Drop frygten og tal sammen

Velfærdsmaskinen har i årtier serieproduceret nye regler, cirkulærer og lovgivning. I dag dækker alene beskæftigelsesområdet over 24.000 sider, som får flere tusinde offentlige medarbejdere til passivt at sætte flueben frem for at bruge deres faglighed og indsigt.    Borgere har i fire årtier opbygget forventninger til, at verdens bedste velfærdssamfund samler os op, hvis vi falder. DenOffentlige.dk har med flere artikler belyst, at sådan er det ikke længere.    Mennesker, der enten fast eller pludseligt kommer i kontakt med det offentlige møder i dag et system, der tager kontrollen over deres fremtid. Et system, der sagsbehandler deres tilværelse maskinelt og metodisk. Det foregår på individuelt niveau og uanset social status, som professorerne Ove Kaj Pedersen og Steen Hildebrandt beskriver. Hver person er en selvstændig sag.   Derfor er det vanskeligt, at identificere fælles træk ved udviklingen. Vanskeligt for borgerne, at identificere andet end personlige frustrationer, og vanskeligt for alle os andre at forholde os til udviklingen. Det vælter med personsager, men hver eneste har sin egen historie, så hvordan kan det have noget med systemet at gøre?   Inde i systemet sidder de mere end 11.000 ansatte i de jobcentrene, hvis primære opgave er at få andre mennesker i beskæftigelse. Eller de omkring 15.000 socialrådgivere, der skal assistere udsatte familier og borgere. Eller de omkring 400 kontrollanter, der skal sørge for, at borgerne ikke snyder. Eller nogle af de mere end 600.000 andre offentligt ansatte i kommuner og regioner, hvis opgave det er, at sikre velfærdsmaskinens løbende drift.    I denne tornado, der i virkeligheden er hverdagens velfærdssystem, bygges fordomsfuld retorik op overfor den anden part. Det involverer mange tusinde mennesker, og derfor er en ting sikker: På et tidspunkt begynder situationen at forplante sig. Når det sker vil det plante et frø af usikkerhed i middelklassen. Et frø af usikkerhed overfor, om velfærdssystemet nu også er der, hvis jeg bliver syg og får brug for det.    Spørgsmålet er, hvor tæt den situation ligger forude. Meget tyder på, at det er tæt på.   Når en privat socialrådgiver på under et år kan bygge et tusindtalligt følge af mennesker, der retorisk og med deres sager er i kamp mod kommuner, og en læge fra Fredericia kan samle et lignende antal i en ny social modstandsbevægelse er det symptom på noget, velfærden burde være foruden.    Men det er også symptom på afmagt og dekadence, når medarbejdere i selvsamme system giver op og indretter sig tavst efter rammer og regler, de egentlig er foruden. Færre og færre mennesker tør står frem og sige fra. Vi fandt en for nylig, da arbejdsmarkedschefen i Mariagerfjord Kommune, Michael Bredahl Tidemand, åbent erkendte, at systemet svigter. Udfordringen for alle parter er, at kun få tør sige fra og endnu færre kender løsningen på problemet. Dermed bliver de få, der siger fra, et problem mere end vejen til en løsning.   Måske handler det bare om at lægge frygten væk og begynde at tale sammen. Som DenOffentlige.dk skrev forleden kan borgerne godt se, at tiderne skifter. At velfærdssystemet stiller krav, som ikke er stillet tidligere.    Borgerne står midt i det, og peger på, at alle mennesker har ressourcer og selvdisciplinering, som systemet bare overser. Undersøgelser viser, at danskerne er klar til omstilling, men er bekymrede og ønsker at fastholde velfærdens værdier. At langt de fleste danskere gerne vil arbejde. Men at danskerne er blevet forvænt af den mellemklasse, som velfærdsstaten med stor succes har skabt - for at bruge professor Ove Kaj Pedersens ord.    Det er svært, at være ansat i et system, som har fjernet tilliden både til borgeren og medarbejdernes evner. I et system, som med en detaljeringsgrad, der er en IT-programmør værdig, beskriver, hvordan sagsbehandling skal foregå. Det fremtvinger afmagt, og afmagt fremtvinger afvisning.    Hvem pokker kan holde til at høre på helt almindelige menneskers ulykkelige livssituationer igen og igen, hvis man er afskåret fra at vejlede samme menneske.