Foto: Shutterstock

Sundhedsstyrelsen påbegynder ny vaccinationsindsats

Sundhed

14/06/2021 11:20

Theis

Tilslutningen til COVID-19 vacciner er generelt høj i Danmark, men der er samtidig lokale forskelle på, hvor mange der bliver vaccineret. Derfor sætter Sundhedsstyrelsen ind med et nyt pilotprojekt med information, hjælp og etablering af nært tilbud i områder med lav vaccinationstilslutning i samarbejde med udvalgte kommuner og regioner.

Sundhedsstyrelsen har udvalgt regioner og kommuner til at udarbejde en særlig og målrettet lokal vaccinationsindsats, der skal få vaccinationstilslutningen op i de områder, hvor vaccinetilslutningen ligger lavere end landsgennemsnittet. Kommunerne laver en meget håndholdt indsats med direkte kontakt til lokale netværk i områder med lav tilslutning. Regionerne etablerer desuden i samarbejde med kommunerne ekstra midlertidige vaccinationstilbud, hvor man ikke behøver bestille tid til vaccination eller hvor kommunen kontakter borgerne og booker tid for dem.

Pilotprojektet skal forsøge at modvirke nogle af de barrierer, der kan være for at blive vaccineret. Det kan for eksempel være en barriere for nogle borgere, at de kan have svært ved at forstå og handle på den information, de får om vaccinationen. De kan også skyldes problemer med at læse breve i e-boks og få bestilt tid. Derudover kan afstanden til vaccinationsstedet have en betydning for, om borgere tager imod vaccinationstilbuddet.

”Vi ved fra de indsatser, vi har haft med at forebygge smitte lokalt, at kommunernes samarbejde med lokale netværk, teststeder og boligforeninger har spillet en stor rolle. De erfaringer tager vi nu videre i vaccinationsindsatsen, hvor vi også kan se en ulighed i, hvem der bliver vaccineret. Vi tror på, at en lokal indsats gør en stor forskel, fordi afstand og tidsbestilling for eksempel ikke bliver en barriere for at blive vaccineret,” siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Vaccinationsindsatsen ”Lighed i vaccination” betyder, at personer, der har fået tilbud om vaccination og bor i udvalgte sogne får ekstra støtte til at blive vaccineret, hvis de gerne vil vaccineres. For at sikre en høj vaccinationstilslutning vil de relevante regioner samtidig vurdere behovet og muligheden for nære vaccinationstilbud i de udvalgte områder, hvor de også tager hensyn til effektivitet og at sikre at der sker et minimum af spild.

Sundhedsstyrelsen evaluerer indsatsen med henblik på, om den skal gentages i de områder, hvor tilslutningen er lavere. Derudover holdes der webinarer om, hvordan man lokalt kan støtte vaccinationstilslutningen, så alle de gode erfaringer fra de udvalgte regioner, kommuner, boligselskaber og civilsamfundsorganisationer kan samles på tværs af landet.

”Vi skal bruge alle gode kræfter på at give information til og hjælpe borgere, der gerne vil have en vaccination, men som har svært ved at sørge for det selv. Derfor vil vi gerne have så mange gode forslag og tiltag som muligt, så vi kan sikre, at alle områder i Danmark har mulighed for at få en høj tilslutning til vaccination,” siger enhedschef Niels Sandø.

Lighed i vaccination

Regioner og kommuner der deltager i pilotprojektet:

  • Region Hovedstaden: København (uge 24) og Brøndby (uge 24)
  • Region Sjælland: Lolland (uge 24) og Slagelse (uge24)
  • Region Syddanmark: Odense (uge 24) og Fredericia (uge 25)
  • Region Nordjylland: Aalborg (uge 25)
  • Region Midtjylland: Aarhus (uge 22)

 

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.