Vi er nu igang med et nyt år. Så kan vi se fremad. Håbe. Ønske og drømme.
Jeg drømmer om at psykiske sygdomme vil blive anerkendt på lige fod med fysiske sygdomme (dem vi kalder de somatiske sygdomme).
Psykiske sygdomme er stadig - i 2017 - omgærdet af mystik. Ofte ser og hører jeg, hvordan reel behandling direkte afvises. Mellem linjerne kan man tyde forklaringer om, at det er ens egen skyld at man er syg. Eller at det er ens forældres skyld, eller fordi man var udsat for vold eller andre uhyrligheder, og sikkert slet ikke kan blive rask.
Som børne- og ungdomspsykiater har jeg også set, hvordan psykisk sygdom splitter familier. Hvordan skyldfølelse og selvbebrejdelser står i kø. Det er nemlig stadig pinligt at have psykisk sygdom inde på livet.
Mange af de unge mennesker jeg møder siger f.eks.: "Måske fortjener jeg slet ikke hjælp, at være rask?" Men afviser vi at behandle en lungekræft, en blodprop eller en dårlig ryg, bare fordi man har levet usundt? Nej, vel?
Det er ligegyldigt om vi ser på det individuelt eller som en nation. Vi har en lang historie med foragt for folk med psykiske sygdomme. Behandling af psykiske sygdomme er stadig ikke ligestillet med somatiske sygdomme.
Gad vide hvordan det ville se ud, hvis vi ligestillede de to måder at blive syg på?
Så ville psykiatrien stadig mangle penge, ligesom resten af sygehusvæsenet. Ingen tvivl om det. Så ville kommunerne og skolerne stadig have svært ved at finde resurser til deres del af behandlingsopgaverne, fuldstændig som de har det med de somatiske sygdomme. Ingen tvivl om det.
Men måden vi taler om sygdommene på, og måden vi møder mennesker med psykisk sygdom vil være anderledes. Folk med psykisk sygdom vil opleve det anderledes.
Forældre til børn med ADHD, autisme, anoreksi, angst osv. vil ikke længere forsøge at skjule det. Hverken i skolen eller for bedsteforældrene. De vil vide, at det er en sygdom, at deres børn kan blive raske. De vil vide, at de har ret til den hjælp, der er nødvendig for at deres børn kan blive raske.
Den unge kvinde, der har en personlighedsforstyrrelse, måske fordi hun voksede op med forældre, der ikke magtede at tage vare på hverken deres eget liv eller hendes opvækst, vil ikke længere tænke, at det er hendes skæbne. Hun vil tage imod den behandling, der kan hjælpe hende med heling af hendes psykiske sår og til en ny udvikling.
Den unge mand, der på grund af psykoser, ikke tør gå udenfor, vil ikke længere blive anset for farlig men blive set som et menneske, der skal have hjælp.
Hvad ville det kræve af os?
Det kræver, at vi lærer at adskille personen fra sygdommen. At vi ikke anser psykisk sygdom for en del af personligheden, men som det den er: en sygdom. En sygdom, der har angrebet et menneske -ikke dets lever eller en knogle, men dets sjæl, dets tanker og følelser.
Vi kan godt snakke og grine sammen med drengen, der har brækket sit ben. Den sygdom er vi ikke bange for. Mange er stadig lidt usikre overfor at tale om sygdomme som f.eks. sukkersyge, børnegigt og kræft. Men vi er godt på vej, og de fleste af os kan godt spørge en ven om hvordan det gik med den sidste kemobehandling.
Tænk, hvis vi kan gøre det samme med psykisk sygdom!
Tænk, hvis vi kan møde folk med respekt og en forventning om, at de selv kan være med til at beslutte hvilken behandling de skal have for deres psykiske sygdom. Det kan vi, når vi ikke blander person og sygdom sammen.
Tænk, hvis vi kommer derhen en dag, hvor behandlere og patienter vil kunne tale om psykisk sygdom ligesom vi taler om somatisk sygdom: Hvilke symptomer har du? Hvad tror du selv det er? Vil du høre hvad mine erfaringer er? Vi kan anbefale forskellige typer behandling, hvad tror du er bedst for dig? Vil du gerne have dine pårørende med til samtalerne, så du bedre kan huske, hvad vi har talt om?
Så vil vi alle vide, at psykisk sygdom er hver mands herre, ligesom somatisk sygdom er det.
Så vil vi alle vide, at flertallet af mennesker, der angribes af en psykisk sygdom bliver raske igen, bare de får en god behandling.
Så vil vi forske i de økonomiske fordele ved forebyggelse og tidlig behandling af psykisk sygdom.
Så vil politikerne ikke skelne mellem retten til behandling af psykisk eller somatisk sygdom.
Så vil børne- og ungdomspsykiatere f.eks. kunne ordinere den nødvendige behandling, også den der skal gives i kommunalt regi. Og børnene vil få den nødvendige behandling, uafhængigt af hvor de bor i Danmark.
Det kunne gør en verden til forskel.
