Efterlyser opgør med dokumentationskrav: Der er milliarder i offentlig fornyelse

Politik

28/06/2015 10:57

Nick Allentoft

Debatten om nulvækst får nu en ny vinkel. To fagfolk på socialområdet efterlyser opgør med meningsløs dokumentation og foreslår “Operation Meningsfuld Dokumentation”. Der er milliarder at hente, skriver de.

“Tænk, hvis alle de penge, som bruges på meningsløst bureaukrati, kunne veksles til tålmodighed, indlevelse og omsorg.”

Sådan lyder opråbet fra to centrale aktører på socialområdet efter en valgkamp, hvor debatten handlede mere om vækst eller nulvækst.

De syv principper for offentlig modernisering

I 2013 fremlagde den daværende regering syv principper for offentlig modernisering. Dengang lød det:

  1. Styring i den offentlige sektor skal fokusere på mål og resultater 
  2. Dialog, åbenhed og klare mål skal være udgangspunkt for opgaveløsningen 
  3. Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar 
  4. Udvikling og fagligt handlerum skal bygge på velbegrundet dokumentation 
  5. Opgaveløsningen skal baseres på viden om, hvad der virker 
  6. Ledelse og engagement skal fremme innovation
  7. Offentlig service skal inddrage borgernes ressourcer
Læs mere om moderniseringsforsøgene her. 

Det er næstformanden for Socialrådgiverne, Niels Christian Barkholt, og formand for Børnesagens Fællesråd, René Skau Björnsson, der i et fælles opråb gør opmærksom på et enormt potentiale i den offentlige sektor. 

De henviser til en analyse fra tænketanken Cevea, der peger på, at vis alle offentligt ansatte brugte et kvarter mindre på dokumentation om dagen, ville der frigøres 42 millioner timer, hvilket ville svare til 21.803 fuldtidsstillinger.

Nyt liv til tillidsreform

Debatten om mere tillid og mindre dokumentation har stået på i årevis, men med tidligere indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestagers farvel til regeringen sidste år blev der stille om den højt profilerede tillidsreform. Det er blot to år siden en håndfuld indflydelsesrige aktører enedes om syv principper for offentlig fornyelse, men partnerskabet har aldrig rigtig fået flyvehøjde

Nu har Silkeborg Kommune sammen med seks organisationer taget sit eget initiativ til en form for tillidsreform. Kommunen offentliggjorde forleden en partnerskabsaftale på sundheds- og omsorgsområdet. Aftalen skal fremme tillid og samarbejde om at udvikle nye løsninger, og omfatter 1650 medarbejdere i hjemmeplejen og på plejecentrene.

"De skal have mulighed for at bruge tiden på det, der er den allervigtigste opgave: At tage hånd om mennesker, som har brug for hjælp. Vi ved jo, at vi i de kommende år får mange flere ældre og store udfordringer med de opgaver, vi overtager i det nære sundhedsvæsen. Og det i en tid hvor økonomien er under pres. Med den nye aftale vil vi arbejde sammen om at finde nye løsninger og undgå tidskrævende bureaukrati", sagde  borgmester i Silkeborg Steen Vindum (V) i pressemeddelelsen.

Med i aftalen er FOA, Dansk Sygeplejeråd, Kost & Ernæringsforbundet, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen og HK.

Siden aftalen om syv principper for offentlig modernisering (se boks, red) blev indgået har parterne gennemført en lang række arrangementer, der skal “italesætte” behovet og sætte en ny bevægelse igang. Men det går langsomt, og nu opfordrer Barkholt og Björnsson til, at der tages et fælles initiativ.

“Det bør samle stort set alle velfærdsfaggrupper, for de er alle hårdt ramt: Pædagoger, lærere, socialrådgivere, læger, sygeplejersker, sosu-assistenter, og så videre. Det kunne i den grad engagere faggrupperne og børneorganisationerne omkring en vigtig fælles udfordring, som rækker mange år frem. Lad os tage et konkret initiativ. Sammen,” skriver de i deres fælles opråb.

 

Socialrådgiverne kvæles langsomt

Behovet for handling er tilsyneladende heller ikke blevet mindre de seneste år. I denne uge kunne DR afsløre, hvordan det står til med arbejdsmiljøet i en lang række kommuner, hvor blandt andet socialrådgiverne længe har råbt på handling. Situationen er alvorlig.

“Det arbejdspres, socialrådgiverne beskriver, har fået Arbejdstilsynet til at uddele en lang række påbud til ledelserne i landets kommuner. Foreløbig har 16 kommuner i løbet af det seneste halvandet år fået et påbud på grund af arbejdspres,” skriver DR på baggrund af en aktindsigt, som DR Nyheder har fået hos Arbejdstilsynet.

Der er med andre ord problemer med arbejdsmiljøet i hver sjette kommune, og det får, ifølge DR, lektor i sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet, Karin Kildedal, til at advare mod udviklingen.

"De tre ting til sammen har jo den konsekvens, at børn og familier ikke får hjælp i tide, og at det på lang sigt bliver dyrt for samfundet at gå ind i en familie, når problemerne har stået på i lang tid," siger hun.

Samme toner lyder fra forsker os SFi, Anne-Dorthe Hestbæk. Hun er bekymret over konsekvenserne af det arbejdspres, socialrådgiverne beskriver.

"De værste konsekvenser rammer de udsatte børn og familier, som der ikke bliver taget ordentligt hånd om. Det er da uholdbart, og noget man bliver nødt til at ændre. Det skal ske fra i aften," siger Anne-Dorthe Hestbæk til DR.

 

Flere sager på ældreområdet

Det er ikke kun på social- og beskæftigelsesområdet, der er problemer. DenOffentlige har flere gange det seneste år bragt historier om alvorlige sager på ældreområdet, hvor fagpersonalet på plejecentre begår alvorlige fejl trods omfattende dokumentationskrav. Situationen på ældreområdet blev beskrevet af den dengang nye leder på Plejehjemmet Lotte, som Thyra Frank gjorde landskendt. Trods dokumentationskrav, der er tiltænkt af styrke fagligheden og trygheden, havnede Lottehjemmet alligevel i en situation, hvor en beboer lå i flere timer og råbte på hjælp.  

“Det kan godt være jeg er lige lidt naiv på det her område, men for mig er det (dokumentationen, red) for beboernes skyld. For at sikre den bedst mulige pleje og omsorg. Det er det syn jeg altid har valgt at tage omkring dokumentation. Ikke fordi at vi skal gardere os mod det ene eller det andet,” siger Charlotte Andreasen i interviewet i forbindelse med Lotte-sagen.

Senere kom der en sag i Aalborg Kommune, hvor en beboer døde, og for nylig kom sagen omkring Fremtidens Plejehjem samt historien fra Syddjurs Kommune, som til sidst har valgt at opsige samarbejde med en privat leverandør efter stærkt kritiske sager på et plejehjem.

 

Fokus på kvaliteten og opgaven

Med opråbet fra Barkholt og Björnsson er der nu lagt op til en ny udvikling. Med deres forslag til Operation Meningsfuld Dokumentation opfordrer de til mere handling.

“Tænk hvilket stærkere og mere bæredygtigt samfund, vi kunne realisere. Hvis man altså forstår rækkevidden af denne vision. Vi hjælper selvfølgelig til med udformningen, og vi tager vort ansvar hele vejen i mål. Og målet er at skabe en langt bedre og meningsfuld balance mellem borgernes og ikke mindst børnenes oplevelse af kvalitet og nærvær koblet med faglig autonomi og dokumentation,” skriver de.

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.