Vi har som samfund lidt et alvorligt relationstab, som følge af den centralisering, bureaukratisering og digitalisering, det offentlige har været igennem. Det bøder vi for nu, hvor utilfredsheden med det offentlige vokser, på trods af at de fleste er tilfredse med pædagogen og sygeplejersken, som de kender. Det er ikke de velfærdsprofessionelle, der fejler, men de rammer, de kæmper med.
Sådan indrammer jyden og værdikæmperen Jonas Norgaard Mortensen sin mission. Han ønsker at danskerne i højere grad siger fra overfor det upersonlige og stadig mere teknokratiske samfund, de lever i.
“Danskerne ved godt, at det ikke er de velfærdsprofessionelle som personer, den er gal med, men de rammer, de er underlagt. Danskerne ved også godt, at det er ødelæggende for velfærden, når en ensidig økonomi- og systemtænkning skader de ansattes mulighed for at bruge deres personlige empati og faglighed,” siger Jonas Norgaard Mortensen.
Med en omfattende og samfundskritisk antologi introducerer Jonas Norgaard og tænketanken Cura danskerne for personalismen, der skærer sig lige ned mellem kollektivismen og individualismen. Første del af antologien er udkommet, anden del udkommer i april, og dermed har 55 toneangivende aktører fra alle hjørner af samfundet bidraget til antologierne. ”Vi lægger vægt på, at de fleste af vores bidragydere i dagligdagen kommer helt tæt på, hvordan vores samfund fungerer. Det er sociologer, sygeplejersker, socialrådgivere, politologer, lærere, konfliktmæglere, psykologer, økonomer, lykkeforskere og mange andre. Og alle har de en vision om et bedre samfund med menneskers relationer, værdighed og engagement i centrum. Bøgerne spørger grundlæggende, om vi har indrettet samfundet til fælles bedste eller ej,” fortæller Jonas Norgaard Mortensen, der er redaktør på bøgerne sammen med direktør i tænketanken Cura, Karen Lumholt. Læs også: Tre ud af fire danskere: Vi må skabe et mere personligt samfund Den tredje vej Personalismen er både idehistorisk og internationalt en stærk filosofisk og idépolitisk position. Den har indtil de senere år været overset i en dansk sammenhæng, men lægger vægt på at personer og deres relationer, værdighed og engagement skal være udgangspunktet for alt. Samtidig erkender personalismen, at disse værdier konstant skal forsvares mod systemer, magt, misbrug og nedværdigelse. “Det var ud fra personalismen, at den tyske filosof Martin Buber forsvarede jødernes position i 1920erne; det var ud fra personalismen, at Martin Luther King Jr. forsvarede de sortes rettigheder; og personalismen var en hovedinspiration for flere politiske ledere, da Europa efter anden verdenskrig ville genoprette kontinentets relationer, den enkeltes værdighed og borgernes engagement i demokratiet.Man kan sige, at personalismen er et reelt alternativ til individualisme og kollektivisme,” forklarer Jonas Norgaard Mortensen.
Han skrev for tre år siden bogen Det Fælles Bedste - en introduktion til personalismen. Bogen blev en succes på dansk, og blev sidste år udgivet i en engelsk version. Ifølge Jonas Norgaard Mortensen leverer personalismen nogle værdifulde svar i en tid, hvor mennesket er klemt af teknologiens udvikling. “Personalisme er ikke en partipolitisk bevægelse, men et filosofisk og etisk afsæt for at indgå i samfundsdebatten, som har fokus på mennesket og relationerne i samfundet. Personalismen betoner mennesket som relationelt, helt afhængigt af nære relationer. Det er i relationerne, mennesker udfolder og engagerer sig. Et godt samfund er et samfund, der tager højde for dette,” mener Jonas Norgaard. Selvom mange mennesker identificerer det politiske liv på højre og venstre fløjene med individualisme og kollektivisme, er personalisme for Jonas Norgaard fri af politiske ideologier. Tværtimod mener han, at fremtidens politiske løsninger skal findes ved at tage udgangspunkt i et menneskesyn med fokus på borgernes relationer, værdighed og engagement i eget og fælles liv. “Der er brug for personalismens fokus på ”Hvad er et menneske?” og ”Hvad er menneskets grundlæggende behov”, når vi skal forny og forbedre velfærdssamfundet. De seneste år er vi blevet forført af et blindt vækstparadigme, der ikke spørger om væksten egentlig gavner menneskets lykke. Vi er samtidig i stigende grad blevet overvåget og kontrolleret af store offentlige systemer. Personalismen kan med sit fokus på menneskets behov for frihed, værdighed, relationer, engagement og fællesskab være en nødvendig kritik både af individualismens og kollektivismens blindgyder,” siger Jonas Norgaard. Læs også: Utilfredsheden med det offentlige vokser Positionerer sig mellem Cepos og Cevea Personalismen er værdigrundlaget for den relativt nye tænketank Cura, der positionerer sig mellem Cepos og Cevea. For Jonas Norgaard handler det om at udfordre de to andre ismer mere fundamentalt, for de senere årtiers udvikling viser ifølge ham, at hverken den ene eller anden isme har det endegyldige svar på indretningen af samfundet. “Cevea og Cepos repræsenterer hhv. en traditionel centrum-venstre og en traditionel liberalistisk position. Vi er ikke liberalister og vi er heller ikke socialdemokrater eller socialister. Vores position er hverken individualismens eller kollektivismens. Den illustreres bedst ved at bruge udtrykket ”den tredje vej”. Alligevel er vi hverken ”Blue Labour” eller ”Red Tory’s”, men netop noget helt tredje.” Samtidig har Jonas Norgaard ingen ønsker om at kommunikere eller positionere personalismen og tænketanken Cura med en retorik om, at personalismen er svaret på alle udfordringer. Tværtimod tror han simpelthen ikke på, at det giver mening at agere som om man har svaret på alt. “Hvor liberalismen betoner den enkeltes ansvar for sin egen lykke og socialismen betoner det fælles ansvar for den enkeltes lykke, siger vi, at den enkeltes lykke opstår ved at tage ansvar i frie fællesskaber. Det er også derfor, vi er blevet kaldt for civilsamfundets tænketank og familiernes tænketank – vi mener at fællesskaber opstår, fordi den enkeltes værdighed og engagement bedst kommer til udtryk gennem relationer,” siger Jonas Norgaard. Tænketanke kan også være enige I en artikel på DenOffentlige forholder både Cepos, Cevea og Cura sig alle til velfærdsdebatten, og her er de faktisk enige om noget så væsentligt som et opgør med systemtænkningen og teknokratiet. Det glæder Jonas Norgaard sig da også over, og han tror at netop en tredje aktør i spændingsfeltet mellem kollektivismen og individualismen kan skabe en ny tone og dynamik i debatten. “Der er en vis enighed mellem de værdipolitiske tænketanke, når det gælder velfærdssystemet. Det traditionelle centrum-venstre har bevæget sig væk fra rettighedstænkning, styring, institutionalisering og professionel faglighed som det eneste saliggørende i velfærdssamfundet. De traditionelt liberale anerkender, at mennesker i frihed ofte vælger at realisere deres potentialer igennem fællesskaber. Relationel tænkning er jo sund fornuft, så det er ikke så mærkeligt, at der er en vis enighed her. Men der er brug for nogle, der står stærkt på den relationelle position som vejen til at forbedre vores velfærd,” siger Jonas Norgaard.For Jonas Norgaard er den traditionelle politiske debat stivnet i en traditionel rød/blå-tænkning, der handler om skattelettelser og nulvækst eller ej. Men masser af mennesker og grupper er mere visionære og vil mere end det, de hører rød og blå tilbyde. Norgaard, der kommer rundt i hele landet med foredrag, har bemærket en bevægelse for en både mere visionær og mere realistisk måde at tale om fremtidens samfund.
“Denne rød-blå polarisering gør det vanskeligt at skabe en konstruktiv tone og finde nye svar og løsninger. Med personalismen og tænketanken Cura tilbyder vi fornyelse, så polerne kan frigøre sig fra fastlåste umulige positioner og hele debatten kan få en ny mere konstruktiv tone, hvor man begynder at nærme sig gensidig læring og nye gennemtænkte løsninger. Vi vil pege på, at der på en række væsentlige områder i samfundet er en modsætning mellem, hvordan vi har indrettet os og lever i dag – og hvordan vi som mennesker ønsker at leve,” siger redaktøren. Efterlyser en moderne reformation Samtidig er det en erklæret ambition, at skabe en opgør med den gammelkendte måde at lede og styre et samfund på. Der er brug for en moderne reformation, mener Jonas Norgaard og stemmer dermed i samme kor som blandt andre professor Preben Melander (Klik og find artikler her, red.), der flere gange har efterlyst reformation og folkebevægelser, der bringer fornyelse og forandring. Jonas Norgaard er enig i, at indretningen af samfundet skal moderniseres langt mere grundlæggende end teknokratiske reformer foreløbig har gjort. “Vi sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi leder og styrer på i vores velfærdssamfund. Det bliver stadig mere tydeligt, at menneskers værdighed og engagement ikke bliver tilgodeset under det herskende styringsparadigme og måle-veje tyranni,” siger han. Dermed inviterer han på een gang Cepos og Cevea med i en reformationsbevægelse og skyder et opgør med den herskende politiske kultur igang. “Vi ønsker også at være med til at forny den politiske kultur og samtale, så den bliver reelt lyttende, undersøgende, respektfuld og værdig. Derfor vil vi i stigende grad kaste os ind i samfundsdebatten med systemkritik, kulturkritik og med en konkret kritik på de velfærdsområder, som er udfordret af det store relationstab, som teknokratiet og systematiseringen har ført med sig,” siger Jonas Norgaard Mortensen. Fakta: Antologierne Bind 1, "Det personlige samfund", som lige er udkommet, har fokus på Danmark og vores velfærd. Bind 2, "Det relationelle menneske", som udkommer til april, går bredere ud globalt og samfundsøkonomisk, filosofisk og eksistentielt. Bøgerne samler i alt 55 spændende fagpersoner, der over to bind reflekterer over personalismens værdier i forhold til vores velfærdssamfund og ift. en mere global og eksistentiel samfundskritik. Antologiernes bidragydere er alle fagpersoner, der er anerkendte inden for deres område, men i høj grad også praktikere. Se mere på www.personalisme .dk og www.cura.dk Udvalgte citater fra bogen ”Det personlige samfund. Personalisme i praksis”: Emilia van Hauen, kultursociolog og HD(A): „Det moderne menneske har en hverdag, der er præget af så stor grad af kompleksitet, at man i dag finder det helt naturligt, at flere i ens omgangskreds bryder sammen i stress. At det står sådan til, er jo et klart sygdomstegn for et samfund, der økonomisk og teknisk set har alle muligheder for at skabe en tilværelse i balance. Og det er her, personalismen kan træde ind på scenen og give os håb igen.“ Thyra Frank, tidligere plejehjemsleder, medlem af Folketinget: „Jeg headhuntede ikke de ansatte, men hearthuntede dem. Personalets indstilling, adfærd og ånd er af største betydning, for alt det faglige kan man lære – i modsætning til det menneskelige. Jeg har ofte oplevet situationer, hvor jeg har tænkt på, at jeg hellere ville passes af en klejnsmed med et stort hjerte, end en sygeplejerske uden medmenneskelig indføling.“ Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker, Future Navigator og RykVerden: „Inden for videnskaberne taler man om begrebet explanation gap, som betyder, at man har en idé, en hypotese, en fornemmelse for „noget“, men man mangler ordene, begreberne og nervebanerne til at begribe det. Personalisme er for mig et ord, der forsøger at fange tidens explanation gap. Det er som håndtaget på en kuffert ... giver man sig tid til at åbne kufferten, er indholdet jo fantastisk: Vi er forbundne. Du er relation. Du er engagement. Du er værdighed.“ Henrik Schelde Andersen, chefkonsulent i COK: „Skal vi nå frem til en ny og mere tidssvarende forståelse af organisationer, bør vi starte med at formulere et menneskesyn, som kan underbygge og forklare de ambitioner, bestræbelser og den drivkraft, som karakteriserer os som mennesker på en ny måde, og som kan fungere som en konstruktiv ramme for organisationer og deres aktører. Her oplever jeg, at personalismen kan tilbyde organisationsteorien et nyt grundlag for forståelse.“ Keld Dahlmann, Kjeld Ghozati og Bruno Langdahl, præst, arkitekt og konsulent: „Relationerne mellem mennesker er et hovedanliggende for personalismen. Væren er samvær. I dette perspektiv kan livet i de nære fællesskaber og i familierne, hvad enten det er kernefamilier eller udvidede familier, aldrig være noget sekundært. Familiepolitik kan derfor heller aldrig reduceres til et værdipolitisk vedhæng til den ’rigtige’ politik.“ Meik Wiking, direktør for Institut for Lykkeforskning: „Lykken er de andre. Mennesker er relationelle, siger personalister. Når personalismen betoner relationerne så stærkt, er det i erkendelse af, at vel er vi unikke individer, men på samme tid er vi – positivt forstået – bundet til hinanden. Mennesker er relationelt forbundne.“ Noomi Falbe og Annette Cecilie Langdahl, sygeplejersker og undervisere: „Det er på tide, at personalet kræver deres fag tilbage, og at borgerne kræver at blive set som mennesker, der har ret til omsorg og nærvær. Sundhedsvæsenet må reformeres og tilbage til kernen, og her kan vi hente inspiration i personalismen med dens vægt på relationer, værdighed og engagement. Uden forankring af dette i praksis skrider de værdier, vores sundhedsvæsen er bygget på. Værdierne skal kunne ses i måden, vi gør tingene på, og ånden og atmosfæren skal bibringe, at patienterne møder personer og ikke blot et system.“ Steen Clausen og Lene Holmsgaard, konfliktmæglere ved Institut for Diapraxis: „Konfliktmægling er nøje forbundet med personalismens centrale begreber: Værdighed, relationer og engagement. I vores daglige virke tager vi udgangspunkt i, at mennesker eksisterer og udvikles i relation til andre mennesker. Menneskers frihed og ansvar for eget liv og udvikling må og skal ses i relationen til andre mennesker i nære fællesskaber.“ Signe Jarvad, chef for fire kultur- og fritidsinstitutioner i Københavns Kommune: „Personalismen inspirerer mig til at se, at ledelse handler om medarbejderne. Om at tage afsæt i medarbejdernes passion. Det er dem, der er guldet i organisationen. Relationerne i organisationen er organisationens hjertekammer. Den tillidsbaserede ledelse har ændret min hverdag radikalt. Personalismens forståelse af mennesket og af fællesskaber – at vi bliver til og næres gennem relationer, værdighed og engagement – giver et godt filosofisk afsæt for tillidsbaseret ledelse.“ Mikael R. Lindholm, InnovationInside og Nick Allentoft, Mediehuset DenOffentlige: „Personalismens idealistiske fokus på, at den enkelte kun er i kraft af sine relationer, kan måske bringe nyt til debatten og udviklingen. ... Spørgsmålet er, om personalismen kan vinde lydhørhed i en debat, der primært er drevet af netop individualismen og kollektivismen. Kan den det, har personalismen en vigtig rolle at spille i de kommende års udvikling af velfærdssamfundet.“
