Under coronapandemien har antallet af virtuelle lægebesøg været i kraftig vækst, og danskerne har konsulteret deres egen læge knap 23 mio. gange over enten telefon, e-mails eller videomøder. Det er 6,5 mio. flere virtuelle kontakter til egen læge end i 2019, viser Sundhedsdatastyrelsens nye nøgletal for praksisområdet.
"De senere år har danskerne i stigende grad skrevet e-mails, når de har kontaktet deres læge, mens antallet af telefonopkald har været faldende. Men under coronapandemien har vi set, at både brugen af e-mail- og telefonkonsultationer er steget, og samtidig er videokonsultationer kommet til som en ny måde at tale med sin læge på," siger konstitueret afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Joanna Phermchai-Nielsen.
I løbet af 2020 har de praktiserende læger haft godt 288.000 videokonsultationer, knap 9,3 mio. e-mailkonsultationer og godt 13,3 mio. telefonkonsultationer.