Solen skinner, himlen er blå, og danskere i tusindvis vil hurtigst muligt i gang med at kunne bruge altaner, terrasser og haver, nu hvor vejret begynder at gå være på vores side.
Men efter måske et halvt år, hvor haven har ligget uberørt hen på grund af vejret, kan det være en større omgang at gøre det udendørs område klar til brug - og det er heller ikke ufarligt.
Faktisk er man i risiko for at få en lang række skader, når man giver sig i kast med at gøre haven klar til foråret, og her får du tre af de mest almindelige - samt tips til, hvordan du kan undgå dem.
Pas på grill og redskaber
Duften af grill går for mange hånd i hånd med ikke mindst sommer, men så sandelig også forår - men der hører også stor skadesrisiko med, når man griller pølser og andet godt.
Man kan både blive brændt af det varme metal, ligesom vildfarne gløder kan sætte tør vegetation i brand.
Derudover er haveredskaber som hækkeklippere, motorsave, ukrudtsbrændere og meget andet heller ikke noget, man kan bruge helt hovedløst.
Overhold de anbefalinger og almindelige huskeråd, vi har hørt gennem årene, og sørg altid for at have en spand vand klar, når du har med ild at gøre - så kan du hurtigt få slukket en begyndende brand.
Bzzzz, stik!
Varme betyder (desværre) også både bier og hvepse i hobetal, men når vi bliver konfronteret af de stribede væsner, gør vi klogt i at bekæmpe vore instinkter.
For selvom det naturlige for mange er at slå ud efter plageånderne, kan det føre til, at insekterne bliver mere aggressive, og det øger risikoen for at blive stukket.
Samtidig skal du også sørge for at beholde sko eller sandaler på, når du er i nærheden af frugttræer. Bier og hvepse har det nemlig med at gemme sig i nedfalden frugt.
Det er ikke sæson for de stikkende plageånder endnu, men du kan lige så godt begynde at forberede dig.
Drik det rigtige
Varmere vejr øger også risikoen for at blive dehydreret. Ikke nok med, at det øger risikoen for flere andre skader, så kan det også være direkte farligt at have for lidt væske i kroppen.
Hold dig fra alkohol, når solen brænder løs, og det gælder ikke mindst, når man arbejder i haven - kombinationen af alkohol og potentielt farlige redskaber er virkelig en dårlig idé.
Sørg for at drikke rigeligt med vand generelt i sommerhalvåret, og hav altid en flaske med dig, når du er på farten, så du har noget væske ved hånden.
Og netop når det gælder havearbejde i det tidlige forår, er der også en risiko. De køligere temperaturer kan nemlig få os til at føle os afkølede, selvom vi faktisk sveder under havearbejdet, og derfor kan det være sværere at opdage, at man er ved at blive dehydreret.