Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort nye tal for forløbstider på kræftpakkeforløb.
Tallene for 4. kvartal 2024 viser, at 79 procent af kræftpakkeforløbene på landsplan blev gennemført inden for de fastsatte standardforløbstider.
Forløbstiden er den faglige rettesnor for, hvor lang tid der højst må gå, fra en patient med mistanke om kræft bliver henvist fra sin læge til, at en eventuel behandling påbegyndes.
Sammenlignet med 3. kvartal er der en mindre tilbagegang i overholdelsen af forløbstiderne, men niveauet er fortsat højt.
Top og bund
Region Syddanmark topper med 83 procent af forløbene gennemført til tiden, efterfulgt af Region Hovedstaden med 82 procent.
Region Nordjylland ligger på 81 procent, mens Region Midtjylland har oplevet en mindre tilbagegang til 79 procent. Region Sjælland har også haft en lille nedgang og overholder forløbstiderne i 68 procent. af tilfældene.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger:
"Størstedelen af kræftpakkeforløbene gennemføres inden for de fastsatte tider, og det er rigtig positivt for patienterne, at de hurtigt kan få afklaret, om de har en kræftsygdom og hurtigt kan komme i behandling, hvis de er syge. Men de nye tal viser også, at der er plads til forbedringer inden for nogen kræftpakkeforløb."
To kræfttyper halter
Opgørelsen viser bl.a., at henholdsvis 52 og 43 procent af pakkeforløbene inden for prostatakræft og livmoderhalskræft blev gennemført inden for standardforløbstiderne for kirurgisk behandling.
Regeringen har fra og med i år afsat 600 mio. kr. årligt til en ny Kræftplan V, der skal styrke kræftbehandlingen. Udarbejdelsen af den nye kræftplan er i gang på baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger. Den forventes at blive præsenteret i løbet af foråret.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
"Med den nye kræftplan går vi nu ind og styrker kræftområdet og bygger ovenpå de gode erfaringer og resultater fra de tidligere kræftplaner. De mennesker, der bliver ramt af kræft, skal have de bedste muligheder for at blive kræftfri, så de kan leve et godt liv efterfølgende."
Kræftpakkeforløbene er designet til at sikre hurtig og effektiv udredning og behandling af kræftpatienter. Sundhedsmyndighederne overvåger udviklingen nøje i samarbejde med regionerne for at sikre, at overholdelsen af forløbstiderne løbende bliver forbedret.