Foto: Shutterstock

Region og kommuner gør det nemmere for særligt sårbare at booke vaccinationstider

Sundhed

01/03/2021 11:19

Theis

Region Sjælland og de 17 kommuner i regionen lancerer i dag et nyt initiativ, der skal gøre det lettere for regionens ældre og mest sårbare borgere at booke tid til vaccination. 6.800 borgere vil blive kontaktet af kommunerne, og regionen vil finde vaccinationstid, hvis borgerne ønsker det.

Mange ældre borgere har af forskellige grunde vanskeligt ved selv at booke tider til vaccination. Der er samtidig inviteret flere borgere, end der aktuelt er vacciner til, hvilket skaber utryghed om, hvornår man kan få en tid. Derfor har Region Sjælland og kommunerne nu indledt et samarbejde om at hjælpe, så flest mulige kan få tilbud om vaccination hurtigt. Det drejer sig om borgere i gruppe 2 og 3, som har fået en invitation til vaccination, men endnu ikke har booket en tid. Grupperne består af henholdsvis borgere over 65 år med pleje og hjælp i hjemmet samt borgere over 85 år.

I alt drejer det sig om 6.800 borgere, som nu vil blive kontaktet af kommunerne, og som vil få en tid, hvis de ønsker det. Det sker for at undgå, at borgere i denne gruppe undlader at lade sig vaccinere, fordi det er for vanskeligt at booke en tid

"Desværre har vi stadig ikke så mange vacciner, som vi kunne ønske, men for mig er det afgørende, at de særligt sårbare borgere i vores region får del i det begrænsede antal vacciner, vi har på nuværende tidspunkt. Vi vil sikre, at de ikke bliver glemt, før vi går videre til de nye grupper, som Sundhedsstyrelsen nu har åbnet for," siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Hurtig vaccinationstid

Borgerne fra målgruppen vil blive ringet op af en medarbejder fra kommunen i denne uge og eventuelt næste uge, hvis det viser sig nødvendigt.

"Alle borgere skal have tilbud om vaccination, og ikke mindst de ældre og mest sårbare borgere. Vi kender de mennesker, der bor i vores nærområde. Man kan ikke bruge den samme tilgang til alle borgere. Vi er glade for, at vi sammen med regionen kan finde håndholdte løsninger, der passer til den enkelte," siger Niels Hörup, formand for KKR Sjælland.

Mens det er kommunen, der ringer op, er det regionen, der finder en vaccinationstid. Metoden sikrer, at region og kommune i fællesskab rækker ud til netop de borgere, der har mest brug for det.

De borgere, der bliver ringet op, vil få en vaccinationstid fra uge 10 og fremefter.

Corona Call Center tilbyder at ringe borgere op

Borgere uden NemID skal igennem regionens Corona Call Center for at få en tid. Tidligere kunne det være nødvendigt for borgere at ringe flere gange, fordi der ikke var ledige vaccinationstider, som call centerets medarbejderne kunne reservere til dem.

Det nye initiativ skal også være med til at give borgerne en bedre service og nedbringe ventetiderne på telefonen. Som noget nyt vil medarbejderne nu sikre, at borgere uden NemID, og som har modtaget invitation til vaccination, får et tilbud om at blive ringet op og blive booket, når der er en ledig tid. På den måde behøver borgeren ikke ringe flere gange, men kan føle sig tryg ved at få en tid så hurtigt det er muligt - når der er vaccine til rådighed.

Initiativet udgår specifikt fra Region Sjælland og kommunerne i regionen og gælder naturligvis kun for borgere i denne region - de borgere, som Sundhedsstyrelsen har udtaget til vaccination. 

Ekstra mandskab til at løfte opgaven

Regionen og kommunerne har ansat ekstra personale til at hjælpe med denne opgave. De sidder klar i Corona Call Center fra og med i dag. Der er tale om en markant opskalering af kapaciteten, og antallet af medarbejdere vil stige yderligere de kommende dage.

Borgerne vil gerne kontaktes

Borgerne er glade for at blive kontaktet. Det viser erfaringerne fra to pilottest sammen med to kommuner.

"Det er vigtigt, at borgerne oplever det både som nemt og trygt, når de skal booke tid til vaccination. Jeg er derfor glad for, at erfaringer med vores nye initiativ også viser, at det er tilfældet. Der er selvfølgelig også borgere, som ikke ønsker en vaccination. Men med rundringningen kan vi give en endnu bedre service, samtidig med vi får klarhed over, hvornår vi er færdige med at vaccinere dem, der ønsker det, i gruppe 2 og 3," siger Heino Knudsen.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.