Fotograf: Søren Svendsen

New Public Management hudflettes på Folkemødet fredag

Ledelse

12/06/2016 08:35

Nick Allentoft

Direktør i Region Hovedstaden Hjalte Aaberg og borgmester i København Anna Mee Allerslev kommer i tal-ilden. Redaktør på DenOffentlige, Henrik Hjortdahl, kommer med sine bud på bedre offentlige ledelse i fremtiden.

New Public Management, offentligt styringsparadigme siden 80’erne, er endt med at blive et dyrt bekendtskab, ved vi nu. Men er det overhovedet muligt at arbejdet effektivt i en kompleks og foranderlig verden uden at have et styringsredskab som NPM? 

Fredag kl. 14.30 på Folkemødet i Allinge - i Grundtvig-teltet på Cirkuspladsen - blotlægges NPM i et scenarie fra en fiktiv Omsorgsforvaltning, hvor dilemmaerne rasler ned over hierarkierne: Direktør i Region Hovedstaden Hjalte Aaberg og borgmester i København Anna Mee Allerslev kommer i tal-ilden sammen med en mellemleder, en omsorgsmedarbejder og en vaskeægte borger. Redaktør på DenOffentlige, Henrik Hjortdahl indleder med et zoom ind i NPM og afslutter med sine bud på bedre offentlige ledelse i fremtiden.

Ikke alt der kan tælles, tæller

”Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles,” sagde Albert Einstein. At kvantificerbar målstyring giver tunnelsyn i de forskellige dele af organisationerne og skaber det forkerte fokus, er efterhånden en kendt sag. Bl.a. har to internationalt anerkendte forskere, engelske Hood og Dixon, evalueret styringsmetoden New Public Management.

De konkluderer, at de seneste 30 års offentlige fokus på at øge den offentlige sektors effektivitet gennem markedsgørelse, præstationsledelse og nye informationsteknologier både har givet en dyrere og dårligere offentlig sektor med flere brugerklager og mindre borgertilfredshed. Også de ansatte i den offentlige sektor er plaget af styringsmetoden, som har ført til frustrationer, opsigelser og en skarp kurve af stresssygemeldte medarbejdere. Imens viser andre analyser, at de organisationer, som bruger mindst tid på at sætte mål og følge op, er dem som leverer de bedste resultater.

Regionsdirektøren, borgmesteren og eksperten på banen
Men hvad er det egentlig, der går galt i New Public Management – og hvad kan vi sætte i stedet? Vær med til at afdække spillet på Folkemødet fredag kl. 14.30-16.30 i Grundvig-teltet, når borgmester i København Anna Mee Allerslev (R) og adm. direktør i Region Hovedstaden Hjalte Aaberg, sammen med en mellemleder, en omsorgsmedarbejder og en vaskeægte borger forsøger at besvare en række konkrete dilemmaer, der udspiller sig i Omsorgsforvaltningen i en større dansk kommune. De giver også deres bud på hvordan de mener, vi kan gøre det bedre. 

Redaktør af ledelsesavisen på DenOffentlige.dk, Henrik Hjortdal, er ekspert på området og giver sit bud på historien om NPM - og fremtidsperspektiverne for offentlig ledelse. Ordstyrer er Karen Lumholt og gamemaster er kommunikationsrådgiver Le Lyby. 

Arrangement: Tænketanken Cura.

Kontakt: Karen Lumholt på 40 14 49 80

Læs mere her https://kalender.brk.dk/event/user-view/20540?redir

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.