Den næste store sundhedsrevolution: Fremtidsforsker siger giv slip - del2

Læs første del her.

Når man har for lidt, er det drømmen af få noget mere. Når ikke der er medicin nok, maskiner nok, ressourcer nok, så er det indlysende at “mere” er løsningen. “Mere” var mantraet, der virkede, i det 20. århundrede. 

Sundhedssektoren blev industrialiseret, og det er rigtig godt. Vi havde brug for at få ryddet op, gjort rent, organiseret og professionaliseret og lagt et minimumsniveau for mængden af hokuspokus.

Men nu er det så, du skal lægge hånden på hjertet og mærke efter. Vil “mere” løse vores problemer? Eller er jagten efter mere det, der er hele problemets kerne? 

Som Hannibal Lecter spurgte Clarice i Ondskabens Øjne: hvad er problemet i sin essens? 

Industrisamfundet er i sin essens produktivitet, rutiner og processer. Kvalitet er at leve op til standarder og gøre tingene hurtigt og billigt. Og det hele forstærkes af at kapitalismen har overtaget styringen i samfundet - hvor det tidligere har været religion, ideologi, fagligheden, familien eller nationalstaten, der har sat målene og værdierne, er det i dag kapitalismen der trumfer alle diskussioner. 

Det har primært kunne lade sig gøre fordi vi ser det som noget helt normalt at vores institutioner skal opdrage, styre, forme og kontrollere os.

Mentorundervisning er f.eks. noget af det, der skaber de allerbedste resultater, men også - set fra industrisamfundet side - alt for meget selvstændig tankevirksomhed og refleksion over måden vi gør tingene på. Hierarkier og organisationer trives ikke, hvis myrerne skal ud og udleve deres egne drømme.

Vi nedprioriterede derfor mentorundervisning og mesterlære og opprioriterede klasseundervisning og den autoritære “hærfører”, der dikterer og uddelegerer. 

Og så lagde vi i det spirende velfærdssamfund frøene til en obligatorisk personlighedsspaltning: Gå på arbejde, hold mund, og aftjen din værnepligt. Gå hjem, hold fri og lav lige hvad du har lyst til. 

Det menneske du er, skal du ikke lukke op for i arbejdstiden. Hvad du selv tænker, hvad du drømmer om, kreativitet, rebelskhed osv. skal du gemme til du kommer hjem. Lad være med at forstyrre rutinerne og processerne.  

Og det gør såmænd heller ikke noget. Der har altid været og vil altid blive ved med at være en masse lortejobs. Og arbejdet er ikke det eneste saliggørende i tilværelsen. Problemet opstår, når man direkte skal gå på kompromis med den man er, fordi “systemet” presser én til at gøre noget man ikke kan stå inde for.

Stress er ikke noget man får, bare fordi man har travlt. Stress får man især, når man gentagne gange går på kompromis med sine værdier. 

Lad os sige, at en sygeplejerske i 60erne intuitivt mærker at en nyfødt har godt af at ligge hos sin mor. Men den går ikke for systemet har bestemt at nyfødte skal svøbes og lægges samlet i et lokale for sig, fordi de så er meget nemmere at håndtere. Hvordan har det været at rette ind og tage en grædende baby fra en mor dag ind og dag ud, selvom man har mest lyst til at gøre det direkte modsatte. Ikke rart vel? 

I 60erne havde sygeplejersker også stress. En af løsningerne var, at de skulle minimere patientkontakten, fordi man kunne se at det især var patientkontakten, der stressede. En klassisk industriel, kold konklusion, som ikke desto mindre stadig kan ses mange steder i omsorgssektoren i dag. Når vi forfremmer folk er det ofte væk fra arbejdet, ind på et chefkontor. Ikke hen til arbejdet fri for de forstyrrelser der dræner én for energi. 

Hvor går dine grænser?

Stress i fremtiden er ikke svaghed. Det er et budskab om, hvor dine grænser går. Du får stress når du ikke får lov at at løse det, du mener er kerneopgaven. Og du får stress, når du ikke er en del af et omsorgsfuldt menneskefællesskab, der elsker at se dig være på en læringskurve. 

Kapitalisme er rigtig godt til mange ting. Men når kapitalismen går til fest med industrialismen og de to glemmer at byde humanismen med til bords, så går den vilde træskodans til sidst så hurtigt, at vi alle er ved at falde af og hele planeten gungrer så meget, at det føles som om den er ved at falde fra hinanden. 

Hvis folk i sundhedssektoren føler sig travle, misbrugte og ensomme, så er det ikke deres skyld. Hvis patienterne føler de bliver overset, bare er et nummer eller at tingene kunne være så meget bedre, så er det heller ikke deres skyld. 

Det er i virkeligheden ingens skyld - det er bare det, der sker når vi lader vores vaner og rutiner og etablerede måder at tænke på få overtaget. Når vi bilder os selv og hinanden ind, at vi ikke har tid til fornyelsen. Og når vi tager hjertet og empatien ud af omsorgen. 

Det store problem vi har i dag er ikke, at vi har for lidt. Det er, at vi har for meget.

Den største fjende vi har i dag er ikke de andre. Det er kompleksiteten.

Men fordi vi ikke kan finde ud af (eller tør) spille vores egen menneskelighed på banen, og fordi vi ikke kan svare på spørgsmålet “hvad er en bedre sundhedssektor?”, så bliver vi ved med at fylde mere og mere på, flere systemer og apps og løsninger og velfærdsteknolgier og pjecer og pamfletter om kvalitetsløft og kompetenceudvikling.  

Men hvad nu hvis fornyelsen ikke er, at vi skal fra mere til endnu mere?

Eller fra mere til mindre? 

Hvad hvis den er fra mere til bedre? 

At opgaven ikke er at lave noget mere til flere for mindre?

Men at lave noget bedre til flere med de rigtige ressourcer? 

Fremtidens forpligtende fællesskaber

Det vil kræve en fundamental ændring i vores måde at tænke på: Den første tanke vi har uanset hvilket problem vi står med må aldrig mere være “Det har vi ikke råd til eller tid til”, men “gad vide om vi egentligt har alt det vi skal bruge?”. 

Og så orienterer vi os udad. Fremtidens sundhedssektor er et enormt puslespil. Et puslespil, hvor ingen har set det billede, der er på æsken. Og hvor det derfor er altafgørende, at vi sammen er villige til at forestille os hvor fedt og fantastisk det kan blive. 

Det bliver både hårdt og svært for vi skal både have det med fra gamle dage, der virker: der hvor "mere" rent faktisk er godt. Og vi skal skabe noget helt nyt og bedre, som ingen i verdenshistorien før har set. 

Svært er når man ikke ved, hvad man skal gøre. 

Hårdt er når man ikke gider. 

Og derfor er de nye fællesskaber det absolut vigtigste vi skal bruge. Dem der gider og ikke gi’r op bare fordi det er svært og som formår at tænke “bedre”. Omsorgsfulde, forpligtende fællesskaber er dem, der kan skabe fremtiden. 

Som en af vores medarbejdere Henrik Hovgaard altid siger: Man kan lede en hest til vandet, men man kan ikke få den til at drikke, og det nytter ikke, hvor meget man så end suger den i måsen”. 

Fremtidsprocesser starter ikke med alt og alle. Det starter med dem, der kan og vil, og så sætter vi de andre fri til at passe deres arbejde. Vi behøves ikke allesammen skulle flytte os og være kreative og omstillingsparate hele tiden. Men hvis ikke vi har nogen få, der er villige til på rebelsk vis at gå foran og vise vejen, så sander vi til i fortiden. 

Og til dig (og endnu bedre jer), der kan og vil, kommer her brikkerne til at skabe den bedst opnåelige udgave af sundhedssektor i fremtiden. 

Læs næste del af artiklen her.