Sidste år gennemførte Sikkerhedsstyrelsen 165 fysiske tilsyn blandt Danmarks tatovører og kosmetiske tatovører, som udfører permanent makeup. Kun 14 tatovører klarede tilsynet, og ud af dem kun to med bravour.
"Nogle af tatovørerne og de kosmetiske tatovører har svært ved at efterleve tatoveringsloven og må have besøg flere gange. Reglerne er jo blandt andet til for, at kunderne skal opleve god hygiejne, så færre risikerer infektioner efter en tatovering," siger kontorchef Søren Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
42 tatovører politianmeldt
I 2021 førte manglende registrering eller manglende overholdelse af påbud til 42 politianmeldelser. I 2020 meldte Sikkerhedsstyrelsen 55 tatovører til politiet.
"Mange tatovører og kosmetiske tatovører gør sig umage med at overholde tatoveringsloven, men der er også nogle, som vi virkelig skal være over," siger Søren Muff.
Typiske overtrædelser er manglende rengøring, at overfladerne og inventaret ikke har vaskbare overflader og ikke er synligt rene. Forkert opbevaring af blæk eller manglende oplysninger om anvendt blæk er ligeledes noget, Sikkerhedstilsynet ofte støder på.
Et tatoveringssted kan optræde i statistikken flere gange, hvis der har været genbesøg for at konstatere, om der var rettet op på overtrædelser og mangler efter udført vejledning.
Tjek din tatovør
I langt størsteparten af sagerne, hvor Sikkerhedsstyrelsen konstaterer overtrædelser, rettede tatovørerne op på manglende efter dialog.
"Det er lovpligtigt for tatovører at registrere sig hos os, så der er mulighed for at føre tilsyn med, at tatoveringsloven overholdes. Jeg vil råde alle, som overvejer en tatovering, til at gå ind og tjekke, om tatovøren er registreret. Det er ens sikkerhed som kunde for, at tatoveringsstedet er underlagt kontrol," siger Søren Muff.
Generelt gælder det, at hvis forholdene ikke lever op til lovgivningen, så vil tatoveringsstedet få en frist til at rette op. Retter tatoveringsstedet ikke op efter et påbud, så kan det føre til, at stedet modtager et genbesøg fra Sikkerhedsstyrelsen eller i yderste konsekvens politianmeldes. Tatovører, som afsløres i at tatovere uden at være registreret hos Sikkerhedsstyrelsen, bliver altid politianmeldt direkte.
Der er pt. 571 registrerede tatovørsteder i Danmark.