Mange danskere er i fuld gang med sommerferieplanlægningen, eller måske er de allerede taget afsted. Skal der badebukser eller vandrestøvler i kufferten, går turen mod syd eller nord, og er det bil, fly eller noget tredje?
Hvert år holder mere end to millioner danskere sommerferie i udlandet, og en del af de rejsende skal også planlægge og pakke til at rejse med psykisk lidelse for første gang.
Ifølge Sundhedsstyrelsen har 580.000 danskere en psykisk lidelse, svarende til 10 procent af befolkningen[1]. I 2020 fik 32.500 personer for første gang en psykiatrisk diagnose[2].
Hvis tallet ligner sommeren 2022, hvor ca. 2,1 mio. danskere holdt ferie[3], kan det antages at 210.000 af dem, der krydser grænsen til sommer for at afholde ferie, rejser med en psykisk lidelse.
Hvis du er en af dem, som er ny med en psykisk lidelse eller rejser med som pårørende, er det en god idé at tage højde for sygdommen i rejseplanlægningen.
"Som ny med en psykisk lidelse kan det være svært at planlægge en udlandsrejse og forudse, hvordan man reagerer på rejsen. En udlandsrejse i ferien er noget, vi ser frem til, men turen er også et brud på rutiner, risiko for dårligere søvn på grund af tidsforskelle og nogle gange mere alkohol. Det er jo sådan set positivt at rejse ud og opleve nyt, men man skal bare være opmærksom på, at rejsen kan påvirke en sindslidelse," siger Johan Reutfors, som er tilknyttet psykiater hos SOS International.
Han giver her en række gode råd
Pas godt på dig selv
Som ny med en sindslidelse er det vigtigt, at du passer rigtig godt på dig selv eller dit barn ved at planlægge turen nøje og bruge alt den hjælp, som man kan få op til en rejse:
Planlæg om muligt rejsen, så den ikke går for hårdt udover søvnen
Undgå for mange skift og lange rejsedage, der trækker veksler på energien
Husk at spise og drikke ordentligt, selvom rejsedagene lægger mere op til hurtige snacks
Det kan lyde simpelt, men en stresset krop kan fremprovokere en reaktion fra en sindslidelse.
Tal med egen læge
Selvom det kan krible i fingrene for at få booket flybilletter til ens sommerferie, så er det en rigtig god idé at tale med sin egen læge, inden man bestiller sin udenlandsrejse.
Lægen kan hjælpe med at vurdere, om der er stabilitet nok i tilstanden til at tage af sted samt hjælpe med forberedelserne til, hvad man kan gøre, hvis tilstanden forværres på ferien, herunder også behovet for medicin.
Få en medicinsk forhåndsvurdering
Udover at tale med egen læge opfordrer SOS International til, at man aldrig rejser uden en rejseforsikring samt nærlæser vilkårene grundigt, da der kan være forskellige regler og vilkår.
Rejseforsikringer dækker kun ved akut opstået sygdom eller tilskadekomster på rejsen, og det er derfor for mange patienter en rigtig god idé at få lavet en medicinsk forhåndsvurdering hos SOS International.
Du kan læse mere om medicinsk forhåndsvurdering her: https://www.sos.eu/da/til-virksomheder/travelcare/medicinsk-forhaandsvurdering/.
Vælg destinationen med omhu
Det er vigtigt, at man nøje overvejer, hvilke rejsemål man ønsker at tage til.
Det er værd at tage højde for tidsforskellen i valget af destination, da det kan give forstyrrelser i døgnrytmen.
Derudover kan det også være en god idé at undersøge, hvilke standarder der er for psykiatri og behandling i det pågældende land. De fleste lande uden for Skandinavien og Nordeuropa har helt andre standarder for behandling, end danskere er vant til.
Andre gode rejseråd
Rejs ikke hvis du eller dit barn netop er startet på ny medicin
Sørg for at pakke ekstra medicin, hvis opholdet f.eks. forlænges
Pak medicin i håndbagagen, så du er sikret, hvis din kuffert bliver væk
Medbring både medicinpas og en seddel, hvor du oplyser om din sygdom: diagnose, medicin, behandling osv. Gerne på engelsk.
Tag kun afsted, hvis der har været en stabil periode på mindst tre måneder
Få lavet en medicinsk forhåndsvurdering
Vær forsigtig med alkohol og undgå helt andre rusmidler
Rejs helst sammen med andre
Hav telefonnummeret til SOS Internationals alarmcentral og til din egen læge ved hånden, hvis noget skulle gå galt
Kilder:
[1] https://sst.dk/da/viden/sygdomme/psykiske-lidelser
[2] https://bedrepsykiatri.dk/viden/behandlingspsykiatrien/
[3] https://www.danskerhverv.dk/politik-og-analyser/analyser/2022/september/danskernes-sommerferie-2022/