De seneste fire måneder er 13 danske fjerkræbesætninger blevet ramt af fugleinfluenza og derfor aflivet af myndighederne. Alene i forrige uge rykkede Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen ud og aflivede omkring 65.000 kalkuner på to midtsjællandske farme. Fredag måtte knap 20 høns og ænder hos en privat hobbyavler lade livet. Og faktisk er knap halvdelen af de ramte besætninger små hobbyhold.
Det får nu Fødevarestyrelsen til at minde hobbyhønseavlerne om, at også hobbyhøns kan rammes af fugleinfluenza og at de derfor skal holde deres høns, ænder og andet fjerkræ hegnet ind og allerhelst under tag. På den måde kan de være med til at begrænse risikoen for at fugleinfluenza spreder sig – også til deres høns. For uanset om det er en stor besætning med mange tusinde dyr eller bare fem høns i baghaven, som får fugleinfluenza, afliver myndighederne dyrene, hvis prøver fra Statens Seruminstitut viser, at sygdommen er slået ned blandt fuglene.
’De mange aflivninger er både ulykkelige for ejerne og dyre for samfundet, der skal rykke ud med det helt store ’set up’, når især større besætninger skal aflives’, forklarer souschef i Fødevarestyrelsen, Tim Petersen. Han understreger, at aflivningerne sker både for at skåne dyrene for de alvorlige lidelser, de bliver påført af den dødelige sygdom, og for at bidrage til at smitten ikke spreder sig til hverken tamfugle i fangenskab eller de fugle, der lever vildt i naturen – gæs, ænder og svaner f.eks.
’Samtidig vil jeg gerne minde om, at Danmark taber eksportindtægter for millioner, fordi flere lande uden for EU øjeblikkeligt sætter grænsebommen ned for deres import af både æg, fjerkrækød og levende fugle fra Danmark. Derfor er det utrolig vigtigt, at alle der har fjerkræ, følger myndighedernes anvisninger og holder deres høns bag hegn og fodrer dem under tag’, forklarer Tim Petersen.
Sådan er reglerne:
Alle høns skal gå bag hegn – uanset hvor mange du har. Er din indhegning større end 40 m2. skal den også være overdækket med enten tag, hønsenet eller mågetråd.
Dine høns må ikke fodres i det fri. Fodring skal ske under tag, så vilde fugle ikke kan komme til foderet.
Det er en god ide at skifte fodtøj, inden du går ind til dine høns. Så undgår du at slæbe fugleinfluenza med ind til dine dyr.