Psykiatrien i Region Sjælland får snart ny direktør.
Fra 1. november skal 46-årige Kresten Dørup stå i spidsen for driften og udviklingen af et sundhedsområde, der er under stor bevågenhed og stigende pres.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
"Mange øjne er rettet mod psykiatrien lige nu og har været det gennem længere tid – og med rette. Psykiatrien står højt på forandringsdagsorden, også hos os i Region Sjælland, og vi er kommet langt, men vil gerne tage det et skridt videre. Her er jeg overbevist om, at Kresten Dørup har den helt rigtige profil til at løfte den store og vigtige opgave, der venter," siger regionsdirektør Per Bennetsen og forklarer videre:
"Kresten består af en kombination af at være en relativt ung lederprofil med spændende tanker og visioner med stor erfaring fra Region Hovedstadens psykiatri. Han har skabt flotte resultater – bl.a. ved en markant satsning på det tværsektorielle samarbejde mellem region, kommuner og almen praksis for at styrke forebyggelse og forløb for børn og unge i psykisk mistrivsel samt succes med at rekruttere i alle faggrupper."
Udgående, digital og samarbejdsvillig psykiatri
Kresten Dørup har de seneste fem år stået i spidsen for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, der er landets største hospitalsfunktion for børn og unge med psykisk sygdom, og har nære samarbejdsflader til 29 kommuner og hele praksissektoren.
"Psykiatrien som område er virkelig vigtigt og et felt, der flytter sig meget hurtigt for tiden – den udvikling skal vi være med til at adressere. Vi skal sikre behandling af høj kvalitet og tæt på borgerne ved for eksempel at være mere udgående og benytte digitale platforme. Det skal bygge på et stærkt samarbejde med kommuner og praktiserende læger og med de somatiske sygehuse," siger Kresten Dørup.
Han har som centerchef været medformand i STIME, som er en samarbejdsplatform, hvor Region Hovedstadens Psykiatri og syv kommuner tager fælles ansvar for at hjælpe børn og unge i psykisk mistrivsel tidligt og tæt på deres hverdag. Netop STIME er et nyt projekt, der indgår i den budgetaftale for 2023, som Regionsrådet i Region Sjælland indgik i sidste uge.
Kresten Dørup får ansvaret for cirka 2000 fastansatte. Foto: Region Sjælland
Vil tæt på udfordringer og muligheder
Som psykiatridirektør kommer Kresten Dørup til at være chef for cirka 2.000 fastansatte medarbejdere.
"Jeg glæder mig særligt til at møde medarbejdere og ledere. Jeg kommer til at lytte meget for både at komme tættere på udfordringerne og mulighederne. De fem år i ledelsen i børne- og ungdomspsykiatrien har betydet tæt samarbejde med ledere i voksen- og retspsykiatrien, men jeg går meget ydmygt til opgaven og med en erkendelse af, at jeg ikke kan vide alt fra første dag," siger Kresten Dørup.
Regionens nye psykiatridirektør ser også frem til at møde politikerne i Regionsrådet og til, sammen med dem, at tage den vigtige dialog om den rigtige retning og de rette løsninger.
"Jeg mener, der er et godt fundament for udvikling, både i Region Sjælland og i regionens psykiatri, fordi man kender sine udfordringer og ikke er bange for at adressere dem. Og så er det utroligt tillokkende, at man har modet til at prøve nye ting af – eksempelvis ved at placere en psykiatrisk onlineklinik i København."
I Psykiatrien i Region Sjælland vil den nye psykiatridirektør indgå i en ledelse, der består af vicedirektørerne Dorthe Juul og Søren Bredkjær. De to vicedirektører vil udgøre psykiatriledelsen frem til 1. november. Derudover bliver Kresten Dørup en del af Region Sjællands koncernledelse.
Kresten Dørup erstatter Michael Werchmeister, der har valgt at gå på pension.
Kort om Kresten Dørup
Siden 2017 centerchef ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden
Kresten kommer med 14 års ledelseserfaring og har tidligere været sekretariatschef og afdelingschef for staben på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet samt klinisk sekretariatschef ved Amager Hospital
Han er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 2003
Privat er Kresten gift, har to teenagedøtre og bor på Amager. Fritiden bruges særligt i kolonihaven, hvor han nyder ”jord til bord”-tanken ved at dyrke afgrøder for efterfølgende at bruge dem i eget køkken