2.700 ældre og sårbare borgere kan blive vaccineret lokalt i Region Hovedstaden i uge syv. Foto: Region Hovedstaden

Sårbare borgere får 20 nye pop-up vaccinationssteder

Sundhed

16/02/2021 10:50

Theis

Borgere over 65 år, der får praktisk hjælp og pleje, kan blive vaccineret lokalt for COVID-19 fra i dag, hvor der åbner 20 pop-up vaccinationssteder i hovedstadsregionen.

Region Hovedstaden og 20 kommuner åbner i denne uge pop-up vaccinationssteder til borgere over 65 år, der får praktisk hjælp og personlig pleje. Borgerne i målgruppen kan dermed blive vaccineret lokalt fremfor at skulle køre til et vaccinationscenter, og det glæder regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):

”Det er vigtigt, at ældre og sårbare borgere, der bor i eget hjem, også kan blive vaccineret. Derfor er vi gået sammen med 20 kommuner og praktiserende læger om at åbne lokale pop-up vaccinationssteder, der gør det nemmere for de + 65-årige at blive vaccineret lokalt”, siger hun og tilføjer:

"Det er en rigtig god forbedring for de ældre og sårbare med et vaccinationstilbud tæt på deres hjem, for pop-up vaccinationssteder hjælper en gruppemennesker, der ikke selv kan transportere sig til et vaccinationscenter".

Tæt samarbejde om pop-up vaccination
Regionsrådsformanden glæder sig over et tæt samarbejde med kommuner og praktiserende læger om pop-up vaccinationsstederne, der er et stort ønske i mange kommuner. I januar blev det lokale vaccinations-tilbud afprøvet med succes, og nu bliver det udvidet.

Pop-up vaccinationsstederne består af en udkørende enhed fra Region Hovedstadens Akutberedskab, der står for transport og opblanding af vacciner. Kommunerne sørger for lokaler og transport af borgere, og praktiserende læger vaccinerer og holder øje med, at borgere ikke bliver dårlige bagefter.

Vaccinationsstederne er åbne fra kl. 15 til 20. fra tirsdag til fredag, hvor borgerne kan få vaccinen fra Pfizer. Samlet kan 2.700 borgere blive vaccineret i løbet af de fire dage, og der bliver vaccineret mellem 50 og 375 borgere de enkelte steder.

Alle kommuner i regionen har fået tilbud om pop-up vaccinationssteder, og 20 er med i samarbejdet. De øvrige har et vaccinationssted i kommunen og bruger det i stedet.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.