliver informeret om situationen, så de er klar til at hjælpe patienterne med at få en ny adrenalinpen.

Virksomheden PharmaSwiss Ceska republika s.r., der markedsfører Emerade, har informeret Lægemiddelstyrelsen om, at adrenalinpennen Emerade ikke overholder krav til faldtest. Dermed er der risiko for, at Emerade adrenalinpennen ikke fungerer, som den skal (enten ikke udløses eller udløses for tidligt), hvis pennen er blevet tabt eller på anden måde har været udsat for slag.

Problemet gælder både for Emerade pennen i styrken 300 mikrogram og i styrken 500 mikrogram (se foto længere nede). Tilbagekaldelsen gælder alle partier (batches) af Emerade.

Kan afgøre liv og død

Adrenalinpenne bruges som førstehjælp ved alvorlige overfølsomhedsreaktioner (anafylaktisk chok) forårsaget af fx insektstik, fødevareallergi eller ved allergisk reaktion på indsprøjtning af lægemidler (fx vacciner).

Da pennen anvendes i livstruende situationer, er det vigtigt, at man kan være sikker på, at lægemidlet virker. Derfor har virksomheden PharmaSwiss Ceska republika s.r., der markedsfører Emerade, valgt at tilbagekalde produktet på patientniveau.

”Det er vigtigt, at patienter, der har en ordination på Emerade, ikke kommer til at mangle en velfungerende adrenalinpen i en periode. Derfor skal man som patient hurtigst muligt kontakte en læge og få udstedt en ny recept på en anden adrenalinpen fra et andet firma og få den ombyttet på apoteket. Der findes andre tilsvarende alternativer, som man kan få på apoteket,” siger enhedschef Jeanne Majland.

Ifølge virksomheden er der i alt omkring 300 Emerade-pakninger hos patienter, klinikker eller apoteker i Danmark. De patienter, der har fået ordineret Emerade, vil modtage direkte besked via e-Boks om at ombytte produktet hurtigst muligt. Det er vigtigt, at patienter fortsat anvender deres Emerade pen som foreskrevet, indtil de har fået en anden adrenalinpen.

Emerade kan også være at finde hos lægeklinikker, vaccinationscentre, tandlæger m.fl., der også skal sørge for at erstatte Emerade med en adrenalinpen fra et andet firma.

Foto: Lægemiddelstyrelsen

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.